"Unionen er stendød". Sådan udtalte Schlüter i 1986 op til pakkeafstemningen for at mane unionsspøgelset i jorden. Siden har Unionen vist sig at være alt andet end stendød, og dens nyeste produkt - Amsterdamtraktaten - er endnu en milepæl på glidebanen mod kapitalens europæiske forbundsstat.

 Overfor kapitalens Europaprojekt stiller VS arbejderklassens Europa. I Danmark skal der til foråret afholdes folkeafstemning om Amsterdamtraktaten, enten udformet som en ændring af grundloven eller som en almindelig vejledende folkeafstemning, afhængigt af resultatet af den verserende Grundlovssag ved højesteret. VS vil bruge perioden frem til foråret til at styrke samarbejdet på den europæiske revolutionære venstrefløj og til at gå ind i oplysningsarbejdet om kapitalens EU projekt.

 Da Maastrichttraktaten blev undertegnet i december 1991 var perspektivet langt mere vidtgående med det, der nu er blevet til Amsterdamtraktaten. Blandt andet skulle stemmefordelingen i ministerrådet have været ændret, så EU var parat til udvidelser. Men landene kunne ikke blive enige. Alligevel er det ikke småting, der er ændret med den ny traktat. For VS er der 4 hovedårsager til at afvise traktaten:

1. Amsterdam traktaten gør fremtidige folkeafstemninger ligegyldige

2. Den betyder et yderligere skridt i retning af EU som forbundsstat

3. Den rykker det retslige, politimæssige og efterretningsmæssige arbejde ind i EU

4. Den medfører en yderligere øgning af arbejdsløsheden i Europa.

For det første gør Amsterdamtraktaten fremtidige EU folkeafstemninger ligegyldige for EU. I traktatens afsnit om "fleksibilitet" hedder det, at der "ikke længere kan tages afgørende hensyn til et land, som nægter de andre at gå videre på et område". Afsnittet omtales også som "lex 2. Juni" i henvisning til 2. Juni 1992, da Danmark stemte nej til Maasstricht og for nogle måneder kom grus i EU projektet. Havde afsnittet haft retsgyldighed i 1992, ville resultatet af nej’et den 2. Juni have været ligegyldigt. Med Amsterdamtraktaten gøres fremtidige folkeafstemninger ligegyldige. Den eneste undtagelse herfra er muligvis en fremtidig afstemning om magtfordelingen i EU.

For det andet rykker EU’s grundlov op på siden af medlemslandenes grundlove. Maastrichttraktaten anerkendte ikke blot medlemsstaternes "nationale identitet", men også deres "styreformer". Amsterdamtraktaten anerkender kun den "nationale identitet". EU’s grundlov bliver sidestillet med medlemslandenes grundlove, og det bliver EU domstolen (EU’s Højesteret) der skal afgøre tvistigheder. Samtidig bliver EU statsborgerskabet sidestillet med borgerskab i medlemslandene. Dermed er et af de danske Edinburgh forbehold røget. Også indskrivningen af menneskerettigheder i traktaten viser dens udvikling i retning af en egentlig EU grundlov. Afsnittet om menneskerettigheder er inkluderet i indgangsbønnen til traktaten, der har fået titlen: "Frihed, sikkerhed og retfærdighed". Friheden er dog en discountudgave ifht. FN’s menneskerettighedskonvention. Den er blevet bekræftet i denne discountudformning af EU domstolen, og er blevet kritiseret af en række menneskerettighedsorganisationer. Det er samtidig interessant, at de sociale rettigheder er fraværende: Retten til arbejde, bolig, uddannelse og et værdigt liv. Inddragelsen af menneskerettigheder i EU grundloven er en udvanding ifht. de menneskerettighedsforpligtigelser, der er indskrevet i bl.a. den danske grundlov. Mht. sikkerhed er traktatens hensigt at Europol skal anvendes til at gøre EU’s mure mod Østeuropa og den 3. Verden endnu højere.

For det tredie bliver det retslige og politimæssige samarbejde gjort til en del af EU. Det skal basere sig på Schengen samarbejdet, der hidtil har ligget udenfor, og som Danmark i alt hast blev tilsluttet i december 1996. Med Amsterdamtraktaten bliver Europol en realitet i EU regi. Det samme bliver EU’s efterretningsvæsen, der står helt udenfor politisk kontrol. Endelig afskaffes asylmuligheden indenfor EU. Et punkt som specielt Spanien har presset for, for at hindre at baskiske separatister får mulighed for asyl i andre medlemsstater indenfor EU.

For det fjerde indeholder traktaten intet der peger i retning af en reduktion af arbejdsløsheden. Tværtimod. Det er ikke nyt at EU interesserer sig for arbejdsløsheden. Siden 1985 har det været et tilbageværende tema for komissionen og på ministerrådskonferencerne. Alligevel er det et faktum, at med 18 millioner arbejdsløse, har arbejdsløsheden aldrig været større. Hensigten med diskussionerne i EU har da heller aldrig været at bedre arbejderklassens vilkår. Motivationen har åbent været angsten for at den høje arbejdsløshed kunne skabe sociale uroligheder. Angsten er dog endnu ikke større, end at beskæftigelsen også i Amsterdamtraktaten knyttes tæt til ØMU’ens politik. En nedskæringspolitik der har bidraget til en yderligere øgning af arbejdsløsheden.

Samtidig er udviklingen på det sociale og faglige område skræmmende. Der eksisterer en lang tradition for, at EU tager nye politikområder op. Først som "mellemstatslige anliggender" og siden som "unionsanliggender". I første omgang bedyrer EU, at medlemsstaterne kan bevare eller vedtage mere vidtgående skridt. Men i takt med at EU får fodfæste indenfor området, afskaffes medlemsstaterne vetoret. Sådan er det bl.a. gået med den danske såkaldte "miljøgaranti", der efter pakkeafstemningen i 1986 skulle sikre, at Danmark kunne gå videre på miljøområdet. Skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har ikke turdet afprøve denne politik, af frygt for at få den afsløret som det den i virkeligheden er: En "dispensationsordning". Her i starten af september har komissionen bl.a. tvunget Østrig og Luxemburg til at ophæve importforbud for genetisk modificeret majs. "Garantien" er og har hele tiden været en illusion. Ifht. Danmark arbejder komssionen på at ophæve det danske forbud mod salg af dåseøl, -vand mm. Sporene skræmmer og perspektivet for udvidelsen af den "sociale pakt" er en undergravelse af det kollektive aftalesystem på arbejdsmarkedet.

Kapitalens Europaprojekt går ud på at styrke den europæiske kapital overfor specielt Japan, USA og på arbejderklassens bekostning. Midlet er ikke blot udviklingen af en økonomisk stærk europæisk forbundsstat. Det er også angreb på de positioner arbejderklassen har tilkæmpet sig gennem de seneste 100 års klassekamp og en stadig udhulning af det begrænsede borgerlige demokrati. Altså en styrkelse af kapitalen på arbejderklassens bekostning. For VS er det korrekte svar på denne udvikling et forstærket samarbejde i den europæiske arbejderklasse, et forstærket samarbejde med arbejderklassen i de andre kapitalistiske centre og i resten af verden, for atter at forskyde styrkeholdet til fordel for arbejderklassen. VS ønsker at bidrage til denne udvikling ved at gå ind i styrkelsen af samarbejdet på den europæiske revolutionære venstrefløj og ved at styrke oplysningsarbejdet omkring udviklingen af EU.