Resolution vedtaget på VS' 15. kongres, maj 1988
1. 1980'erne blev konservatismens, nyliberalismens og højredrejningens årti.
Yuppie'ens dans om guldkalven og Schlüters optimistiske ulve-grin. Men det blev også årtiet, der afslørede de borgerliges afmagt, kapitalismens manglende evne til at opfylde menneskenes behov. '80erne blev samtidig årtiet, der lagde den socialdemokratiske drøm om den kapitalistiske velfærdsstat i ruiner. 80'erne blev også årtiet, hvor de borgerlige bestemte dagsordenen, og hvor de virkeligt afgørende problemer blev fortænkt.
Mens miljøkriserne vokser og truer klimaet og sammen med atomoprustningen truer hele klodens liv, mens tusinder kastes ud af arbejdsmarkedet og ikke må være med, diskuterer folketinget - og i alt for høj grad venstrefløjen - alene de kortsigtede enkeltspørgsmål, statsunderskud, betalingsbalance, skattetryk og sociale kontrakter.
2. Efter et kortvarigt opsving i midten af 80'erne er kapitalismen nu atter på vej ind i lavkonjunktur. Børskriser og valutauro indvarsler onde tider. Det er nye - og stadigt alvorligere - symptomer på den dybe og grundlæggende verdenskrise, som vi i Danmark fik det første varsel om med den såkaldte olie-krise i 1973. l midten af 70'erne troede man endnu, at krisen kunne kureres med en gang traditionel socialdemokratisk pengeudpumpning. Men i slutningen af 70'erne brast illusionen om »den krisefri kapitalisme« og Socialdernokratiet indledte sammen med de små borgerlige partier en ny type krisepolitik med lønpolitik, massive arbejdsgivertilskud og stram finanspolitik. Heller ikke denne politik kunne dæmme op for væksten i arbejdsløshed og gæld.Schlüter I 1982 gav Socialdemokratiet op og overlod Schlüter scenen.
3. Så kom den renlivede borgerlige offensiv. Schlüter lagde ud med et frontalangreb mod de arbejdsløse og mod fagbevægelsen. I begyndelsen mødte de borgerlige ringe mod~, men i 1985 havde lønarbejderne fået nok:
Ud af strejkebevægelsen i påsken voksede kravet om et aktivt arbejderflertal til erstatning af det borgerlige styre. Trods dårlige erfaringer med tidligere arbejderflertal tændtes håbet om et parlamentarisk alternativ og en arbejderpolitik. Og det drejede sig naturligvis om noget helt andet end en tilbagevenden til den socialdemokratiske krisepolitik. Resultatet af påskestrejkernes aktivitet viste sig også i opinionsmålingerne, hvor arbejderpartierne stod til halvdelen af stemmerne.
4. Men der skete ingen tilsvarende fremgang i bevægelserries og venstrelløjens kamp i hverdagen. Istedet var 80'erne præget af postmodernistisk kulturel opløsning og opgør med 70'ernes marxistiske debat, som nok på nogen punkter var gået ud af tangenten, men som byggede på drømmen om et helt andet samfund - uden klasser, statsbureaukrati, militær og undertrykkelse. Alt for mange opgav håbet om, at samfundet både kan og skal laves helt grundlæggende om. Venstrefløjsrepræsentanter begyndte at tale om socialismen som noget, der ligger 50 år eller mere ude i fremtiden. Alt for mange af 68-generationen - ungdomsoprørerne - opgav (forhåbentlig midlertidigt!) visionerne i takt med at de fik gode ansættelser. Alt for mange fik, hvad de borgerlige kalder et mere »realistisk« syn på tilværelsen.
5. Denne strømning mundede på partipolitisk plan ud i en perspektivløs »parlamentarisk realisme«, der hærgede venstrefløjen især i perioden fra midten af 1980'erne til nu. Strømningen må nu anses for udbrændt, men førte i disse år til en bestandig nedtoning af kravene til et kommende arbejderflertal. Forventningerne blev til stadighed skruet ned, venstrefløjen gik mere og mere i defensiven. Særlig markant slog det igennem i form af højredrejningen i SF.
6. Resultatet af den »parlamentariske realisme var naturligvis, at pr~ på Socialdemokratiet mindskedes. Jo mere venstrefløjen underordner sig Socialdemokratiet politisk og forsømmer at opbygge aktivitet og bevægelse omkring et klart alternativ til den socialdemokratiske krisepolitik, jo mindre behøves Socialdemokratiet at tage hensyn til venstrefløjens krav. Især SFs accept af 9/10 af det socialdemokratiske program og den passive holdning overfor skatteforlig og finanslovsforlig, betyder at indenfor S-SF rammen er et kommende arbejderflertals handlemuligheder nu så godt som udtømt. Det er en af de vigtige årsager til at den del af venstrefløjen, «... der ligger til venstre for SF, over for denne defensive politik, mi formulere et alternativ, der omfatter et offensivt arbejderflertal.
7. Resultatet af det mindskede pres på Socialdemokratiet sås særlig deprimerende efter valget den 8. september 1987. Problemet forstærkedes fordi de borgerlige nu for første gang for alvor ønskede at trække Socialdemokratiet ind i et finanslovsforlig -og dermed et stort økonomisk forlig. Samtidig fik Socialdemokratiet en ny ledelse, der mestrer kunsten på een gang at forhandle med de borgerlige om de vigtigste ting og samtidig holde SF for nar gennem etablering af uforpligtende studiekredse o.lign. Efter valget var det kommet så vidt, at SF lå helt underdrejet og undlod at bruge sine mange folketingsmedlemmer til at rejse en protestbølge imod de socialdernokratiskborgerlige forhandlinger. Vi fik hurtigt på smertelig vis demonstreret behovet for et venstresocialistisk parti i folketinget. Et parti, der kunne have lagt et pres på SF og SD.
8. Det står idag klart, at 90'ernes udfordringer kræver helt nye svar og nye socialistiske visioner, først og fremmest nye demokratiske visioner. Kravet om virkelige demokratiske forandringer må gøres til 90'ernes mest afgørende sag. En halv snes tusind mennesker kontrollerer idag det meste af produktionslivet og de afgørende investeringsbeslutninger, dvs. de har retten til at skalte og valte med ressourcerne, menneskeskæbner, miljøet o.s.v. Flertallet af danskere har praktisk talt ikke noget at skulle have sagt i produktionslivet, men kan over skatterne få lov til at betale regningen for alle kapitalismens ulykker: arbejdsløshed, erhvervssygdomme, fiskedød o.s.v. Hertil kommer så arbejdsgivernes umættelige tilskudsbehov.
9. Derfor måden parlamentariske realismes spændetrøje kastes bon, herunder må der lægges luft til illusionen om, at hvis vi hare stemmer på arbejderpartiernes ledere ved folketingsvalget, så skal de nok via statsapparatet klare ærterne for os. Faktisk er staten efterhånden et redskab med ret begrænsede muligheder, når det gælder gennemførelsen af reformer, der tager udgangspunkt i menneskenes behov. Det nuværende statsapparat er i den grad indrettet på at varetage kapitalens behov, og statsapparatet er helt sammerifiltret med hele den kapitalistiske magtstruktur, »systernet«. Vi kræver naturligvis, at der gennemføres vidtgående forandringer og økonomiske reformer - også via staten - men samtidig gør vi os klart, at der idag indenfor systemets rammer er et uhyre begrænset spillerum for sådanne forandringer og reformer og at gennemførelsen derfor er et spørgsmål om at overskride systemets rammer og at dette naturligvis vil fremkalde en modreaktion fra borgerskabet, der ikke stilfærdigt vil se sine privilegier og magtpositioner falde. Vi skal ikke lægge skjul på at vores politik dermed vil skærpe -kapitalismens økonomiske og politiske krise og dermed åbne op for brud med det kapitalistiske system, til fordel for en socialistisk revolution, Derfor må 90'ernes forandring nødvendigvis bygge på udenomsparlamentarisk aktivitet og selvforvaltning.
10. 80'erne begyndte med socialdemokratisk krisepolitik - og slutter samme sted! Finanslovsforlig, kommunale nedskæringer, nye arbejdsgivertilskud og trepartsforhandlinger er typiske elementer i S-krisepolitik. Det er en politik, der bygger på klassesamarbejde og accept af systemets rammer. Og det er en politik, der som kapitalismen selv - er helt magtesløs overfor de store problemer, især det allerværste problem i Danmark, nemlig den fortsatte udstødning af tusinder og atter tusinder af mennesker fra arbejdsmarkedet. 750.000 mennesker er allerede smidt ud af produktionslivet. Samtidig opbygges en usolidarisk pensionskassekapitalisme, der lader disse mennesker i stikken og udhuler grundlaget for folkepensionen, der ellers har været af grundpillerne i den socialdemokratiske idé om velfærdsstaten. Disse planer vil medføre enorme splittelser i samfundet og bane vejen for et USA-agtigt samfund. VS vil i folketinget - også i et kommende arbejderflertal - stemme imod indførelsen af en tvungen arbejdsmarkedspension uanset de parlarnentariske konsekvenser.
11. Derfor må venstrefløjen opstille et klart alternativ til såvel borgerlig som socialdemokratisk krisepolitik. En politik, som bygger på de fælles langsigtede interesser hos lønarbejdere og dem, der er smidt ud af produktionen. Løsningen for dette store befolkningsflertal kan kun blive opbygningen af en demokratisk socialisme, en socialisme, som endnu ikke er set andre steder. Andre veje står ikke åbne, hvis vi skal undgå at havne i den dybeste sociale elendighed.
12. En demokratisk socialisme kan kun skabes gennem et aktivt befolkningsflertals opbygning af en demokratisk selvforvaltning. Staten kan ikke skabe socialismen for os, et parti kan ej heller. Den etparti-styrede statssocialisme er en model, som ikke er vores, og som hverken kan eller skal gennemføres i vores del af verdenen. Den er i det hele taget ikke lykkedes nogen steder. En af vores største opgaver er at gøre det stjerneklart, at vores socialisme er noget helt fundamentalt anderledes: den bygger på de arbejdendes, beboernes, forbrugernes aktive, direkte demokrati og selvforvaltning og den skal sikre en voldsom udvidelse af de demokratiske rettigheder. Vores muligheder står og falder med, at dette står urokkeligt klart.
13. Samtidig står det klart, at en demokratisk socialisme kun kan skabes gennem et brud med det kapitalistiske system, et systemskifte, en social revolution. En revolution, der skal være demokratisk - derved at den gennemføres af et aktivt befolkningsflertal. Et brud med det nuværende system er uomgængeligt nødvendigt, fordi de nuværende kapitalejere aldrig godvilligt (ejheller selvom folketinget skulle beslutte det) vil afgive kontrollen med kapitalen og de lader sig heller ikke »købe ud« via OD, ØD og lign.
Og de nuværende magthavere råder over så stærke udenomsparlamentariske magtmidler (f.eks. NATO's hemmelige interneringsplaner), at et folketingsflertal alene ville stå aldeles magtesløst overfor disse kræfter. Kun et aktivt befolkningsflertal vil kunne overbevise borgerskabet om, at dets privilegier må opgives, at modstanden imod udvidelsen af demokratiet ikke længere vil være mulig. Kun på denne måde kan sikres en ikke alene demokratisk, men også ikke-voldelig overgang til socialismen gennem et systemskifte, der får samme uomgærigeligt nødvendige karakter som afskaffelsen af enevælden i 1849 og godsejermagten i 1901.
14. Et politisk svar på 90ernes udfordring må have dette klare socialistiske perspektiv, men må samtidig nøje hænge sammen med de aktuelle muligheder i hverdagens kampe for små og store demokratiske forandringer.
Kravet om demokratiske forandringer må udmøntes i konkrete - og også mindre vidtgående, foreløbige skridt, som kan gennemføres NU. Og kravet om demokratiske skridt, måi 90'ernes sættes højere end de traditionelle økonomiske reform-krav, for det er de demokratiske forandringer, som leder frem mod selvforvaltning, arbejderråd, beboerråd, forbrugerråd o.s. v., dvs. de demokratiske organer, som er den afgørende kraft i den sociale revolution. Her skabes spirerne til det socialistiske rådsdemokrati.
15. VS anser fortsat skabelsen af et aktivt arbejderflertal for at være en væsentlig aktuel opgave. Og forudsætningen for, at dette arbejderflertal kan få succes, er netop, at presset på Socialdemokratiet øges via øget udenomsparlamentarisk pres. Også i denne sammenhæng er kravet om demokratiske forandringer af afgørende betydning. Og derfor må vi også i kravene til et kommende arbejderflertal sætte kravene om demokratisk forandring øverst, dvs. kræve det parlamentariske flertals konsekvente støtte til gennemførelse af demokratiske forbedringer i hverdagen.
16. Kravene om demokratiske forandringer drejer sig bl.a. om følgende:
- Lønarbejderkontrol med virksomhederne og investeringerne.
Dette er vores vigtigste krav. Heri ligger hele omdrejningspunktet. Perspektivet er socialisering af virksomhederne, lønarbejdernes og forbrugernes demokratiske bestemmelsesret over investeringerne. Demokrati på arbejdspladsen.
Til en begyndelse skal der f.eks. oprettes arbejderråd/virksomhedsråd på de enkelte virksomheder. Rådet vælges af de ansatte. Vi vil kæmpe for at disse råd får - eller kæmper sig til - følgende rettigheder: Ubegrænset indsigt i virksomhedens økonomi, dispositioner og investeringsbeslutninger, veto overfor ny teknologi, veto overfor afskedigelser o.s.v.
Der skal oprettes grønne fonde eller »grønne råd«, der overtager dispositionsretten over de investeringsmidler, der idag kontrolleres af banker, forsikringsselskaber og pensionskasser.
I sammenhæng hermed kæmper VS for en demokratisering af fagbevægelsen, indførelse af fri strejke - og aktionsret, og ophævelse af hovedaftalen og det fagretslige system.
- Lejer og beboerdemokrati og lokalråd i større byer.
Et af de vigtigste krav er de private udlejningsejendommes overgang til at være almennyttige andelsboligforeninger med udvidet beboerdemokrati. Men spørgsmålet om beboerdemokrati drejer sig også om et udvidet indhold i demokratiet i lokalområderne, f.eks. omkring beboerhuse, opbygning af sociale netværk, fælles aktiviteter o.s.v. Selvforvaltning på de områder, hvor det offentlige giver op (f.eks. er beboerdemokratiet egnet til at opbygge »Ta' selv-projekter« i området, se nedenfor).
Via lokalråd skal de kommunale beslutninger decentraliseres.
- VS skal frernlægge gennemarbejdede forslag om indsatsen imod formynderi og umyndiggørelse. Først og fremmest skal der naturligvis gennemføres fuld social genopretning og indførelse af gode faste retsbestemte sociale ydelser, så ingen skal stå med hatten i hånden og være overladt til et skøn. Men hvad der er endnu vigtigere. Der skal indføres ret til at deltage i fornuftig - deltagerstyret offentlig (kommunal) produktion eller alternativt ret til at oprette »Ta' selv projekter«, hvor det offentlige betaler lønnen, men hvor de deltagende - f.eks. i samarbejde med det lokale beboerdemokrati - bestemmer indholdet og hvor der selvfølgelig ikke må laves profit.
- Vidtgående demokratisering af de offentlige institutioner, herunder bl.a. brugerråd, patientorganisationer, lokalråd, beboerdemokratiet o.s.v. samt sikring af de offentligt ansattes ytringsfrihed.
17. En del af svaret på 90'ernes udfordring er kampen for bruddet med EF og NATO. Gennemførelsen af dansk alliancefrihed og en helt ny dansk udenrigspolitik byggende på alle landes ret til alliancefrihed, national selvbestemmelse og socialistisk demokrati. VS ønsker en opløsning af de europæiske magtblokke, skabelsen af et centraleuropæisk og nordisk afspændingsområde, nedbrydning af jerntæppet og opstilling af perspektivet om et Europa af socialistiske demokratier som alternativ til COMECON, NATO og WAPA. Vi kræver en dansk udenrigspolitik, der støtter kravet om national selvstændighed overalt på kloden og en udvikling på befolkningernes egne betingelser - det være sig de latinamerikanske landes frigørelse fra det nordamerikanske åg, det sydafrikanske folks kamp imod apartheid, det palæstinensiske folks kamp for et frit og demokratisk Palæstina, det kurdiske folks kamp for et frit og demokratisk Kurdistan, Vestsaharas kamp for selvstændighed, det afghanske folks kamp for at smide Sovjetunionen ud - og mange flere eksempler kunne nævnes. - Støtte til den tredie verdens grundlæggende krav em en ny økonomisk verdensorden.
18. VS vil et brud med kapitalens blinde vækst. Vi oplever en periode, hvor der foretages en uhærnmet udbytning af naturgrundlaget og nye produktioner påfører arbejdskraften uigennemskuelige problemer.
Denne udvikling kan kun imødedegås gennem en grøn politik, der insisterer på fundamentale produktions- og forbrugsomlægninger på tværs af kapitalens interesser.
I forbindelse med et kommende arbejderflertal vil VS stille forslag om følgende økonomiske reformer og forandringer:
Målet for et kommende aktivt arbejderflertal må således være at igangsatte »grønne systemer«, der udnytter de ressourcer, som vi har rigeligt af. Gennem en afsætningssikret offentlig prodution er der mulighed for at mindske afhængigheden af udenlandske knappe ressourcer og samtidig oprette meningsfyldte arbejdspladser i områder, der lider af høj arbejdsløshed.
19. Udstødningen fra arbejdsmarkedet, opløsningen af sociale fællesskaber, øget ulighed, isolering og opsplitning i arbejderklassen udgør arbejderflertallets anden store udfordring.
Arbejderflertallet skal for at løse disse problemer
Kampen for at fravriste arbejdsgiveren retten til at lede og fordele arbejdet er og forbliver omdrejningspunktet i arbejderflertallets politik.
20. Udarbejdelsen af socialistisk svar på 90'ernes udfordring og en konkret politik for 90'erne er en stor opgave, som VS-kongressen hermed opfordrer Hovedbestyrelsen tit at sætte i centrum for det kommende arbejde. Som understreget anser vi kravet om demokratiske forandringer som det helt afgørende omdrejningspunkt., Og i den konkrete politik skal vores fremgangsmåde være den, at vi tager udgangspunkt i menneskenes behov - og ikke i kapitalens eller statens. Vores opgave er nu at indbyde hele venstrefløjen og alle der støtter et socialistisk perspektiv til en åben debat om indholdet i et socialistisk svar på den kapitalistiske krise.