Fra VS Bulletin 178, december 1977.
Partiet var i egen selvforståelse en aflægger af "den venstresocialistiske bevægelse, der netop i disse år vokser frem i Europa og den tredie verden (og som ikke skal være) uden repræsentation i dansk politik" som vi skrev det i partiets stiftelseserklæring, samtidig med at VS gik til valgkamp på intentionerne i SF's partiprogram.
Den kolde krig og den antikommunistiske hetz havde næsten fuldstændigt undertrykt den socialistiske debat frem til omkring 1960. Opløsningen i den socialistiske blok, den gradvise vækst af de ikke-kapitalistiske kræfter i verdensmålestok, og den samtidige udvikling af flere magtcentre i den kapitalistiske verden førte til en vis afspænding. Hermed blev der for første gang siden 30erne lukket op for en dybtgående marxistisk analyse af det kapitalistiske samfund. Også Sovjet-kommunismen blev underkastet kritiske analyser især af kineserne og af vesteuropæiske marxister. Den stigende forståelse af fremmedgørelsen og anarkiet i den kapitalistiske produktion, forståelsen af den grundlæggende udbytning af lønarbejderne og af imperialismens undertrykkelse af den tredie verden førte til at venstrebevægelserne voksede frem over en bred front over hele verden.
Herhjemme dannedes i 1959 SF i protest mod DKP's stalinisme og følgagtighed over for Sovjet. Efter stiftelsen udtalte Aksel Larsen, at SF ikke skulle være et revolutionært parti, men at hovedopgaven skulle være - som en katalysator - at vække Socialdemokratiet af dets tornerosesøvn. SF angreb aldrig kapitalismens væsen, kun dens mangler. Endda kun i forbrugssektoren (uddannelse, bolig- og socialpolitik) ikke i produktionssfæren. Udbytningen og fremmedgørelsen - kapitalismens væsen - lå udenfor partiets synsfelt I SF var grunderkendelsen, at en revolution i Vesteuropa er urealistisk.
Denne politiske linie - larsenismen kaldet - vandt en vis lydhørhed. Efter valget i 1966 var der pludselig skabt mulighed for et "arbejderflertal". - En parlamentarisk konstellation, som den såkaldte Krag-doktrin, der afslog at medregne SF-stemmer, hidtil havde stået afvisende overfor. Da det kom til stykket viste larsenismen hurtigt sin uduelighed. Det var der flere grunde til. Dele var larsenisterne fuldstændig parlamentsfikserede og formåede, ja ønskede ikke den fornødne brede partidebat 'om den førte linie. Dels havde man ingen dybere forståelse af socialdemokratismens væsen - som er administration af det kapitalistiske samfund for enhver pris. Larsenisterne ville løse SD fra samarbejdet med de borgerlige uden at indse, at for højrefløjen med Hækkerup og Erhard Jakobsen i spidsen var den konservative kurs = socialdernokratisme. Og uden at have indvendinger mod at SD kun ønskede samarbejde for at gøre SF medansvarlig for den førte politik og kompromittere det overfor befolkningen. Arbejderflertallets levetid blev derfor kun kort. Under stigende protester fra partimedlemmerne holdt Aksel Larsen-fløjen udsalg af SF's politiske mærkesager uden at kræve eller få modydelser til gengæld fra socialdemokraterne. SF kom under åget, som Hækkerup udtrykte det. Polariseringen mellem fløjene i SF førte uundgåeligt til et brud, der ikke var så meget politisk som organisatorisk bestemt. SF's venstrefløj var politisk set en inhomogen gruppe, der ikke blev holdt sammen af en fælles analyse og politisk opfattelse. Samlingspunktet var snarere modstanden mod Larsen-fløjens taktiske numre overfor partiet og usle politiske resultater i samarbejdet med socialdemokraterne. Oveni larsenisternes accept af momsen, boligpolitikken, NATO-politikken og udenrigspolitikken var indefrysningen af dyrtidsportionerne - den tids indkomstpolitik - dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Venstrefløjens 6 medlemmer stemte NEJ, regeringen lod sig vælte. Arbejderflertallets dage var talte. SF blev sprærigt, og VS blev dannet, og lå straks under for en uhyre bredside fra de andre arbejderpartier og fagbevægelsen. Beskyldningerne gik fra Aksel -Larsens: VS forspildte den største chance den danske arbejderbevægelse har haft - til: KLASSEFORRÆDERI. Man tror næppe sine egne øjne. Men det var Thomas Nielsen, der fyrede den af.
Samtidig svælgede hele den borgerlige presse med udelt skadefryd, i sprærigningen og deltog ivrigt i illusionsmageriet om »det første arbejderflertals« socialistiske linie. Stor var derfor forbløffelsen i det ganske land, da VKR-regeringen fulgte de samme retningslinier som det bespottede røde kabinet.
Alligevel fik VS en flyvende start efter udsprængningen fra SF. I begejstring for den konsekvens som »de seks« havde vist imod regeringens indkomstpolitik og under indtryk af proklameringen af »den nye stil«, de antiautoritære holdninger og de nye kollektive ledelsesformer blev det nydannede parti samlingspunktet for venstrefløjssocialdernokrater, anarkister, trotskister, maoister, udogmatiske socialister, blomsterbørn, partiløse, folk fra anti-atomvåberibevægelsen, fra fredsbevægelsen og de antiimperialistiske bevægelser. Og dog blev den første kongres i 1968 en samling på et marxistisk grundlag. Det hed i principerklæringen: »Udfra en marxistisk analyse af den internationale kapitalisme og Danmark som et led her! vil VS modarbejde kapitalistisk udbytning på alle områder og arbejde for en styrkelse af det socialistiske alternativ«. Man advarede imod den teknokratisk dirigerede statskapitalisme i Østeuropa. VS ville bekænipe imperialismen gennem internationalt samarbejde. Afhængigheden af den kapitalistiske varden skufle løsnes og medlemskab af EF afværges ligesom- Danmark skulle forlade NATO. Partiets mål var ophævelse af den private ejendomsret og råderet til jord, naturrigdomme og produktionsmidler. Men socialismen må samtidig betegne en ny model for livsførelse og kultur. I erkendelsen af statens karakter ville VS inspirere og deltage i politisk og social aktivitet udenfor parlamentet.
Al bevægelse var fremskridt. Fri porno, fri hash, fri abort var venstrefløjens mærkesager i de år. Man startede VS i en bølge af revolutionær begejstring og optimisme. Che Guevara var idolet. Den vietnamesiske kamp imod USA-overmagten var for mange forspillet til imperialismens endelige nederlag. Ekstraparlanientarismen, aktioner og demonstrationer mod NATO, mod atomvåben på dansk grund, mod Verdensbanken, mod den græske junta, mod imperialismen i Vietnam, universitets- og boligbesættelser gik som en rød bølge over landet. Man troede at kapitalismen stod for at blive kørt på historiens mødding. Men de meget forskellige ideologier og erfaringer, der samledes i VS, måtte tørne sammen i een kogende debat om partiets linie.
Udviklingen dementerede hurtigt forhåbningerne om kapitalismens forestående nederlag. Venstrebølgen sank sammen igen: I Tjekkoslovakiet blev opgøret med stalinismen standset af Sovjet-interventionen. I Tyskland degenerede studenter-oprøret uden massebasis til individualistisk terrorisme for en dels vedkommende: i Frankrig førte majrevolten til en styrkelse af reaktionen. I USA endte ghettoopstandene og den mægtige antiiiiiperialistiske bevægelse i apati og demobilisering.
Samtidig begyndte dybtgående økonomiske krisetegn at melde sig... Der var mange forhold der førte til den demobilisering der kendetegnede venstrefløjen, og til dens opsplitning p.gr.a. forskelligt syn på den nødvendige strategi.
Nødvendige krav om større og ensartet viden og nødvendigheden af en ændret strategi førte til en indadvendt skoling og teoretisk analysearbejde på nyt grundlag.
Tressernes venstreoffensiv blev midlertidigt tvunget over i defensiven.
For VS betød hele denne proces en lang række afskalninger. Dels af grupperinger, der inden tilslutningen til VS havde haft et mere eller mindre formuleret grundlag. Men mange sivede blot, fordi de ikke forstod mange af de teoretiske debatter, der kun sjældent blev ført tilbunds i partiet.
Allerede i august 1968 forlod en stor gruppe partiet med Kaj Moltke og Hanne Reintoft i spidsen i protest mod »blomsterbørnenes« angivelige arbejderfjendskhed og antisociafistiske holdning. Næsten samtidig forlod maoisterne (senere KFML) VS i Protest imod en FU-udtalelse med fordømmelse af Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet, som indeholdt en støtte til Dubceks liberaliseringsforsøg, som de tog afstand fra, såvel som fra de strømninger i partiet de kaldte sandkasseanarkistiske. Og i løbet af foråret 1970 trak så anarkisterne sig ud af partiet og helligede sig arbejdet med Thy-lejren 1970. Omtrent samtidig forlod en lang række studenteraktivister partiet.
Op til 3. kongres i oktober 1970 forelå 2 programforslag til afløsning af det gamle mere traditionelle principprogram. De to forslag var hver for sig udtryk for 2 hovedtendenser i VS' hidtidige og senere historie.
Leninistkollektivet, forløberen for leninistfraktionen fulgte den venstremarxistiske teoridannelse, der havde udviklet sig i opposition mod KP-partiernes bureaukratisering og parlamentsfiksering.
Den anden tendens var producentkollektivet, der forsøgte at forbinde den marxistiske analyse med efterkrigstidens økonomiske-teknologiske udvikling og erfaringerne fra bevægelsesarbejdet. Modsigelserne i det kapitalistiske samfund hænger sammen. Derfor er det nødvendigt at forbinde kampen på fabriksgulvet med kampen på uddannelsesinstitutioner i boligkvarterene osv.
Leninistkollektivet: (LK) fandt det illusorisk at sætte sin lid til en spontankonflikt hos arbejderen mellem hans menneskelige behov og hans underkastelse under lønslaveriet, fordi arbejderens bevidsthed i stigende grad underkastes hensynet til det kapitalistiske system. Revolutionær bevidsthed kan ikke tilvejebringes uden mellemkomst af en politisk organisation. LK gik ind for demokratisk centralisme, og definerede partiet som et kollektiv af lønarbejdere tilstrækkeligt homogent til at frembringe en fælles analyse og handle som en enhed, hvad der kræver enighed om en række grundlæggende spørgsmål.
Ingen af grupperingerne havde illusioner om, at overgangen til socialismen kunne nås ad parlamentarisk vej. Om den revolutionære situation mente LK, at den ville opstå, når lønarbejderne ikke vil regeres, og den herskende klasse ikke kan regere. Lammelsen af statsapparatet kan udnyttes af det handlekraftige revolutionære parti. Man mente, at arbejderrådene først ville komme til at spille en rolle i selve den revolutionære situation. Den økonomiske udvikling ville før eller senere frembringe den objektivt revolutionære situation, hvor Partiets subjektive rolle bliver afgørende.
Producentkollektivet: (PK) var enige med leninisterne i, at højkonjunkturen havde øget udbytningen af arbejderne, således at den enkelte lønarbejders produktion dækkede reinvestering og profit af langt større investeret kapital end førhen. Denne udvikling ville tvinge kapitalen til ændringer i lønarbejdets traditionelle organisation for at motivere arbejderne til at øge produktionen maximalt. Men jobberigelse' rotation i arbejdsprocessen, kollektiv gruppestyring osv. ville udvikle lønarbejdernes bevidsthed og kampvilje overfor kapitalen. Forenklet sagt skaber kapitalen værktøjet til sin egen undergravning for at presse øget merværdi ud af arbejderne. PK fandt det nødvendigt i første række at revolutionere de fremmedgjorde lønarbejderes forestilling om, at de kapitalistiske produktionsformer er den naturgivne betingelse for deres livsopholdelse.
»At vise v.hj.a. praksis og teori, at denne samfundsorganisation ikke er den eneste mulige, - at den tværtimod er umulig i den forstand, at den netop hæmmer og tilsidst ødelægger enhver organisering i overensstemmelse med produktivkræfternes udvikling, - at en anden organisering er nødvendig - DET er netop den første revolutionære opgave.«
I partiet skal viljen til teoretisk og revolutionær bearbejdelse af den aktuelle virkelighed omsættes til konkret handling. Den kapitalistiske stat har udviklet et totalitært magtapparat, som gør det illusorisk, at statsmagten kan erobres af det revolutionære partis kadrer. Der er ingen anden udvej, end det seje arbejde med at deltage i omformningen af massernes revolutionerede bevidsthed til revolutionær praksis. I denne tillagde man arbejderrådene den største betydning fordi de baner vejen for en svækkelse af den korporative stat indefra.
Her ønskede partiets centrum, den såkaldte SUMP, ikke at vælge mellem de to forslag. En talsmand for centrum »for hvem de sidste 3 år havde været en forståelsesmæssig eksplosion og som var trådt ind i partiet af grunde, der snarest var moralske end grundet på politisk bevidsthed og erkendelse, ville ikke lade andre grupper af medlemmer, der fra begyndelsen havde en grundlæggende viden om ideologiske spørgsmål afgøre partiets rolle og fremtidige strategi hen over hovederne på os andre«.
Programdebatten måtte føres igennem i partiets basis. For første gang vedtog kongressen et årsprogram, der prioriterede den kommende tids arbejde: skoling af medlemmerne, programarbejdet, kampen mod. EF.
I perioden lå det væsentlige partiarbejde i de faglige aktiviteter omkring overenskomstforhandlingerne. Der var enighed om at selvom det faglige arbejde skulle sættes i centrum, var det vigtigt at forbinde det med alle sider af samfundslivet, og vigtigt at støtte organiseringen af faglige oppositionsgrupper og strejkekomiteer.
Også folketingsvalget i 1971 satte sit præg på periodens arbejde: agitationen koncentrerede sig om at af. sløre statens og parlamentets rolle, men anviste næsten ingen handlemuligheder. Svaghederne i agitationen kunne ikke opveje det arbejde, især Sigsgård havde lagt i afsløringen af skattefiduserne og i de store olieselskabers skattefrihed, og som havde skabt stor lydhørhed. overfor VS's synspunkter. VS fik 46.000 stemmer og gled ud af folketinget.
I forlængelse af deres papirer havde LK (der i november etablerede sig som Leninistfraktionen: LF) udarbejdet et meget omfattende programforslag til 4. kongres.
I indledningen understregedes at et program for et revolutionært parti skal være retningsgivende for praksis ved at formulere den strategiske hovedlinie, men at det nødvendigvis måtte suppleres op med programdokumenter der fastlægger partiets deltagelse for enkeltsektorer i klassekampen.
Forslaget omfattede en analyse af kapitalismens økonomi og indre modsætninger samt en almen krisebeskrivelse og et forsøg på en imperialismebeskrivelse.
I den meget omfattende del af klasseanalysen beskrev de 2 hovedklasser:
Kapitalistklassen der opdeltes i hovedfraktionerne- Jord-, handels-, bank- og industrikapital med hvem især direktører, topbureaukrater og »arbejderkontrollanter« klassificeres. Hertil slutter sig småborgerskabet.
Den anden hovedklasse er arbejderklassen, der altovervejende omfatter industri- og transportarbejderne, der p.gr.a. det direkte modsætningsforhold til kapitalen omfattes som den potentielt mest revolutionære del af befolkningen.
Hertil slutter sig kategorier af handels- og kontoransatte, der udfører ikke betalt merarbejde, og som må_ ske vil tendere til at tilslutte sig arbejderne i klassekampen.
Mellem de 2 hovedklasser findes »de nye mellemlag, hvis fremtidige betydning vil øges stærkt: teknikerne, der betragtes som socialt inhomogene lag med forskelligt forhold til arbejderne. Og statens ideologiske tjenere der varetager reproduktioen af arbejdskraften. De udgøres af lærere, folk i social- og sundhedssektoren, journalister, og kunstnere, der efterhånden korrumperes, fordi deres arbejde som regel stiller dem i et direkte modsætningsforhold. til arbejderklassen.«
Analysen af staten som varetager af den samlede kapitalistklasse interesser ligger i forlsengelse af VS's meget tidlige opgør med den borgerlige ideologis myte om staten som et neutralt organ hævet over alle gruppe- og klasseinteresser. Statens rolle formuleredes udfra klassekampen, med beskrivelser af dens klasseforsonende opgaver, og den åbne undertrykkelse, når arbejderklassen gennernskuer klasseforsoningsmyten. Herimellem ligger den indirekte undertrykkelse der ytrer sig v.hj.a. statens forskellige organer hvorigennem man ophøjer undertrykkelsen til lov (f.eks. arbejdsretten, forligsinstitutionen osv.)
Den ideologiske undertrykkelse formidles gennem opdragelse og uddannelse i alle dens former. Denne indoktrinering har sammen med kirken, kulturlivet, de statslige massemedier og det parlamentariske demokrati den funktion at passivisere og splitte arbejderklassen og binde dens krav og handlinger til parlarnentariske spilleregler. Bl.a. ved hjælp af lønmystifikationen fastholdes forestillingen om, at den kapitalistiske produktionsmåde er den uforanderlige samfundsform.
I andre afsnit af klassekampen bestemte man socialdemokratiet og fagbevægelsen som klassesamarbejdende reformistiske strukturer uanvendelige som instrumenter i klassekampen. Hertil behøves organiseringen af de mest bevidste revolutionære industriarbejdere, der skal udgøre flertallet i partiet, som kun skal omfatte aktive medlemmer. Partiet skal støtte udviklingen af selvstændige klasseorganisationer. Man pegede her på nødvendigheden af permanente strejke- og fabrikskomiteer, som udtryk for den mest kampberedte del af arbejderklassen.
Man opfatter arbejderrådene som det vigtigste led i den proletariske stats opbygning og som arbejdernes magtorganer i den afgørende kamp i samspil med det revolutionære parti. Senere blir de den organisatoriske ramme om arbejderklassens revolutionære diktatur.
Klasseanalysen, partirolleopfattelsen og den revolutionære strategi var hovedstridsemnerne på kongressen. Modstanderne hævdede at HK-folkene er lige så udbyttede og står i samme direkte modsætningsforhold til kapitalen som industriarbejderne. At arbejderklassen er mindst lige så modsætningsfyldt som leninisterne hævder at mellemlagene er, og at industriarbejderne i leninisternes forstand vil være forsvundet som klasse når automatiseringen er slået igennem. Andre fandt det væsentligt at gøre sig klart at kvinde-, studenterog miljøbevægelser i lighed med strejkebevægelserne er latente socialistiske bevægelser. Mange fandt det en illusion at tro det er muligt at skabe et stramt homogent parti uden at de bevægelser, der er en forudsætning for partiet findes. Andre afviste leninisternes praksis og strategi udfra historiske paralleller og afviste at gøre tredivernes fejl om igen, hvor man overlod de foragtede mellemlag til fascismen. Nogle advarede imod udsigterne for partiets diktatur over arbejderklassen, som man fandt impliceret i partiopfattelsen.
Med enkelte justeringer vedtog kongressens flertal leninisternes program. Udfaldet gjorde at en stor gruppe medlemmer især omkring de såkaldte producenter forlod -partiet. Leninisterne fik flertal i HB, medens et mindretal, der snart tog navnet gruppe I fik ca. 1/3 af HB-pladserne.
var uden sammenligning den vigtigste politiske begivenhed i kongresperioden. Men partiets politiske praksis var sygnet hen. I første række fordi LF prioriterede det teoretiske arbejde højest og ikke samtidig magtede at udvikle en politisk praksis. Hovedbestyrelsen fungerede i perioden som et diskussionsforum, idet alle væsentlige beslutninger var truffet på forhånd i leninistfraktionen - uden hensyn til de øvrige grupperingers synspunkter. Men det teoretiske grundlag for kampen imod EF blev udformet i enighed med gruppe I og efter en diskussion med repræsentanter for partiforeningerne. Man understregede, at kampen måtte foregå på arbejderklassens grundlag, og især måtte rette sig imod opbygningen af en overnational EF-stat og at kampen imod EF måtte sammenkædes med kampen for socialismen. Hovedparolen var: den internationale arbejderklasses frigørelse, fra kapitalismens ordinære udbytning. Man angreb parolen: Fagbevægelsens: NEJ til EF - JA til national selvbestemmelse, fordi den nationale selvbestemmelse kun er den herskende klasses selvbestemmelse. At fremføre den er en tilsløring af klassemodsætningerne. Man fastslog at et NEJ til EF ikke er nok. Kampen kræver en massemobilisering på arbejdspladserne for at hindre, at man står forsvarsløse efter folkeafstemningen overfor tilhængerblokkens økonomiske og politiske magt. Medens leninisterne søgte at hindre underskriftsindsamlingen, der skulle muliggøre at VS kunne opstille til nyvalg og dermed have medieadgang under debatterne før folkeafstemningen, så be. stemte de suverænt udsendelsernes indhold og bemandede dem udelukkende med LF-medlemmer. For åben skærm afslørede de en sekterisk taktik ved fortrinsvis at angribe de øvrige modstanderpartier for deres nationalistiske paroler i stedet for at lægge vægten på at fremføre partiets egen linie. Deres sekteriske optræden blev een af de fortidsknuder VS stadig blir bebrejdet mange år efter - i lighed med »Mistillidsmanden« og Kapitalens strejkeret«.
Op til 5. kongres udarbejdede LF en organisatorisk platform, hvori indgik aktivitetspligt, demokratisk centralisme, og krav om snarlig udvikling af kommunistiske celler på arbejdspladserne. Man stillede krav om ubetinget tilslutning fra et stort flertal af partiets medlemmer som betingelse for at kunne fortsætte i partiet.
I diskussionerne forud for kongressen stillede leninisterne sig helt afvisende overfor de øvrige grupperinger i partiet. LF stillede krav om, at de der støttede LF's platform ubetinget blev sammensmeltet på den leninistiske fraktions grundlag. Alle de øvrige grupperinger i partiet betragtedes som mere eller mindre baggrundstræbende tendenser. Man fandt det ufravigeligt, at der skete en organisatorisk adskillelse.
I et forsøg på at afværge denne totalopsplitning af VS fremlagde gruppe I sit forslag til minimumsprogram. Man fastholdt, at det senkapitalistiske samfunds udviklingstendenser medførte, at de grundlæggende modsætninger i kapitalismen - mellem lønarbejdet og kapitalen - fremstod i nye former. Disse former havde især udkrystalliseret sig i en række bevægelser, der karakteristisk - hver for sig m.- havde koncentreret sig om een enkelt af modsigelserne i kapitalismen (de anti-imperialistiske bev., kvindebev., boligbev., miljøbev., osv.) Der var foregået en klar radikalisering af bevægelserne og andre steder var der grupper, der arbejdede efter socialistiske målsætninger. Man så det som en væsentlig opgave for partiet at fremme denne proces i bevægelserne.
Den voksende opposition på ar. bejdspladserne og i bevægelserne udgjorde en væsentlig baggrund for VS's historie og udspring. De første års vidtløftige strukturdebat i VS havde lagt kimen til et modsætningsforhold mellem arbejdere og intellektuelle. Men de vanskeligheder VS havde med at få det nødvendige fodfæste blandt industriarbejderne var fælles for alle revolutionære grupper og partier herhjemme og i Vesteuropa. Et revolutionært parti uden fodfæste blandt industriarbejderne vil ikke kunne få indflydelse på udviklingen. Det er derfor vigtigt at partiet fortsat støtter arbejdskampene og arbejdsmiljøarbejdet. Men netop fordi modsætningerne i det kapitalistiske samfund hænger sammen er det vigtigt at sammenkæde kampene på fabriksgulvet med kampene i boligkvarterer, på uddannelsesinstitutionerne osv.
Man fandt at een af årsagerne til partiets stadige tilbagegang lå i det ufrugtbare diskussioner og fraktionskampe. Sekterismen ligger i, at ikkeafklarede teoretiske synspunkter, der ikke har vist deres bærekraft i konkret politisk arbejde, blankt kræves accepteret som den korrekte politiske linie. Man advarede mod sekterismeprocessen, der var endeløs og tilsidst ville sprænge partiet i stumper og stykker.
For at skabe brugbare afklaringsmekanismer i partiet anbefalede man at opbygge VS på et minimurnsprogram. Dette indebærer at de endnu uafklarede spm. betragtes som underordnede i forhold til det fælles grundlag der er opnået enighed om i partiet.
Man fandt det væsentligt ikke at afskære grupperinger, der kunne medvirke til den fortsatte afklaring. Men formuleringerne i programmet skulle klart afgrænse VS fra de reformistiske retninger. Programmet skulle udvikles og organisationsformerne ændres i takt med den skærpede klassekamp.
På 5. kongres splittedes VS. LF fik ikke det aktive flertal de havde krævet, og trak sine forslag og 38 delegerede ud af kongressen. En række mindre grupperinger gik samtidig ud af partiet, der regnet ud fra antallet af delegerede gik midt over.
Gruppe I fik tilslutning fra 27 delegerede, medens et forslag fra Ballerup pf. om fastholdelse af programmet fra 4. kongres, men med afvisning af LF's sekteriske platform fik tilslutning fra 24 delegerede heriblandt Østerbrofraktionens. Således blev minimumsprogrammet grundlaget for partiets arbejde i de følgende ar.
Det skulle nu vise sig om den endeløse afskalningsproces var standset.
5. kongresperiode: kan nok betegnes som den dystreste i partiets historie. Udefra set var VS en politisk ruin efter de sidste års voldsomme fraktionsstridigheder. Mange tusinde havde forladt partiet, heriblandt mange fagligt og politisk kvalificerede folk. Økonomisk set var partiets stilling højst kritisk. Partiet havde gæld overalt, og måtte hele tiden skifte leverandører for at få så lang en kredit som muligt. Der var knap penge til lønnen til den kontoransatte. Af partiets oprindelig godt 3000 medlemmer var der under 300 tilba. ge.
Kun langsomt kom partiet på fode igen, Økonomien blev under voldsom modstand fra Østerbrofraktionen saneret med et banklån. De grupperinger der forblev i partiet kunne - for størstedelen - samarbejde godt og effektivt indenfor minimumsprogrammets rammer. Trods Østerbrofraktionens velskolede obstruktion af partiarbejdet. Meget hurtigt bekræftede Østerbrofraktionens praksis, at deres politiske linie, trods tilslutningen til minimumsprogrammet, var en aflægger af DKP's... hvad deres senere offentlige tilslutning ved valget i dec. 1973 bekræftede til overmål.
I det faglige arbejde gav overenskomstsituationen partiet mulighed for på afgørende måde at markere sin faglige linie udadtil. Linien i dette arbejde var en klar afstandtagen fra LOs klassesamarbejdslinie. Deportationsloven krævedes ophævet, og arbejdsretten fjernet og afløst af systemet med: forhandling - mægling - konflikt. Regeringens (SD's) ØDforslag blev kritiseret. I stedet opstilledes en række mindstekrav, der måtte opfyldes før man kunne tale om begyndelsen til økonomisk demokrati.
FLU opfordrede til at arbejderne skulle forkaste mæglingsforslaget. Men desuden til at de skulle blive på fabrikkerne for at diskutere situationen under strejken i stedet for at gå hjem og overlade initiativet til LO's forhandlere. Herved afdækkedes en væsentlig modsætning til Østerbro, der kun ønskede at støtte den aktivitet, der blev iscenesat af fagforeningerne.
Lang tid før dens offentliggørelse kom FLU i besiddelse af hovedaftalens tekst. Men p.gr.a. voldsom modstand fra Østerbro imod at VS offentliggjorde den forspildtes en god mulighed for at få indflydelse på arbejdspladsernes diskussion og mulige afvisning af hovedaftalen. Østerbro benægtede overhovedet eksistensen af en fagopposition til trods for at årets mest omfattende strejke (på OTA) førtes imod det fagretslige system og organiseret med en strejkekomite udenfor det faglige -gie. Støtten til strejken blev af Ø. betragtet som et forsøg på at skabe alternative fagforeninger.
I det internationale arbejde forsøgte Ø. at bringe VS i samarbejde med den »humanitære« DKP-støttede del af Vietnam-bevægelsen: Vietnam 69, der indsamlede penge til et børnehospital i Hanoi medens de amerikanske bomber regnede, ned over byen. VS støttede den ubetingede indsamling på Giro 1616 til vietnameserne.
Den klareste modsætning i det internationale arbejde viste sig i Chile-arbejdet. Den 11/9 73 gik VS's forudsigelser om den chilenske folkefronts muligheder for en fredelig og Parlamentarisk overgang til socialismen i opfyldelse med Pinochet-juntaens CIA-støttede kup og mordet på præsident Allende. VS havde hele tiden advaret imod Folkefrontens manglende mobilisering og bevæbning af arbejderne og bønderne, ligesom folkefronten kritiseredes for at modarbejde arbejdernes forsøg På at overtage fabrikkerne, og de jordløse forsøg på at overtage jorden på de store godser. Den manglende mobilisering af masserne gav den militære reaktion let spil, og på få dage var et storstilet socialistisk forsøg knust af kontrarevolutionen. Men læren var klar: der findes ingen parlamentarisk vej til socialismen. I et forgæves forsøg på at standse det længe planlagte kup, forsøgte i sidste øjeblik en række venstrerevolutionære organisationer at bevæbne masserne. Dette blev af kupmagerne udlagt som årsagen til kuppet. DKP udtalte: juntaens kup vil give anledning til en kampagne fra disse provokatørers meningsfælles imod de kommunistiske partiers kamp for en samling af alle demokratiske kræfter for en fredelig overgang til socialismen. Denne kampagne skal afvises som et forrædderi imod de chilenske venstrekræfter.
Østerbrofraktionen sluttede sig til DKP's besværgelse af realiteterne.
Efter kuppet dannedes herhjemme Chilekomiteen der hurtigt - i lighed med Vietnambevægelsen - spaltede i en humanitær og en socialistisk retning. Østerbro støttede den DKP-orienterede retning, der søgte at hindre den politiske diskussion af erfaringerne fra kuppet og som søgte at lede fordelingen af de indsamlede midler udenom de venstrerevolutionære grupper (MIR) i Chile - først indefra, senere gennem splittelsesorganisationen »komiteen Salvador Allende«.
Også i statsopfattelsen adskilte Østerbro sig fra den øvrige del af partiet. Mens såvel programmet fra 4. kongres som mininiumsprogrammet opfattede alle parlamentariske organer som dele af den borgerlige stat, hvis hovedopgave er at forsvare totalkapitalens langsigtede interesser tillagde Østerbro de parlamentariske betydning som neutrale organer stående over klassekampen, i hvilke det gjaldt om at arbejde for en stadig styrkelse af demokratiet på alle planer.
Gradvis skærpedes påny kampen i partiet om disse uoverstigelige modsætninger.
Til 6. kongres, som blev fremskyndet for at hindre opløsningen af partiet som følge af den benhårde kamp mod reformismen i Østerbro, fraktionen blev de 2 programdokumenter om »Parlamentarisk Arbejde« og »Fagbevægelse - Fagopposition« vedtaget.
I kongresdiskussionen omkring de fremlagte papirer om fagbevægelse-fagoppositon blev det fremhævet, at fagbevægelsen er den eneste organisation til at varetage salget af varen arbejdskraft. Men p.gr.a. fagbevægelsens legalitet er det nødvendigt med en sideløbende organisation, der kan sammenholde arbejdernes splittiske og økonomiske kamp gennem rådene og de permanente strejkekomiteer. En arbejdsgruppe på kongressen samarbejdede en række af de fremlagte forslag. Det endelige dokument, der blev vedtaget med næsten alle stemmer imod Østerbros, blev struktureret omkring to hovedpunkter: 1) arbejdet - i fagbevægelsen for at støtte basisbevægelsen og afbureaukratisere fagbevægelsen. 2) som supplement til fagbevægelsen, at støtte basisstrukturerne for at sikre arbejderne indflydelse og udbrede kendskabet til strejkekomiteernes muligheder i forhold til fagbevægelsen i den faglige kamp.
I dette dokument blev det fastslået at virkelige reformer, kun kan gennemføres på basis af en virkelig mobilisering af arbejderklassen. Uden en sådan mobilisering er rammerne for de faktiske beslutninger begrænset til et valg mellem forskellige måder at varetage kapitalens interesser på. Hovedformålet med folketingsrepræsentationen er at mobilisere arbejderklassen, og at udbrede partiets synspunkter mest muligt. VS ville samtidig støtte enhver reform, hvis den forbedrer eller støtter arbejderklassen overfor kapitalen. Det parlamentariske arbejde må ikke betragtes isoleret, men skal indgå i sammenhæng med det ekstraparlamentariske arbejde.
Vedtagelserne af disse dokumenter og de øvrige afstemninger på kongressen isolerede Østerbro-fraktionen helt i partiet.
Den valgkamp partiet få uger efter kongressen blev kastet ud i, havde disse vedtagelser som grundlag for valgagitationen. Store dele af venstrefløjen støttede VS: KFML-MLE. Folkets Avis og Politisk Revy. RSF's støtte var adskilligt mere forbeholden. Midt under valgkampen faldt Østerbro partiet i ryggen ved, at anbefale at stemme, på DKP. Trods dette og trods vanskelighederne ved at få partiets synspunkter ud blev resultatet af valget at VS beholdt skindet på næsen og fastholde vælgertallet fra 1971. Trods dystre spådomme om et katastrofevalg for partiet. Partiets synspunkter, der tidligere var effektivt stoppet i mediernes filter nåede ud uden at der blev givet køb for at gøre partiet »mere acceptabelt«.
Kampagnen og den på 6. kongres opnåede afklaring og enighed betød, at nedgangslinien endelig blev vendt. Den begyndende medlemstilgang lagde grunden for et større og stærkere VS med de politiske muligheder der herigennem er blevet skabt for en styrkelse af den revolutionære venstrefløj, og for en forståelse for nødvendigheden af at afskaffe det kapitalistiske samfund.
Det spinkle organisatoriske apparat, der netop kunne betjene de daværende ca. 300 medlemmer, fik en værdifuld vitaminindsprøjtning. Men den voksende medlemstilgang lagde samtidig grunden til de problemer, der er blevet kaldt partiets vokseværk.
Men det er en anden historie.
T.K. Pedersen