Fra VS Bulletin 178, december 1977
»Bruddet i SF var sidste led i en udvikling, der startede tilbage i '62. 1 '62 var der tale om en klar venstrefløj og en klar højrefløj i SF, hvor venstrefløjen var karakteriseret ved at ønske en mere langsigtet socialistisk præget politik.
Højrefløjen var mest indstillet på, at man skulle føre folketingspolitik i den forstand, at man beskæftigede sig med kortsigtede lovgivningsanliggender. «
Nu siger du, at venstrefløjen vil føre en mere langsigtet socialistisk politik. Kan du præcisere det nærmere?
»Ja, jeg har f.eks. været ude for at blive kritiseret meget for at snakke om målet, altså at snakke om det socialistiske samfund, og om hvordan det skal indrettes.
I nogle steder af landet, hvor højrefløjen havde sine højborge, har jeg været ude for at blive pebet ud, hvis jeg talte om den slags ting.
Selvfølgelig snakkede jeg også meget konkret, men bare man brugte nogen tid på perspektiverne, så blev man kritiseret.«
Helt konkret om indefrysningen af dyrtidsportionerne. Hvilke diskussioner førte I om det i venstrefløjen?
»Vi skal tilbage til valget i '66, hvor SF væltede ind med 20 mandater på grund af boligforliget.
Folk var virkeligt rystede over, at huslejerne skulle stige hvert år i 8 år.
Og da SF og Socialdemokratiet tilsammen fik flertal, så var presset der med det samme imod SF og Socialdemokratiet, for nu skulle der føres arbejderpolitik. Det strømmede ind med telegrammer fra arbejdspladserne.
Så skete der det, at Aksel Larsen og enkelte andre udenom partiledelsen gik i forhandlinger med Socialdemokratiet om regeringsdeltagelse.«
Hvorfor ville venstrefløjen ikke være med?
»Vi sagde, at vi ikke ville være med i en regering, der førte NATO-politik.
Vi var principfaste, men vi var ikke kompromisløse, fordi presset på os var også meget stort. Og havde man kunnet få en politik stablet på benene, der indebar en nedtrapning af NATO-tilknytningen og militærpolitikken, altså noget der pegede fremad, og tilsvarende en jordpolitik, der indebar en ekspropriationsret for kommunen og staten, og greb ind overfor jordprisstigningerne og ændringer i boligforliget.
Havde vi kunnet få noget, der virkelig betød en ændring på væsentlige områder, så var vi nok gået med i forhandlingerne. For det var ikke sådan, at vi sagde, at landet skulle træde ud af NATO i morgen for at gå med i en regering,.
På den anden side var det hele nyt for os allesammen, vi var lidt uforberedte. Men den anden fløj ville i regering for næsten enhver pris.
Der kom altså ikke nogen regering ud af det, men derimod »Det røde Kabinet«, der var Krags opfindelse, og inden så forfærdeligt lærige så begyndte man med momsen, det var i marts '67, og det var venstrefløjen meget imod.
Venstrefløjen overvejede på det tidspunkt at stemme imod momsen, men det kan måske være lidt svært at forstå i dag, at med den stemning, der var ude omkring og med de forventninger, der var om, at der nu skulle føres arbejderpolitik, så havde det været døden at stemme imod.
Og Aksel Larsens drøm var at komme i samarbejde med Socialdemokratiet. Han troede på, at bare man gik i seng med Socialdemokratiet så skulle det nok vise sig, at de ville blive præget af det.
Og ingen af parterne, hverken Socialdemokratiet eller Aksel Larsen vidste, hvad de ville med det flertal, da det pludselig en morgen var der,
Og da forslaget om indefrysningen af dyrtidsportionerne blev lagt frem, da havde vi været gennem forløbet i marts, og rent psykologisk så kunne vi ikke æde en kamel mere.
Om tidspunktet var særligt, klogt valgt, det er nok lidt vanskeligt at sige. Jeg var meget skeptisk dengang, og vi prøvede meget på at få et forlig med Socialdemokratiet. I
Vi stillede 3 hovedpunkter op: 1) ligeløn for kvinder og mænd, 2) lovbefæstet mindsteløn og 3) fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som betingelse for at stemme for indefrysningen af dyrtidsportionen.
Der var et bestemt psykologisk klima dengang, for det var ligesom om, at det var venstrefløjen, der havde ansvaret for, at partiet ikke skulle revne. Larsen gjorde, hvad fanden det passede ham.
Han kunne spille på, at arbejdspladserne stod vagt om det arbejderflertal. Det var ligesom om, at det var Aksel Larsen, det drejede sig om og ikke partiet.
Om så partiet gik i stykker, så tænkte han måske, at så lavede han .et nyt. «
Da I stod der og vaklede omkring dyrtidsportionerne, hvor meget kontakt havde I så med partiets basis?
»Da væltede det ind med telegrammer, deputationer, opringninger osv. Og de gik på, at vi skulle stemme for. Ja, der var selvfølgelig også mange, der sagde: Stå fast. Men de fleste gik på, at vi skulle stemme for. «
Det vil sige, at I stod alene, ledelsen på venstrefløjen, uden helt at vide, hvor stor en opbakning I havde?
»Vi havde jo støtte fra mange SF. partiforeninger, og det vil sige især fra de aktive partifolk. Der hvor vi stod særlig svagt, det var overfor arbejdspladserne og fagforeningerne.
Det var kommunikationen, der svigtede. Vi havde ikke rigtig mulighed for at komme ud med vores synspunkter.«
Da valgkampen blev startet umiddelbart efter, at »arbejderflertallet« var blevet væltet, gik VS til valg på SF's program og et ganske lille valgprogram?
»Ja, dels var der ikke tid til andet. Og det havde heller ikke gået så meget på principielle synspunkter. Og det var vel både fordi, at vi nok mente, at vi kunne være bekendt at stå på det, vi havde stået på, og fordi vi ikke havde tid til at udarbejde noget andet.
Valgkampen gik som en leg, og det væltede ind med mennesker, der ville være med, og underskrifterne blev samlet ind på ingen tid. Partiet var i den grad ombølget af sympati.
Det var ligesom om, at der var en masse mennesker for hvem det betød virkeligt meget, at der var nogle, der havde stået fast og havde nogle principper.
Det gav sig bl.a. det meget kedelige udtryk, vil jeg sige set fra i dag, at der i den nye hovedbestyrelse var helt klakørstemning overfor de 6 folketingsmedlemmer, der havde stemt imod.
Og da vi skulle opstille til folketingsvalget lige efter, så var der en der sagde: de 6 først, og så klappede folk.
Og vi blev tæsket ind igen, de 4 af os, og det var den første helt alvorlige fejl, for der kunne man have sammensat en meget mere kvalificeret folketingsgruppe.«
Viste det sig så som et problem, da 14 blev valgt ind, eller var I i stand til at diskutere tingene igennem og rinde et fælles udgangspunkt?
»Fra starten, eller næsten fra starten, lå det klart at Hanne Reintoft og Kai Moltke var betænkelig over udviklingen. Og de troede at de var enige, men det var vi da nogen, der godt var klar over, at det var de slet ikke.
Det gjorde et vist indtryk på dem, at ,blomsterbørnene« ville eksperimentere, med god grund synes jeg, med de organisatoriske former.
I De gav partiet meget nyt og godt, men samtidig må jeg selvkritisk erkender, at jeg ikke dengang var med til at sætte den autoritet jeg måtte have ind på at begrænse deres indflydelse.
For det skete jo rent faktisk det, at mange af partiets arbejdermedlemmer, og der var mange dengang, de måtte opgive. De kunne jo ikke sidde der ved de uendelige møder, hvor man snakkede det halve af natten, for de skulle jo tidligt op næste morgen. «
Hvad var opfattelsen af folketingsgruppens betydning dengang? Både for jer der sad i gruppen og i partiet?
»Det var flere gange på vippen, om vi ikke skulle droppe alt det pjat.
Jeg tror, at når vi rykkede ind der ved det allerførste valg så havde der ikke rigtigt været mulighed for at diskutere det.
Og nogle af os, der var med til at starte partiet, var jo netop blevet meget populære på noget, vi havde gjort i Folketinget.
Samtidig med at det ligefrem blev oplevet som en anti-parlamentarisk handling, der brød med systemet, men alligevel så foregik den jo i systemet.
Derfor kunne man nok ikke have forestillet sig, at vi på dette tidspunkt skulle have sagt: nu opstiller vi ikke.
I folketingsgruppen snakkede vi meget om, at en af de væsentligste funktioner var afsløringsfunktionen, det at være med til at åbne folks øjne for, hvad der er de reelle modsætninger bag det der foregår.
Vi snakkede meget i starten om, at det væsentligste, det var det der foregik udenfor folketinget.
Vi havde nogle -eget massive støttegrupper, der fungerede på praktisk talt alle områder. Der var grupper på 20 til 30 personer, jeg holdt meget jævnlige møder med. Vi forbløffede jo vores omgivelser med, hvad vi kunne præstere af gennemarbejdede papirer og forslag. Og det var jo ikraft af støttegrupperne.«
Hvad var de væsentligste enkeltsager i perioden?
- Der var en hovedforskel fra VS dengang og VS nu, at vi dengang koncentrerede os virkelig meget om international politik. Så meget, at det gav en distance til arbejderklassen og andre lag.
Nu er jeg selvkritisk, men det var jo også meget godt, for VS var med til at åbne mange menneskers øjne for at der er en verden udenfor, og at international solidaritet ikke bare er et slagord vi siger 1. maj, men at der godt kunne gøres noget konkret.
Vi gjorde meget ud af den amerikanske indflydelse internationalt f.eks. kuppet i Grækenland og amerikanske firmaers økonomiske interes. ser i Danmark.
Og VS er jo så gammel nu, at vi er ved at komme i historiebøgerne, og når man så skal have et billede af VS, så ser man et billede af Bobby Seale fra »de sorte pantere« med den sorte hue. Og så sidder et par stykker fra partiledelsen ude i siden. Vi har lige stillet våbnene henne i hjørnet.
Og det er interessant ved, at det er det billede man formidler til mange af vores 15 til 16-årige i dag om VS. Det er i hvert fald et falsk billede og det var det allerede dengang.
Det var i høj grad udenrigspolitiske spørgsmål, men lige fra starten begyndte partiet også at interessere sig meget for arbejdsmarkedsspørgsmål, nedslidning af arbejdskraften og miljøproblemer i det hele taget.«
Hvad var grunden til at I tog de internationale spørgsmål op? Var I påvirket af solidaritetsbevægelserne?
-Det var jo tit de samme folk, der gik igen begge steder. Og der var et udmærket samarbejde mellem VS og bevægelserne. Og de pressede meget på. Vi fik virkelig mange henvendelser.«
Men der var faktisk andre sager. Benzin-sagen var ikke nogen tilfældighed. Det var lidt af en tilfældighed, at det i '69 lykkedes at få de nødvendige oplysninger frem, så sagen kunne få tilstrækkelig startbrændstof. Det var oplysningerne om, at selskaberne faktisk ikke betalte ret meget i skat, der var udgangspunktet. Så henvendet benzindirektørerne sig til mig for at sige, at det var rigtigt, men kollegaen på den anden side af gaden havde slet ikke betalt skat i 25 år, På den måde fik de selv sagen til at rulle.
I forbindelse med benzin-sagen efterlyser du i VS Bulletin nogle mennesker i partiet, der vil analysere olieselskaberne. Du taler om et konkret eksempel. Hvad respons fik du egentlig?
»Ingenting. Man må nok sige, at det blev kørt meget folketingssnævert. Der var selvfølgelig nogle journalister, der kunne se noget stof i sagen. Uden dem havde sagen aldrig kunnet køre.
Det var til at græde over, som det forblev ubrugt i partiregi.
Derimod kom der mange henvendelser udefra. Der var en stor interesse og sympati i mange kredse. Folk henvendte sig for at give supplerende oplysninger. Det, at, vi tog nogle konkrete forhold op om benzinselskaberne, førte til, at vi et eller to år efter kunne køre en stor sag om A.P. Møllers udlån til kommunerne til ågerrente Det førte til at vi kunne tage flere sager op de kommende måneder.
Folk havde tillid til at i sådan nogle sager, dér kunne man gå til VS. Det var ofte folk, der stemte på helt andre partier. Men vi tog dem alvorligt - vi gjorde noget ved de sager, som de kom med. Det startede en god udvikling, som i øvrigt er fulgt op senere.
Der var et problem dengang i.f.t. partiet - det er der vel endnu.
Partiets sammensætning gør, at visse dagligdags problemer, som en masse mennesker har her i landet, har vanskeligt ved at blive taget op i VS. Sager som skattesnyderi, monopoldannelse osv. som vi med vilje ikke tog op ved at holde støre taler om monopolerne, men ved at prøve at vise, hvordan nogle bestemte monopoler virker her i landet - havde ingen rigtig støtte i ledelsen.
Der er jo også nogle fællestræk ved folketingsarbejdet i '68 og i dag. VS er karakteriseret ved at tage nogle konkrete sager op, med beretninger og afsløringer på et kvalificeret plan. Og det var da nok de ting, der gjorde, at VS gradvis kom i kontakt med dele af arbejderklassen.«
Hvordan kom efterretningssagen egentlig op?
Hvorfor vi lige kom til at snakke om politisk registrering på det tidspunkt, kan jeg ikke huske. Men der var en meget stor interesse for hemmelige kartoteker, NATO-medlernsskab osv. Så kom ministerdumhederne om, at der ikke foregik nogen registrering. Derpå fulgte diverse afsløringer, med Kajsergadesagen, som den absolut største. Dér kom VS jo også i vælten, men ikke i arbejderklassen. Derimod fik vi en del tilslutning fra studenterside. Men hos mange mennesker, 'tror jeg, at de sager bidrog til at placere os ude på overdrevet. Jeg vil dog holde fast ved, at selvfølgelig skal partiet tage sig af sådan nogle sager, også selvom det kan give tilbageslag i tilslutningen til partiet.
Det, der blev resultatet af efterretningssagerne, var, at mange mennesker blev opmærksomme på, at sådan noget havde vi altså, og der var ingen, der kunne, kontrollere det. Den politiske bevidsthed om dette uvæsen blev udviklet.
Partiet stod, som partiet, der tog sig af den slags sager. Partiet var enige om, at sådanne sager skulle køres, Her var der ingen forskel mellem partiledelse og folketingsgruppe.
Kom miljøspørgsmålene så op i slutningen af perioden '70-71?
»Ja, det gjorde de. Der havde vi en meget aktiv støttegruppe. Det var mere generelle miljøspørgsmål og i mindre grad miljøet på arbejdspladserne, vi beskæftigede os med!
Ved valget i '75 talte du meget om nedslidningen, førtidspensionering osv. - var det fremme i perioden '70 - '71?
»Det var akkordarbejde-og lignende, der var fremme. Det er ét af de spørgsmål, der er blevet meget mere accentueret efterhånden. Den almindelige viden om det er jo blevet langt større efterhånden. Man kan iagttage samme udvikling med andre sager. Man kan ikke sige, at dét eller dét, snakkede vi aldrig om tidligere. Man vil snarere kunne sige, at de blev diskuteret dengang, men at der senere er blevet gjort mere ved nogle af dem.«
Havde I i.fm. miljøsagerne kontakt med arbejdspladserne, eller støt. te fra Fagligt Landsudvalg?
»Disse sager tog Kjær sig af, og der var faktisk så meget drøn på, at vi ikke vidste, hvad hinanden gik og lavede. Kontakterne med arbejdspladserne var få. Vi havde et Fagligt Landsudvalg dengang, men jeg havde ikke kontakt med det.«
Det var altså mere overordnede ting omkring miljøspørgsmål I tog jer af?
»Ja, nu burde I jo spørge Kjær og andre om det. Man kan sige, at spørgsmålet omkring arbejdspladserne, omkring faglig politik osv. spillede en lidt for ringe rolle dengang. Det synes jeg i øvrigt stadig, det gør. Det har aldrig været det område, hvor partiet, folketingspolitisk, har stået stærkest.«
Er det dét, du mener, når du siger, at vi ikke i tilstrækkelig grad har grebet fat i de konkrete livsvilkår? De ting, som arbejderklassen går og mærker til daglig, har meget svært .ved at komme frem?
Ja, og hvor vi i VS altid har haft en forbandet tilbøjelighed til at stå og sige det principielt rigtige - tilbøjelighed til at tale generelt. Tit har man været bange for, at man nu ikke skulle huske at sige alt det rigtige, ellers havde man jo forretningsudvalget, hovedbestyrelsen eller kollegaen i haserne. Der har ikke været plads til en lille skævert nu og da, hvis man ellers holder kursen nogenlunde og er villig til at diskutere det, man gør.«
Er der en tendens siden dengang til at tage flere konkrete ting op også omkring de forhold arbejderklassen oplever til daglig?
»Ja, det synes jeg nok, man må sige. Også udover det, man i gamle dage betragtede som faglig politik. Der er en tilbøjelighed til at tage bolig. spørgsmål og den slags op. Men stadig er der forhold, som man burde gøre mere ved, f.eks. skattepolitik og socialpolitik. På det sociale område, tror jeg virkelig, der er forhold, som trænger til at blive rodet op i. Forhold som en masse mennesker går og trækkes med hver dag. Med Bi. standsloven og med krisen er der nogle misforhold af en grov karakter, som der er for få til at trække frem. «
De to perioder, VS har været i folketinget, har været forskellige bl.a. ved, at i den første tid var der højkonjunktur, medens krisen er slået igennem i den sidste periode. Har det haft nogen betydning for de sager, som I har taget frem?
»Det mener jeg helt definitivt. Det er klart, at med krisen er der en tilbøjelighed til at koncentrere sig om de nærmeste problemer. Der er ikke noget overskud til at beskæftige sig med f.eks. Sydafrikaproblernet. Hvor vi tidligere i for høj grad snakkede om »De sorte pantere« el.lign., så synes jeg, vi decideret gør det for lidt nu. Forståelsen for de internationale problemer er på et meget uudviklet niveau. Vor viden er for ringe.
Samtidig havde vi jo forfærdelig besvær med vore diskussioner og faglig politik. Diskussionerne om »fagforstening« og »mistillidsmænd« blokerede egentlig for at lave et fagligt arbejde.«
Så var det svært for jer i folketingsgruppen at tage sådanne ting op?
»Ja, det er klart. Når partiet var uafklaret om det.
Men generelt kørte vi jo fantastisk uafhængigt af partiet. I dag er det sikkert et problem at være folketingsmedlem for VS, fordi man er så isoleret, men dengang var det endnu værre. Det var egentlig nogle barske år med utåleligt hårdt arbejdspres og ingen videre støtte.«
Var der ikke nogen mulighed for at få partiet til at forholde sig til nogle af de ting, som i tog initiativ til?
»Ja, det sker da sikkert også i dag. Ind imellem lykkedes det for os at få rejst sager, som derefter blev diskuteret i partiet.
Kommunalpolitik gjorde vi i øvrigt også en del ud af; Det mener jeg nok smittede forholdsvis meget af ude i partiet. Det hang selvfølgelig også sammen med partiets kommunalpolitikere, og de kommunalpolitiske arbejdsgrupper der opstod rundt omkring.
Hvad tror du man kan gøre for at få en klarere vekselvirkning mellem folketingsgruppen, partiets ledelse og partiets basis, så partiet hænger mere sammen i de forskellige initiativer?
»Jeg tror, at partiets basis skal forholde sig mere åbent overfor mere, aktionsorienteret arbejde. Man skal arbejde mere i stil med bevægelserne f.eks. i Holbæk, eller hvor det nu kan være. Så kan VSere i miljøbevægelserne, forbrugerkomiteen eller hvad de nu har i Holbæk, arbejde mere sammen uden alt for megen skelen til, om de nu også er enige om alt mellem himmel og jord. Det er de naturligvis ikke. Men hvis de fandt sammen, ville de være i stand til at lave noget lokalt praktisk arbejde, hvad det tit kniber med. Herved kunne partiets basis komme ind i en gruppe af en sådan størrelse, at denne praksis kunne give et positivt bidrag til de mere principielle diskussioner.
Det vil givetvis slå tilbage på partiets ledelse, som i dag er i den situation, at den ofte ikke får respons på de udspil, den kommer med.
Den praktiske aktivitet i basis er en forudsætning for, dels at partiets politikudvikling bliver brugbar, dels at folketingsgruppen, kommunalpolitiske grupper osv., virkelig bliver integreret i partiets arbejde.
Lovene sikrer ikke, når alt kommer til alt, at disse grupper ikke selvstændiggør sig. Det sikres ved partiets praksis.
Når nogen af os kan være nervøse for, at de skal selvstændiggøre sig, så hænger det sammen med, at de står stærkt overfor folk udenfor partiet. siger, at folketingspolitikken kun skal være en del af noget - det vigtigere er noget helt andet. Men i praksis foregår der for lidt dér, hvor det vigtige er.
Det giver folk et forplumret billede af, hvad det egentlig er for noget vi vil:
Er de egentlig imod det der folketingsarbejde? De er så ekstraparlamentariske, men hvor møder vi dem?
Man kan sige, at partierne på venstrefløjen står med et særligt ansvar, når det drejer sig om aktionsfællesskab. Men VS har forudsætningerne, fordi VS er kendt for ikke at sætte sig på ting og sager, som f.eks. DKP. VS har faktisk nogle muligheder for at sætte det i gang. VS har sympati hos mange af de, der arbejder i bevægelserne - også hos bevægelser, som VS står kritisk overfor. Men VS's svaghed er måske netop, at man er så kritisk. Selvfølgelig skal VS ikke arbejde i Folkebevægelsen mod EF, hvis man ikke kan få lov til at føre socialistisk tale, så har vi ikke noget at gøre dér.
Men de steder, hvor man kan få lov til dét, f.eks. OOA, er jeg ikke bekymret for at VS arbejder i. SÅ er det lige meget, at der sidder andre, der har en anden opfattelse af situationen, end jeg har. Men hvis min forståelse kan bruges til noget, svarende til virkeligheden, så skal jeg da ikke være bekymret. Hvis jeg er i stand til at argumentere nogenlunde hvis jeg kan lave et ordentligt stykke arbejde, så skal det sgu nok smitte af på de andre. Omvendt, hvis jeg er inde i en blindgyde, så kan det jo være, at de andre får mig overbevist.«
Hvis du s" se tilbage på de 10 år, har partiets eksistens, det hårde arbejde haft nogen betydning?
»Ja, det er jeg faktisk meget sikker på. Jeg er sikker på, at uden VS havde folks viden og bevidsthed om, hvad det hele er for noget, været mindre. Og så kan man nævne næsten alle problemområder - uden VS havde bevidstheden været mindre.
For at tage noget kontroversielt, så kan det godt være, at det var en blindgyde at tale om »fagforstening« og om »mistillidsmænd«. Men jeg er da sikker på, at det var vigtigt, at der var nogen, der sagde: Måske er fagbevægelsen slet ikke vore venner måske er fagbevægelsen, ledelsen i hvert fald, vore fjender. Det var der aldrig nogen, der havde sagt før den tid - det har i hvert fald været meget små pip.
Det er vigtigt, at den lille dreng står frem og siger: jamen, kejseren har slet ikke noget tøj på. Og så kan det da godt være, at den lille dreng senere bliver nødt til at sige, at et par bukser var der dog, alligevel. På den måde har VS været af stor betydning.
Det samme kan siges om sager omkring monopolerne osv. - hvem andre end VS havde taget de sager op? Det skal også siges på en fødselsdag, hvor vi ellers har grund til at kritisere os selv. Hvor havde vi været med debatten på venstrefløjen, med den politiske bevidsthed på venstrefløjen ... ? Så tror jeg, at de forskellige socialdemokratiske partier, hvad enten de kalder sig for SD, DKP eller SF, været alene. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på hver enkelt medlem i de pågældende partier.
Så kan man spørge, skal partiet så overleve? Det er ikke nok, at vi om 10 år kan sige, at vi var med til at bevidstgøre, vi var med til at debattere, vi var med til at få gennemført nogle ændringer osv. Så må vi kunne sige, at nu spiller partiet en direkte rolle i klassekampen. Nu har partiet en bred tilslutning i arbejderklassen i dette land. Hvis vi ikke kan sige dét, og samtidig opretholdt en forståelse af socialisme uden et lag af partibureaukrater, der dikterer, hvad arbejderklassen skal gøre, så er det ikke nogen god 20 års fødselsdag.
10 år af et partis liv er jo kort tid, selvom det er de færreste nydannede partier, der bliver så gamle. Man kan derfor ikke sætte sig op og sige om VS, at de duede ikke. Det kan man heller ikke sige, fordi partiet stadigvæk har en masse studenter og andre skøre sjæle eller mangler tilslutning fra andre. Det kan man ikke bedømme partiet på.
Vi kunne selvfølgelig have gjort det bedre, det er klart. Men det er ikke usædvanligt, at partier startes af og rekrutteres i mindre kredse. Det, gjaldt Det radikale Venstre, det gjaldt Socialdemokratiet og det har været gældende for socialistiske partier rundt omkring i verden. Det skal man ikke kimse af, eller dømme partiet på. «
Interview ved Niels Martinov Petersen og Søren Rantorp