VS,
ungdomsoprøret og det gamle SF VS,
ungdomsoprøret og det gamle SF Fra VS Bulletin 178, december 1977
At skildre aktivistens oplevelse af partiet mens det endnu ikke var begyndt at afskalle, mens de gamle S Fere var i flertal og alle de senere tendenser og splittelser truede men alligevel lod sig forene, er sikkert ikke Muligt.
De glade 60ere, hvor man fik blomster i håret, tog på sensikurser, indførte fællesmødet som et princip i bevægelserne, flippede ud seksuelt, fik medbestemmelse på uddannelsesinstitutionerne, lavede kollektiver med hele verdenspressens aktive medvirken, røg sig skæve, tog til Thy, lavede arbejder- og studenterbevægelse, Vietnambevægelse osv., ser for nutiden ud som den glade, ualvorlige forvirringens tid,
For os der var 20-30 år dengang i 60erne, var de på ingen måde glade og den nuværende sociale og økonomiske krise, skal ikke, hvor alvorlig den så end er, betyde at 60erne for marxister og socialister bruges som billede på noget let og ukompliceret, ubevidst og umodent.
60erne var ikke glade, tværtimod. For de, der senere blev VSere, ungdomsoprørere, vietnamaktivister, kollektivister, rødstrømper, og militante, var det barske år, hvor brudte parforhold, dårlige boligforhold, elendige uddannelsessteder, magtesløshed overfor imperialisme og supermagtsherredømme, fremmedgjorthed i storbyerne osv. var konkret virkelighed.
Det var disse ting vi gjorde oprør mod. Det såkaldte 68-oprør voksede ikke ud af et varmt og kærligt overskud - det voksede af stigende indsigt om, at vores samfundstype i bund og grund var undertrykkende såvel i arbejdsforholdet som i alle andre livsforhold.
For mange står 68 som året hvor ,alt kunne lade sig gøre. For os, som deltog i det, var det set med nutidens øjne et år, der viste, at revolution kunne man ikke lige lave. Det var et opgør, hvis største resultater lå i de ikke-konkrete resultater, i et usædvanligt bevidsthedsskred.
Det er ikke opgaven her at komme med en historisk ramme og en forklaringsmodel på alt, hvad der skete og hvorfor, men snarere at pejle sig ind på, hvad VS blev et produkt af, og hvilke forudsætninger partiet fik på trods af stiftergruppens ønsker.
De fleste af stifterne havde rødder i den traditionelle partipolitiske venstrefløj og var vant til at forholde sig traditionelt til folketing, kommunalråd etc.; og den ønskede vel især at manifestere en modstand mod SFs socialdemokratisme og at opbygge et mere demokratisk revolutionært parti, ikke et hvor partiopbygningen efter en marxistisk-leninistisk model var målet, men snarere en rimeligere og mere demokratisk, end man havde haft i Aksel Larsens SF.
Og ind i disse folks parti kom der så en række folk med vidt forskellige forudsætninger og ideologier, en generation med de ovenfor nævnte 60er erfaringer, folk der allerede havde tradition for at bruge utraditionelle løsninger på traditionelle problemer. Hvor demonstrationer og resolutioner var et kampmiddel tidli. gere, blev aktionen næsten en politisk stil for de nye VSere, som man benævnte blomsterbørn, ekstraparlamentarister, aktivister og lign.
Og for nu at tage fat på noget af det, som fik VS til delvist at bryde sammen i begyndelsen af 70erne, så var det jo disse nyes skepsis over for traditionelle metoder og løsninger, der fik tingene til at spidse til.
Den faglige politik, holdningen til tillidsmændene, »fagforsteningen«, der jo er noget man stadig har problemer med at rehabilitere sig over for, også den der lagde analysen frem, holdningen til lokalpolitik især udmøntet i kampen i partiet for og imod opstilling til kommunevalget i 1970 og en række andre problemer udenfor og indenfor partiet, var alle et udtryk for en kamp om partiets rolle og funktion i de nye politiske bevægelser, som nu aftegner sig som selvstændige størrelser. Man kan nævne rødstrømperne, beboerbevægelserne, fagkritikken, miljøbevægelsen o.s.v.
Bag dette lå også en holdning til veristrefløjens muligheder i den øjeblikkelige historiske situation. Vi mente ikke, at det revolutionære parti var midlet til bevidstgørelse af arbejderklassen og os selv; vi mente, at partiet - såvel i forhold til kampen på arbejdspladserne som til familieog boligsituationen og en række andre forhold - ikke skulle spille, rollen som et ledende organ, men som en igangsætter, et serviceorgan, en diskussionsramme, et kontaktnet. Af samme grund skulle det fungere meget decentraliseret og anticentralistisk. Kræfterne skulle bruges ude på gulvet efter parolen »begynd der, hvor du selv er«, lad os få nye erfaringer med, hvordan vi laver politisk arbejde og bygger grundlaget for en revolution op i stedet for et korrekt revolutionært parti.
Baggrunde for denne holdning var 60er erfaringer med venstrefløjen, d.v.s. SF og DKP, hvor disse partier ikke formåede at stille noget op med de problemer, som 70ernes krise klart havde afsløret. Meget få partiaktive så, at den nuværende krise var indbygget i 60ernes udvikling, at den økonomiske vækst havde alle de elementer i sig, som i vores årti er blevet centrale politiske problemer. F.eks. nedslidningen af arbejdskraften, højredrejningen, familiens krise, energiog miljøproblemet, automatiseringen osv.
Diskussionen drejede sig konkret om, forskellige opfattelser af partiets rolle og bevægelsernes ditto. Hvad er vigtigst - et parti, der spiller en ledende rolle i den revolutionære bevægelse, eller et parti, der står til rådighed for bevægelserne, hvadenten det drejer sig om familieproblemer, eller det drejer sig om konkrete arbejdskampe. Et af de spørgsmål, der fik afgørende betydning for at flere af de såkaldte blomsterbørnshovedbestyrelsesmedlemmer gik fra deres arbejde i hovedbestyrelsen, var VS' holdning til kommunevalget i 1970. Nogle af os nye valgte at stemme imod opstilling til kommunevalg på traditionel parlamentarisk vis, men mente, at det burde ske på baggrund af, at VSere lavede et stykke græsrodsarbejde på det lokalpolitiske plan. D.v.s. dannede grupper, der arbejdede på den måde, som beboerbevægelsen arbejder i dag, og at man så på baggrund af en egentlig mobilisering skulle stille op, men ikke skulle tro, at valgsituationen var mobiliserende i sig selv.
Og det skal også siges, at blomsterfløjen heller ikke i 68-71 havde et overbevisende bud på dette, og at vi heller ikke havde argumentation for vores politiske model. Vi er ofte blevet beskyldt for at negligere arbejderklassen som det primære element i det revolutionære arbejde. Det kan godt være, at det så sådan ud. Men vores påstand om, at arbejderklassens frigørelse kun kunne ske gennem arbejderklassen selv, betød ikke og betyder stadigvæk ikke en negligering af, at en revolution kun kan ske sammen med denne klasse. Vi mente ikke, at vi som mellemlag, studerende og intellektuelle, kunne opfattes som troværdige og ærlige uden et udgangspunkt i os selv og i vores egen undertrykkelse.
Kristian Riis