Fra VS Bulletin 178, december 1977
Det er ikke lang tid siden, VS blev regnet for nul og nix. Hele nede og hele ude. Denne vurdering var ikke helt forkert, men den gælder ikke i dag, hvor VS med sine små 2000 medlemmer kan spore en stigende forståelse for partiets politik. På arbejdspladserne, uddannelsesinstitutionerne og andre steder i samfundet.
1 1973 havde VS 300 medlemmer. Mange af de bedste folk havde netop forladt partiet. Efter 5. kongres, december 1972, skred Leninistfraktionen (Kommunistisk Forbund) og det senere 1S (Internationale Socialister).
Denne splittelse var meget afgørende. Den betød et, voldsomt tab af et flertal af erfarne og politisk fremaddrivende medlemmer. Den markerede afslutningen på de første 5 år af VS' levetid, hvor ca. 10.000 politiske trækfugle havde knyttet deres forhåbninger til VS. Og var blevet skuffede over de heftige diskussioner og de altid skarpe modsætninger.
Realiteten i denne situation var sådan set, at VS skulle »stiftes« en gang til. Alt sejlede og partiet var reduceret til betydningsløshed. Den resterende medlemsklat kunne gå i gang med at holde skuden oven vande. Dette forsøg foregik under de største politiske og organisatoriske vanskeligheder. Og i modsætning til den første opbygningsperiode fra december 67 og fremefter, så havde disse vanskeligheder hverken arbejderklassens eller venstrefløjens interesse. Det var ihvertfald kun meget få, der troede på muligheden af at opbygge et stærkere venstresocialistisk alternativ til Socialdemokratiet, SF og DKP.
På dette tidspunkt - i 1973 - var Socialdemokratiets, den borgerlige parlamentarismes samt den kapitalistiske økonomis krise under opsejling. 250.000 arbejdere blev kastet ud i en topstyret overenskomststrejke til ingen verdens nytte. Utilfredsheden og den politiske splittelse i arbejderklassen blev stadig mere åbenbar. Glistrup og hans fremskridtsparti tromlede frem -- og fik også opbakning Ira mange arbejdere - især de af i. generation og uden faglige traditioner. VS var nok stadig kendt for partiets kamp mod skattesnyd og multinationale selskaber, men det var højrepopulisten Glistrup, som formåede at kanalisere utilfredsheden med skattetrykket.
Omkring overenskomstkonflikten og senere blev der udført et relativt omfattende politisk agitationsarbejde. De få aktive - 75-100 personer formelig sprøjtede det landsdækkende uddelingsblad Solidaritet, lokale tillæg og løbesedler ud til arbejdspladserne. Det faglige landsudvalg udformede en række kommenterende udtalelser, som der var et dobbeltformål med. Dels støtte/perspektivere arbejdskampe. Dels markere partiets eksistens. Et eksempel er udtalelsen om OTA-konflikten i Nakskov. I dette lavtlønsområde oprettede 1. generationsarbejdere en strejkekomite og holdt arbejdermøder. VS så denne kamp som et - tilløb til et brud med den passive strejkeform, hvor tingene køres oppefra og nedefter. VS slog derfor på stortromme for OTA-arbejderne. Det samme hav, de været tilfældet under plattepigernes kamp.
Udtalelserne blev som regel citeret i radioen. Det var også meningen, idet VS udover sine løbesedler m.v. kun havde få muligheder for at trænge igennem. Partimedlemmerne var udelukkende organiseret efter geografiske enheder, i lokale partiforeninger. Om én partiorganisering efter medlemmernes arbejdssituation var der ikke tale. Desuden var der heller ikke så mange arbejdermedlemmer tiI at føre den faglige politik ud i livet. Dette betød nogle oplagte begrænsninger i VS' muligheder.
VS var således opbygget forholdsvis traditionelt ligesom andre partier. Og det lå da også som en mere eller mindre udtalt forudsætning for partiets virke, at en politisk renaissance afhang af en valgkamp/en folketingsrepræsentation med dertil hørende adgang til medierne. Det var på denne måde en bredere interesse for VS og det ikke-reformistiske venstre hurtigt skulle genskabes.
På VS' 6. kongres i oktober 1973 rykkede medlemmerne af landsbypartiet endnu tættere sammen. Der var enighed om at isolere en minoritetsgruppe fra VS/Østerbro, som havde haft stor indflydelse i hovedbestyrelse og forretningsudvalg. VS/ Østerbro vendte sig skarpt imod støtten til de nye tendenser i arbejdskampene og intentionen om at opbygge en faglig opposition. Det var ifølge dem udtryk for splittelsesvirksomhed. Istedet mente de, at man skulle satse entydigt på tillidsmandsinstitutionen og de etablerede kanaler i fagbevægelsen.
Resten af partiet var af den opfattelse, at man skulle satse bredere og forsøge at koordinere de spredte oppositionstendenser uden om de fagretslige bindinger. Men ikke som forsøg på at etablere nye fagforeninger. Flertallet udelukkede ikke opstilling til tillidsposter. Forudsætninger herfor var aktiv opbakning, fra kammeraterne, så man kunne neutralisere de retlige bindinger.
6. kongres vedtog et fagligt programdokument - »Fagbevægelse og fagopposition« - som stadig er gældende, omend der er enighed om, at det skal justeres eller udskiftes på 9. kongres, februar 1977 efter en bred medlemsdiskussion. Programdokumentet blev udarbejdet under stærk inspiration af erfaringerne fra de italienske fabriksråd, Men også de nye selvorganiseringstendenser i de danske arbejdskampe spillede en rolle. De italienske fabriksråd organiserer ligesom strejkekomiteen i princippet alle arbejdere på arbejdspladsen i en enhedsorganisation -- uanset fa ggruppe. Rådsmedlemmerne er direkte ansvarlige overfor arbejderne og kan til enhver tid trækkes tilbage. Kongressen gik ind for, at man på længere sigt skulle arbejde for at etablere sådanne råd, som også kunne udtrykke arbejderklassens evne til at vinde herredømmet over produktion og stat. På kortere sigt skulle , man arbejde for at oprette basisgrupper senere kendt som antikapitaIistiske grupper - samt i konfliktsituationer vælge strejkekomiteer. I modsætning til hvad dei er en udbredt opfattelse også i VS, så underkendte programdokumentet ikke arbejdet i fagbevægelsen. Det var blandt andet nødvendigt af defensive grunde. »Den sti. gende aktivitet på arbejdspladserne vil blive mødt med stadig voksende repression fra den reformistiske del af fagbevægelsen, der vil gøre alt for at ramme de aktive arbejdere. Den bedste beskyttelse i en sådan situation er selvfølgelig arbejdskarmneraternes solidaritet, men hvis der sidder revolutionære rundt omkring på forskellige poster i fagforeningerne, kan de modarbejde sådanne forsøg og derved skabe et bedre udgangspunkt for den fortsatte aktivitet. Men det kræver igen, at man har dækning hos dem, der har valgt en. «
Udgangen på 6. kongres spredte optimisme i partiet. Det altovervejende flertal var i hovedsagen enigt. Tilslutningen til den faglige linie og prioriteringen af dette arbejde understregede denne optimisme. I særdeleshed hos dem, der satsede mest på det faglige område og konkret havde erfaret dels VS' isolation og dels trægheden i partiets opbygning, en opbygning, som ikke altid var lige fremmende med hensyn til i praksis at fastholde det »faglige« arbejde som VS' væsentligste aktivitet.
Næppe havde de ca. 200 aktive partimedlemmer pustet ud efter kongressen før krisevalget blev udskrevet til afholdelse i december 1973. Valgsekretariatet blegnede et øjeblik, da den Au isolerede gruppe fra VS/Østerbro endegyldigt bekendt kulør og anbefalede at stemme på DKP. Men VS klarede sig nogenlunde. Der blev produceret en valgavis, men som ventet var der mest slagkraft i agitationen i radio og fjernsyn. Denne agitation og den øvrige venstrefløj s kvababbelse over DKP's faretruende organisatoriske fremgang genskabte interessen omkring VS. - Telefonen på partikontoret begyndte at ringe med opkald fra nær og fjern.
VS fik ca. 5.000 stemmer og blev ikke repræsenteret i det folketing, som var forandret til ukendelighed. Glistrups havkatteparti« fik; 27 mandater, socialdemokraterne gik kraftigt tilbage og venstre overtog regeringen. Hånd i hånd. med det ramponerede socialdemokrati blev der kørt hårdt frem imod arbejder-. klassen, som begyndte at røre på sig. Pludselig bølgede store landsomfattende proteststrejker og demonstrationer hen over riget. DKP og formandsinitiativet havde kronede dage som parlarnentariske afledere af kampen: »Ud med Hartling, Ind med Knud og Anker«. Dette var en del af den sammenskrumpede kerne i kravvet om en »ny politik«.
VS var stadig nul og nix. Men ikke helt så meget som i 1973. Det slet og ret væltede ind med nye medlemmer. Flest fra mellemlagene og unge under uddannelse, men også arbejdere især unge. Den fremmarcherende økonomiske og politiske krise, DKP's fremgang, VS' fortsatte relative isolation fra bevægelsen i arbejderklassen, det uhæmmede parti-vokseværk, det administrative arbejdes vækst, de forholdsvis få erfarne partimedlemmer og de overvældende store opgaver, - alt dette fik følger for den interne partidiskussion.
Den ledelse, som under stort og utaknemmeligt slid og slæb havde holdt VS i live, begyndte at vise småsprækker. Den kom i skudlinien fra enkelte af dens egne. Det kom til udtryk i den såkaldte vokseværksdiskussion efter artiklen af samme navn.
I Vokseværk hedder det bl.a.: "Optagelse af nye medlemmer kan ikke vedblivende ske ved, at man siger: - VS er et åbent hus. Drej 22 30 02 og du er medlem."
Medlemstilstrømningen som fortsatte i forbindelse med kommunevalget marts 74, medførte bekymring for arbejdspladsarbejdets status i VS. Godt nok var dette område prioriteret højest i årsprogrammet, men nu viste det sig endnu engang, at det lå en smule tungere i praksis. En følge af den uudviklede politik, den ringe tilknytning til bredere dele af arbejderklassen, vælgerforeningsstrukturen, m.v. Dette betød vanskeligheder i retning af en politisk koncentration omkring en prioritering og videreudvikling af, arbejdspladspolitikken.
Og hvordan skulle VS offensivt forholde sig til de mange hundrede nye medlemmer, som ikke kunne glide ind i nogle etablerede arbejds- og diskussionssammenhænge. De var nemlig ikke-eksisterende. Det hele virkede derfor lettere uoverskueligt. Dette blev understreget af, at flertallet af de nye medlemmer kom fra mellemlagene og studenterverdenen. VS havde ingen konkret politik for, hvorledes disse sociale gruppers problemer og kampe politisk.skulle forbindes med arbejderklassens. En oplagt mangel.
I vokseværksartiklen hed det, at partiet. var »så ringe konsolideret politisk og organisatorisk, at vi ikke kan tilbyde flertallet af de nye rimelige arbejds- og skolingsmuligheder.
Medmindre vi alle tager os gevaldigt sammen kan resultatet af den nuværende stilling blive skuffelse, passivitet og stridighedernes genopblussen.
Skuffelsen vil medføre afvandring til andre grupper og partier for nogles vedkommende. Atter andre vil resignere.
Passivitet blandt en stor del af medlemsskaren vil betyde, at der meget vanskeligt vil kunne etableres en levende vekselvirkning mellem partiledelse og medlemmer. At tingene køres oppefra og nedefter. På denne måde udelukkes medlemmerne fra reelle kontrolmuligheder over for ledelsen. Sådanne kontrolmuligheder er ikke til stede i dag. Fortsættes den samme kurs, vil de heller ikke opstå.
Endelig kan udgangen på medlemstilgangen blive de politiske stridigheders genopblussen. For det første: Motiverne til at melde sig ind er varierende. For, det andet: Den politiske ledelses homogenitet kan ikke vare ved, hvis vi ikke forsøger at sætte politikken i højsædet. Dvs. får sat gang i en praksis, der ikke primært er defineret ud fra, hvad valgmaskineriet finder opportunt. En, praksis, der er en virkeliggørelse af vores egne hensigter.«
Vi nævnte tidligere, at det var en uudtalt forudsætning, at partiets genfødsel hurtigst kunne udvikles i forlængelse af en offentlig fremtræden i en valgkamp og evt. i folketinget. Situationen efter decembervalget 1973 bekræftede i en vis udstrækning denne forudsætning, men åbenbarede samtidig problemerne heri. Diskussionen af disse problemer i Vokseværk pegede i retning af en kritik af det bærende element i VS' forståelse af sig selv: ideen om det åbne parti/"det åbne hus", der skulle sammenfatte alle ikke-reformistiske tendenser på venstrefløjen under en hat. Alle retninger var i princippet ligeværdige blot man var enige om en laveste fællesnævner - et minimumsprogram - som afgrænsning i forhold til reformismen. Uenighederne i partiet måtte, gerne fremtræde udadtil, men skulle i princippet ikke forhindre en enig og, solidarisk udførelse af beslutningerne. Men det har i praksis altid været et temmelig stort problem.
Hvorom alting er, så var det ikke det store vingesus og verdensoverblikket, der kendetegnede den lille, uerfarne kritikerfløj. Langt snarere var den, præget af almindelig snusfornuft samt en række overskuelige .og letforståelige forslag. Hensigten med forslagene var at forbedre VS' muligheder for at stimulere og tage mere aktivt del i de kampe, som spidsede til. I særdeleshed på arbejdspladserne, men også i uddannelsessektoren, i den sociale sektor, i sundhedsvæsenet...'
Hvad handlede forslagene om? For det første blev det foreslået, at nye medlemmer skulle sluses ind på en mere tilfredsstillende måde. De skulle have noget at vide, nogle introduktionstilbud, så de kunne være bedre rustede i den interne diskussion og i det udadvendte arbejde. En slags introduktionsskoling og en sympatisør-ordning svævede forude.
For det andet blev det foreslået, at alle medlemmer. skulle dobbeltorganiseres. Dvs. både være medlemmer af en lokal partiforening og samtidig organisere sig efter fag eller branche - sammen med andre VS'ere. Dette skulle sikre, at partiet gennem sine medlemmer kan sætte mere direkte ind i den antikapitalistiske og udenomsparlamentariske kamp.
Dette brud med vælgerforeningsstrukturen indebar desuden en en intention om, at alle skulle forpligtes til at være aktive i forhold til de i fællesskab vedtagne prioriteringer og linier. Uden aktivitetspligt ingen reelle diskussioner og udviklingsmuligheder i hverken partiforeninger eller dobbeltorganiseringsgrupper.
Forslagene om en slags obligatoriske sympatisør- og introduktionsskolingsordninger blev mødt med den mest forbitrede modstand fra flertallet i ledelsen. Forslagene skulle simpelthen »kules ned«. VS kunne ikke bære indførelsen af eksamen, karak. tergivning og censur, som nogle udlagde forslagene.
Hvorfor nu denne kraftige reaktion?
- For en del af partiledelsen var der sikkert tale om en forholdsvis uproblernatisk ønskesituation. Det så ud til entydigt at gå fremad, ihvertfald ud fra en kvantitativ betragtning. Den kvantitative vækst ville også slå om i kvalitet, så partiet på længere sigt kunne fremtræde med en mere nuanceret politik, som en stærkere kraft på venstrefløjen og i arbejderklassen. I en sådan situation var kritik og problematiseringer ikke populære.
- Reaktionen må også ses på baggrund af en træthed oven på mange års indre hundeslagsmål og det slidsomme, utaknemmelige arbejde. Skulle man nu til at tage turen med Leninistfraktionen, der f.eks. også gik ind for aktivitetspligt om en gang til? Sådanne udsigter var ikke til at bære. Så hellere slå hårdt og effektivt ned på kritikken.
Den senere og til stadighed skarpere udvikling i diskussionerne må ikke mindst ses i sammenhæng med den voldsomme modreaktion. Den ligesom udelukkede, at den daværende ledelse samlet kunne udvikle en selvforståelse af problemerne samt løsningsforslag. Kritikken og forslagene var selvfølgelig i en vis forstand vidtgående. Samtidig forstod dens fortalere sig ikke som egentlige opponenter til hele VS' politiske grundlag, idet ingen eller kun få på noget tidspunkt havde haft tilslutning til Leninistfraktionen eller den senere IS-gruppe, som også forsøgte at gøre op med VS' vælgerforeningskarakter.
Modreaktionen og den almindelige usikkerhed udelukkede, at kritikken umiddelbart kunne diskuteres for dens pålydende blandt de mange nye medlemmer og for så vidt også blandt de gamle. Men da modreaktionen fra flertallet i ledelsen ikke formåede at forholde sig politisk offensivt til kritikken og da problemerne voksede i basis, var der skabt et politisk tom. rum og en faktisk skakmat-situation.
Dette kom til udtryk på 7. kong res, oktober 1974, hvor hovedbestyrelsens beretning kun havde aktiv opbakning fra 50 delegerede. 60 undlod at stemme på linie med et mindretal på to fra den afgående bestyrelse. Denne politisk svagt funderede opposition formåede ikke at lægge et offensivt årsprogram på bordet. Hverken oppositionen eller det hidtidige flertal var i stand til andet end i brede vendinger at forholde sig til den tiltagende økonomiske og politiske krise, de forestående overenskomstforhandlinger og valget.
Som allerede antydet må disse mangler forstås på baggrund af den politisk uerfarne medlemsmasse, tabet af en stærk medlemskerne på 5. kongres, de relativt få arbejdermedlemmer og det manglende klassestempel på diskussionerne og de politiske vedtagelser, samt det enorme administrative slid, det havde været at forholde sig til den eksplosionsagtige vækst. Denne vækst markerede en radikal anderledes. udgangsposition end blot et år tidligere.
Til VS' udgangsposition hørte desuden en styrket gruppe, der var kri. tisk over for det åbne parti. Denne gruppe hamrede løs med, at den faglige politik var det væsentligste, så enhver skulle kunne forstå det. Oppositionen blev ikke mildere stemt af, at den fort satte ledelse virkede som en massiv og lukket blok over for mulige forandringer og rimelig kritik. Det blev på denne baggrund undertiden til en enøjet focuseren på partiets arbejdermedlemmer og arbejdspladsarbejdet.
Ingen af forslagene om obligatorisk introduktionsskoling, sympatisørordning, aktivitetspligt samt organisering efter erhverv gik igennem som samlet helhed på oktoberkongressen 1974. 1 princippet var der dog ikke fra nogen side uenighed om det nødvendige i den erhvervsmæssige organisering (dobbeltorganiseringen).
Den samlede vedtagelse af forslagene eller rettere bruddet med den åbne partiform kom først på den såkaldte emnekongres om krisen og partiets rolle, maj 1975. Men på det tidspunkt havde, de enorme arbejdsløshedstal, VS' genkomst i folketinget, den nye socialdemokratiske regerings fortsættelse af Hartlings politik, overenskomstindgrebet, afsløringen af impotensen i DKP's perspektivløse mobilisering imod Venstre-regeringen, den landsomfattende og sammenhængende strejkebevægelses sammenbrud, fabriksbesættelsen på Uniprint, den stigende forståelse for dele af VS' politik på arbejdspladserne, partiets fortsatte ukontrollerede vokseværk, - alt dette havde med syvtommersøm. understreget nødvendigheden af en opstramning.
VS havde trods et stigende antal kontakter til arbejdspladser og strejker ikke vist sig i stand til at trække et offensivt politisk perspektiv op. Overenskomstkampagnen var ikke blevet til noget. Det var svært at koncentrere tilstrækkeligt mange kvalificerede arbejdskræfter omkring fagligt landsudvalgs arbejde. Dette manglende fodslag og den politiske uformåen virkede meningsløs, da situationen indebar en masse mulighder. Undertiden kunne en eller anden føle, at vedkommende manglede et sikkert bagland til at følge en vunden goodwill op. F.eks. tilbyde sympatisører fra arbejdskampe nogle skolings- og arbejdssammenhænge i VS.
Krisen stillede krav om, at VS forholdt sig mere systematisk og ansvarsfuldt som politisk enhed. Her var det åbne parti med den tilfældige og individuelle arbejdsstil helt utilstrækkeligt.
De systematiske diskussioner i partiforeningerne, på arbejderkonferencerne og andetsteds, temaernes forholdsvis enkle karakter, og oppositionens dominerende indflydelse på det faglige apparat betød en uventet hurtig tilslutning til kritikken og de såkaldte stramningsforslag. Samtidig tiltrak partiets arbejdsmedlemmer sig opmærksomheden.
I en udtalelse fra arbejderkonfereneen i april 75 hedder det bl.a.: ,Konferencen løste op for en lang række problemer for de enkelte deltagere. Det kan udledes af forløbet, at vi savner muligheder og støtte i dagligdagen for at drøfte vore problemer på arbejdspladserne med kammerater, der har tilsvarende problemer, ligesom vi savner støtte og retningslinier fra partiet i vort daglige arbejde på arbejdspladsen.
Derimod må vi erkende, at vi gang på gang kan læse om faglige initiativer fra VS i folketinget og i form af plakater og løbesedler uden at have fået den ringeste mulighed for at diskutere disse initiativer og finde ud af, om vi har mulighed for at bakke dem op på vores arbejdsplads.
Vi mener, at initiativet i højere grad bør udgå fra os eller i samarbejde med os.
I denne forbindelse føler vi, at det er problematisk for os og partiet, at det i så høj grad er mellemlag og studerende, der sætter betingelserne for diskussionerne. Dette uddybes af den måde, partiet er oganiseret på. Vælgerforeningsstrukturen giver os ikke rimelige betingelser for arbejdet i forhold til vore arbejdspladser og politisk stillingtagen til udviklingen inden for andre beskæftigelsesområder. «
I forlængelse heraf tilsluttede man sig den erhvervsmæssige organisering, obligatorisk grundskoling, aktivitetspligt samt obligatorisk introduktionsskoling. Men udtalelsens betydning skal nok snarere vurderes på baggrund af dens problematisering af følgende forhold: Dels de udemokratiske mekanismer i VS' løse vælgerforeningsorienterede opbygning og dels spørgsmålet om, hvilke sociale grupper der skal sætte deres stempel ,på partiets politik: Politikken kan dårlig udvikles, uden at arbejdspladsog fagforeningserfaringer mere direkte kan bringes ind i VS. Uden dette erfaringstilskud fra arbejderklassen vil partiet have yderst vanskeligt ved at tage klassekampens temperatur og udstikke præcise retningslinier for arbejdet på arbejdspladser og i fagforeninger. Man må også forestille sig, at en større tilgang af arbejdere bl.a. vil være et resultat af en kvalificeret indsats fra VSarbejdere, - en indsats, der giver tiltro til og opbakning bak VS' politik.
Emnekongressen blev som sagt afholdt i maj 75. Diskussionen var meget intens og mere konkret end tidligere. Enkelte arbejdermedlemmer rapporterede om situationen på arbejdspladserne, der blev fremlagt erfaringer fra vinterens arbejdskampe, i særdeleshed om Uniprint og solidaritetsarbejdet, som havde aktiviseret store dele af partiet næsten ligesom en valgkamp. Der var også kim i retning af en partiopfattelse, der krævede mere fodslag og kollektivitet, samt en stærkere markering af VS udadtil. Disse overvejelser resulterede ikke i egentlige vedtagelser af en kamplinie over for krisen, men de er baggrunden for, at man kan forstå den organisatoriske diskussion. Dennes formål var ikke mindst, at den politiske diskussion og udvikling i VS skulle begunstiges af nogle bedre rammer, større jævnbyrdighed de forskellige medlemsgrupper imellem og inddragelse af mere konkrete erfaringer fra kampene i de forskellige samfundssektorer.
I en udtalelse fra eninekongressens pressegruppe hedder det: »Venstresocialisterne har på en netop afholdt emnekongres diskuteret partiets organisationsform i lyset af den aktuelle kapitalistiske krise.
Et af de vigtigste mål med diskussionen har været at styrke arbejdermedlemmernes indflydelse på partiets politik. Kongressen har således tilsluttet sig en række forslag, der bl.a. er blevet fremsat fra VS' arbejderkonference den 25. og 26. april. Disse forslag indebærer for det første, at der gennemføres en organisering af alle medlemmerne i deres arbejdssituation - sideløbende med den geografiske opdeling i partiforeninger. Dette brud med vælgerforeningsstrukturen vil muliggøre, at partiets politik udvikles i tættest mulig sammenhæng med den skærpede klassekamp overalt i samfundet. En sådan organisationsform er en forudsætning for, at VS' politik kan udvikles til at udtrykke arbejderklassens interesser på alle samfundslivets områder.
Emnekongressen besluttede endvidere, at nye medlemmer inden optagelse i VS skal gennemgå en introduktionsskoling i partiets program, organisation og historie. Personer, der er under optagelse i partiet eller ønsker en løsere tilknytning, får status som sympatisører uden stemmeret og valgbarhed til partiets organer, men med fuld ret til at deltage i diskussionen på medlemsmøderne.
Endelig gav kongressen foreløbig tilslutning til, at der skal gennemføres en obligatorisk grundskoling og til, at partimedlemmerne forpligtes til at være aktive.
Samtlige vedtagelser sigter imod en styrkelse af partidemokratiet. Målet er, at ingen optages i VS og deltager i arbejdet uden et elementært kendskab til partiet og dets politik. Ændringerne i partistrukturen skal give nye medlemmer bedre muligheder for at diskutere og træffe beslutninger på lige fod med mere erfarne medlemmer. Tendensen til at der besluttes hen over hovedet på dem, der pga. deres daglige arbejde og situationen i øvrigt har vanskeligt ved at få indflydelse på politikken, skal modvirkes.
Diskussionen om, hvordan grundskoling og aktivitetspligt skal iværksættes er endnu ikke afsluttet. Den endelige beslutning om disse forslag træffes på partiets 8. kongres til efteråret.,,
Der var ikke nyvalg af hovedbestyrelsen på emnekongressen. Alligevel medførte dens udfald, at opponenterne imod den åbne partiform kunne mønstre et spinkelt flertal i hovedbestyrelsen. Dette gav sig også udslag i nyvalg til forretningsudvalget, den daglige ledelse.
Hvem dette flertal var og hvad det stod for blev især i Information præsenteret med den gule presses metoder og sprogbrug. Det nye flertal blev offentligt kendt som mindretallet. Når det gik højt: som det tilfældige flertal, der havde gavn af, at faste hovedbestyrelsesmedlemmer var fraværende pga. mavepine i Jylland. Men vi husker også udtryk som strammerne, kvælerne og superkvælerne.
Det gamle flertal, tilhærigerne af det åbne parti, så med stor skepsis på den nye udvikling i VS. Det gav bataljer i hovedbestyrelse og partiforeninger. Vi skal ikke besmykke alt, hvad det nye flertal foretog sig. Der blev, klokket i det! Hvilket også vil fremgå senere i denne bog'.
Men samtidig fastholdt flertallet det politiske initiativ. Ernnekongressens beslutninger skulle udmøntes konkret, og helst lidt mere end det. Forretningsudvalget begyndte således en praksis med løbende politiske vurderinger. af den danske klassekamp, som hele partiet kunne forholde sig til.,
Som det også fremgår af denne bog, forsøgte vi at opstille et perspektiv for de mange enkeltstående arbejdskampe mod arbejdsgivernes nul og nej-politik. Et perspektiv, der sigtede på en samling og videreudvikling af de kampe, som blev mødt med en voldsom modstand.
Der blev arbejdet videre med diskussionstemaet om, at arbejderklassen skal sætte sit stempel på politikken på alle områder. Studenter, pædagoger, læreres og andres kamp skal ses i sammenhæng med nødvendigheden af at tilvejebringe det rette klasseperspektiv. Der skal ikke føres kamp for snævre særinteresser og privilegier, - det bringer os ikke nærmere et socialistisk samfund, hvor arbejdsdelingen og klasseprivilegier nedbrydes. Sammenhængende med dette aspekt diskuteredes alliance-spørgsmålet. Ikke alene er det afgørende vigtigt at overvinde splittelsen i arbejderklassen; der må også arbejdes for, at der kan etableres alliancer mellem forskellige lønarbejdergrupper. Uden sådanne alliancer er arbejderklassen hjælpeløst isoleret i kampen mod den kapitalistiske offensiv og i kampen for socialismen.
I Et andet udgangspunkt for diskussionerne Var nødvendigheden af at udvikle en samlet arbejderpolitik ud fra følgende forståelse: Arbejderen befinder sig ikke alene 8 timer dagligt på en arbejdsplads som producent, men har også en tilværelse som forbruger, statsborger og privatperson uden for arbejdspladsen, hvor klassetilhørsforholdet slår igennem i vilkår, vaner og adfærd.
Der var tryk på! Et halvt år efter emnekongressen skulle 8. kongres løbe af stabelen. Flertallet ønskede selvfølgelig at beholde flertallet. Om muligt: At udbygge det. Vi vurde. rede det på den måde, at muligheden for at udvikle et revolutionært og ikke-sekterisk alternativ i dansk politik i hovedsagen var sammenfaldende med flertallets evne til at konsolidere partiet på sine præmisser. Krisens omfang og venstrefløjens svage stilling nødvendiggjorde en kraftig offensiv indsats indadtil såvel som udadtil. Der var ikke råd til en tilbagevenden til det åbne parti med dets manglende handledygtighed og usammenhængende karakter. Skulle kongressen alligevel resultere i et tilbageslag, ville VS igen være på vej tilbage til sin først nyligt overvundne nul- og nix-tilstand. Og en stor del af de aktive medlemmer ville enten resignere eller trække sig ud af VS. På denne baggrund ville DKP igen være i stand til at puste sig op - for slet ikke at tale om ultrasekterikerne i KFML. De håbede ganske givet på en partisplittelse med dertil hørende indhug i VS' tilhængerskare.
Hovedbestyrelsens flertal fremlagde den følgende beretning til 8. kongres i december 1975. Den er et forsøg på en selvkritisk status over det forløbne år i og omkring VS. Den ridser nogle af de perspektiver op, som kom til at tegne sig mere og mere klart hen ad vejen og undertiden noget uventet for de implicerede. Målene var ikke altid lige klare - det røber vi ingen hemmeligheder ved at indrømme.
Flertallets beretning blev vedtaget med en stor majoritet. Det egentlige mindretal mønstrede mindre end 1/3 af kongressens stemmer for en alternativ beretning.
På kongressens sidste dag blev det nye årsprogram vedtaget i forlængelse af beretningens intentioner. I det følgende har vi genoptrykt de væsentligste ting fra årsprogrammet.
Men hvorfor nu udgive disse tekster?
- Vi vil for en gangs skyld gerne mere udtømmende præsentere VS i dag på vores egne prærnisser. Det har været så godt som umuligt at trænge igennem den informationsblokade, pressen har iværksat over for VS, for ikke at tale om alle forvrængningerne og løgnene.
- Vi anser en konkret og principiel politisk diskussion med sympatisører og den øvrige venstrefløj for at være særdeles væsentlig. Dette skyldes ikke mindst, at man på forholdsvis kort sigt må forestille sig en omgruppering på den revolutionære venstrefløj i retning af en større enhed politisk og organisatorisk. Dette sammenholdt med venstrefløjens hidtidige afmagt over for den kapitalisti. ske krise, arbejderklassens og dens allieredes problemer understreger betydningen af en fælles diskussion. Isoleringen af de vigtige diskussioner til lukkede particirkler er uhensigtsmæssig, hvis venstrefløjen skal vinde ny styrke. Dette betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skal foregå interne diskussioner i organisationerne, som kun berører de respektive medlemmer. Men en vis åbenhed omkring de afgørende spørgsmål er ikke at foragte.
- Vi føler i særdeleshed. et påtrængende behov for at få diskuteret spørgsmålet om revolutionær strategi og hvad dertil hører af alliancer. I forlængelse heraf er spørgsmålet om udbredelsen af en kamplinie mod krisen på arbejdspladserne og i fagbevægelsen. vigtigt. Hvordan fremmes en opposition mod kapitalisterne og klassesarnarbejdet, en opposition, der bidrager til en større selvstændighed og mindre splittelse i arbejderklassen.
Teksterne giver nogle bud på disse spørgsmål, men de kan forbedres gennem diskussion, kritik og indhøstning af erfaringer fra kampene mod den borgerligt socialdemokratiske offensiv.
Inden vi runder denne indledning af, må vi hellere omtale den skæbne der blev der de resterende vedtagelser fra ernnekongressen til del.
- Partiets medlemmer opdeles i aktive og passive, hvor stemmeretten, dvs. rettighederne er knyttet til forpligtelsen over for det i fællesskab prioriterede arbejde. Indadtil såvel som udadtil. Og i overensstemmelse med de nødvendige hensyn til personlige og sociale forhold. Desuden bliver grundskolingen obligatorisk.
Der er sket en del i den forløbne 3-årige genopbygningsperiode siden VS var helt nede og ude. Vi har erfaret, hvor svært det er at udvikle VS til at være en samlet og slagkraftig del af den antikapitalistiske kamp med både organisation og politik i orden. Det interne opbrud har sat gang i væsentlige diskussioner, samt en bredere og bedre kvalificering af medlemmerne, så partiet gennem sine medlemmer nemmere kan gribe ind i kampene rundt omkring. Det sker gennem arbejdet med den erhvervsmæssige organisering. VS har været gennem en læreproces med både sære og udviklende indslag, en læreproces, som muliggør en stærkere markering udadtil. Vi forstår den fortsatte udvikling i VS som en langstrakt politisk konsolideringsproces i samspil med de kampe, der spidser til udenfor partiet. Vi vil hverken give afkald på at være fysisk til stede på arbejdspladser, i fagforeninger eller strejkekomiteer, på uddannelsesinstitutioneme eller folketinget... En sådan langvarig konsolideringsproces kræver tålmodighed, politiske udspil, fælles holdning, selvkritiske overvejelser over egen teori og praksis, samt en evne til kollektivt og ansvarligt at forholde sig til det politiske udviklingsperspektiv. Det er på denne baggrund, at vi må arbejde for en omgruppering og større samling af kræfterne på den revolutionære venstrefløj. Modsætningerne er ikke uovervindelige.
Det er nu ikke så dårligt endda, at situationen i VS i dag er forskellig fra nul og nix.
Venstresocialisterne
Forretningsudvalget