VS er et revolutionært, marxistisk, demokratisk og socialistisk parti. Vort mål er det kommunistiske klasseløse samfund. VS er historisk barn af "det ny venstre" i Europa. Vort program er et minimumsprogram under stadig udvikling, der afspejler, hvor langt partiet er nået i sin kapitalismeanalyse, revolutionsforståelse og socialismeopfattelse.
Partiet er åbent for alle, der kan tilslutte sig dets program. Medlemsskab indebærer, at man tilslutter sig programmet og aktivt arbejder for udbredelse af partiets politik. Der eksisterer tendensfrihed og mindretalsbeskyttelse indenfor rammerne af partiets minimumsprogram. Dette giver mulighed for indhøstning af mangeartede erfaringer, der er vigtige for partiets stadige udviklingsproces.
VS bygger på den marxistiske teori og metode - den dialektiske, historiske materialisme - og betragter denne som det bedste værktøj til at forstå den samfundsmæssige virkelighed. En sådan forståelse er en nødvendig forudsætning for at forandre samfundet og dettes udvikling. Marxismen bygger på opfattelsen af klassekampen som den centrale drivkraft i historien, og i udviklingen af samfundet fra en produktionsmåde til en anden. Den marxistiske teori beskriver samfundet i dets historiske udvikling. Teorien må derfor videreudvikles i takt med den samfundsmæssige udvikling. For et parti som VS er det derfor en central opgave at bidrage til denne udvikling af teorien og at omsætte teorien i praksis.
VS' opkomst og udvikling
VS blev dannet i december 1967. Selvom partiet blev dannet på et
tidspunkt hvor der på internationalt plan var stærke sociale og politiske bevægelser
under udvikling, der øvede stor indflydelse på forholdene i Danmark - Vietnamkrigen,
kulturrevolutionen i Kina og studenteroprøret - så opstod partiet på en helt speciel
dansk baggrund. Vi vil derfor koncentrere os om venstrefløjens udvikling i
efterkrigstidens Danmark.
Frem til 1958 var DKP i det store og hele det eneste realistiske socialistiske alternativ til socialdemokratiets overvældende indflydelse i den danske arbejderklasse. Hverken syndikalister i 20'erne, trotskister i 30'erne og 40'erne eller Danmarks Socialistiske Parti (DSP) i 50'erne var i stand til at bryde denne blokkonstellation.
Afsløringen af stalintidens forbrydelser på SUKP's 20. partikongres i foråret 1956 førte til en dyb autoritets- og tillidskløft i partierne, for hvem: "... Stalin stod som hovedteoretikeren i den kommunistiske bevægelse, og samtidig opbygger og leder af den virkeliggjorte utopi". Også i det danske DKP førte afsløringen til uro og opbrud i partiets rækker, men tilsyneladende kunne partiets enhed fastholdes. Men opstanden i Ungarn og den efterfølgende sovjetiske invasion knuste på en enkelt dag, hvad der havde taget år at opbygge. DKP blev splittet og blev atter engang isoleret i befolkningen.
Det endelige brud i DKP i 1958 og nyorienteringen ifht. både de kommunistiske og socialdemokratiske positioner var ikke et isoleret dansk fænomen. Det samme fandt i forskellig udgave sted i mange andre europæiske lande. Revisionen af det marxistiske grundlag betød bl.a. en omdefinering og udvidelse af begrebet arbejderklasse ("folkeparti"), opfattelsen af velfærdsstaten fundamentalt havde ændret kapitalismen til et konsumsamfund, samt en mere kritisk holdning overfor de socialistiske lande. På det organisatoriske felt brød man med det leninistiske organisationsprincip. Man tog afstand fra den demokratiske centralisme og partiets rolle som kadreorganisation, og foretrak istedet en løsere og pluralistisk organisationsopbygning.
Efter en massiv bølge af udmeldelser af DKP og eksklusion af partiets hidtidige formand, Aksel Larsen, blev besluttet at danne et nyt parti. Den 15. februar 1959 blev Socialistisk Folkeparti (SF) dannet på en stiftende kongres. Allerede ved parlamentsvalget i 1960 slog SF igennem som betydende social kraft, da det på grundlag af 150.000 stemmer fik valgt 11 folketingsmedlemmer. Men SF havde alvorlige problemer med at organisere sine vælgere og at opbygge et stabilt parti. En af konsekvenserne af den manglende stærke partiorganisation var, at det parlamentariske arbejde kom til at dominere SF's aktiviteter.
Ved parlamentsvalget i november 1966 mistede socialdemokraterne 7 mandater, men SF fordoblede sit stemmetal og fik 20 mandater. For første gang i danmarkshistorien havde arbejderpartier nu flertal. Før valget havde socialdemokraterne betegnet SF som et skjult kommunistisk splittelsesparti. Denne holdning ændredes totalt under valgkampen. Socialdemokraterne udtalte sig til fordel for et samarbejde med SF, og da arbejderflertallet efter valget var en realitet, blev SF indbudt til regeringsforhandlinger.
Forhandlingerne indledtes i dybeste hemmelighed, men med ønske fra socialdemokratisk side om at danne en fælles regering. Det blev hurtigt klart, at et sådant projekt ikke var muligt pga. uenigheder om især udenrigs- og forsvarspolitik. Områder der netop var SF's mærkesager. Alligevel gav forhandlingerne anledning til kraftige reaktioner fra SF's medlemmers side. Der var 2 hovedårsager til disse reaktioner. For det første måden som forhandlingerne blev ført på. De blev gennemført af partiformanden Aksel Larsen og et par af hans tætte tilhængere uden hovedbestyrelsens vidende. For det andet SF toppens uforbeholdne begejstring over arbejderflertallets revolutionære karakter og deres vilje til umiddelbart at opgive SF's vigtigste principper. Disse forhold førte til en naturlig frygt for, at partiet var ved at tilpasse sig socialdemokratisk politik og ved at blive opsuget af netop det system, som det var blevet grundlagt for at bekæmpe.
Efter sammenbrud i regeringsforhandlingerne blev der indledt et løst ad-hoc samarbejde, hvis duelighed i første omgang skulle vise sig ved gennemførelsen af en skattereform. Under disse forhandlinger accepterede SF ledelsen indførelsen af en merværdiafgift på 10%. Dette var et eklatant brud med SF's tidligere skattepolitik og da omsætningsafgiften trådte i kraft før andre forhandlede reformer, kan det ikke undre, at det førte til protester blandt partiets medlemmer. I juni 1967 eskalerede utilfredsheden i SF og der blev indkaldt til ekstraordinær kongres for at afklare partiets politik. Til overraskelse for de fleste vandt venstrefløjen en overvældende sejr over partiformand Aksel Larsen og hans politik. Venstrefløjen fik flertal i partiets hovedbestyrelse. Men kongresresultatet var alligevel ikke udtryk for det reelle styrkeforhold mellem fløjene i partiet.
I december 1967 kom det til brud i partiet. Den socialdemokratiske regering ønskede at indefryse en dyrtidsportion, efter at den danske krone var blevet devalueret. SF's højrefløj erklærede sig rede til at godkende et sådant indgreb i overenskomsterne, trods det at det ville føre til en forringelse af arbejderklassens levevilkår. 6 parlamentsmedlemmer af partiets venstrefløj erklærede imidlertid, at de ville stemme imod en sådan beslutning. Socialdemokratiet havde nu for anden gang i 20 år mulighed for at frigøre sig for truslen fra venstrefløjen. Partiet anvendte i 1966-67 samme taktik overfor SF, som det i 1945 havde anvendt overfor DKP. Venstreoppositionen blev så tæt omklamret, at den ikke var i stand til at mobilisere et større pres på socialdemokratiet, og når først venstrefløjens eneste kampmiddel var neutraliseret, blev sendt ad helvede til.
Samarbejdet med socialdemokratiet var for både DKP og SF udtryk for en strategisk alliance: Man havde sammen med socialidemokratiet et fælles mål og kunne sammen indføre socialismen. Arbejderflertallets korte epoke endte samme dag, som SF holdt sin 6. kongres, der var blevet indkaldt efter pres fra højrefløjen. Venstrefløjen i partiet havde ventet endnu engang at kunne stille et flertal blandt de delegerede, for derved fortsat at kunne kontrollere hovedbestyrelsen. Det var derfor et chock, da hovedbestyrelsens regnskab blev nedstemt, selvom det skete med knebent flertal. Selvom venstrefløjen ikke havde forberedt nogen ny partidannelse, var reaktionen på nederlaget entydig: Blev man i SF, ville man blive sat fuldstændig udenfor indflydelse og kun fungere som gidsler for højrefløjen og dens underminering af SF's oprindelige grundlag - især principprogrammet fra 1963. Skulle denne politik fastholdes, var det nødvendigt for venstrefløjen at bryde ud og at danne et nyt parti. Det blev starten på VS.
VS har siden sin dannelse i 1967 med få afbrydelser haft sæde i parlamentet frem til 1987. Altid med 4-6 parlamentsmedlemmer. VS har imidlertid siden sin dannelse tillagt arbejdet udenfor parlamentet størst betydning. Parlamentet skulle bruges som talerstol for partiets politik og som middel til at afsløre borgerskabet og dets partiet. I sit parlamentariske arbejde har VS arbejdet efter princippet: For selv den mindste forbedring, og imod enhver forværring af arbejdstagernes vilkår.
VS har i sit parlamentariske arbejde i både parlament og på kommunalt niveau anvendt rotationsprincippet. Det betyder, at ingen af dets medlemmer kan beklæde en post i f.eks. parlamentet i længere end 7 på hinanden følgende år. Partiet har endvidere i en række år haft en kvoteregel for at opnå en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i partiets ledende organer og på parlamentarisk niveau. Dette kom dog aldrig til at fungere fuldt tilfredsstillende.
Venstrefløjens tilbagegang i 1980'erne og udviklingen af
enhedsarbejdet
Venstrefløjen i Danmark er siden midten af 1980'erne både medlems-
og vælgermæssigt gået tilbage. Dette førte til diskussioner om udviklingen af et
enhedsarbejde mellem venstrefløjens partier. Ved parlamentsvalget i 1987 gled VS ud.
Siden 1979 havde heller ikke DKP været repræsenteret. Venstrefløjen til venstre for SF
var altså ikke tilstede i parlamentet, men lagde man dens stemmetal sammen ville det have
rakt til 6 mandater. I Danmark eksisterer en spærregrænse ved parlamentsvalg på 2%.
Der blev derfor indledt seriøse forhandlinger mellem VS, SAP (trotskister) og DKP om etablering af et valgteknisk samarbejde. For VS var udgangspunktet for disse forhandlinger en kongresresolution, hvori det bl.a. hed: "Vejen frem for den revolutionære venstrefløj i Danmark går over omgruppering, enhedsarbejde og et udvidet samarbejde med det erklærede mål, at processen på længere sigt munder ud i dannelsen af et revolutionært marxistisk parti. VS' opgave er, at fungere som katalysator i denne proces, hvor både partier, organisationer, grupper, bevægelser og også gerne uorganiserede på venstrefløjen kommer til at spille en rolle. Samlingen af den revolutionære venstrefløj er en dialektisk proces, der må tage udgangspunkt i klassekampens aktuelle muligheder. Det er nødvendigt at udvikle en bred politisk og programmatisk debat mellem alle retninger, organisationer og grupper, der erkender nødvendigheden af en socialistisk revolution".
Efter 1½ år førte forhandlingerne i 1989 til dannelsen af Enhedslisten - de rød grønne, der skulle være en fælles valgplatform. Ved platformens første årsmøde blev der valgt repræsentanter fra VS, SAP, DKP samt uorganiserede ind i dens hovedbestyrelse. Platformens politiske program var i udgangspunktet meget tyndt, hvilket især afspejlede den interne partistrid i DKP mellem stalinister og "fornyere". Striden endte i foråret 1990 med, at DKP blev sprængt. Stalinisterne gik ud, fornyerne blev tilbage og fortsatte partiets arbejde i Enhedslisten. Listen nåede imidlertid ikke at markere sig tilstrækkeligt meget og blev samtidig ramt af højrefløjens offensiv efter sammenbruddet i Østeuropa. Ved parlamentsvalget i 1990 lykkedes det derfor ikke at komme over 2% spærregrænsen. Listen fik kun 1,7%.
VS fortsatte sit arbejde som katalysator i udviklingen af platformens politik og som organisatorisk bagland. Platformen boede hos VS, og for mange VS medlemmer var deres hovedaktivitet opbygningen af platformen. Ved kommunevalget i december 1993 fik listen valgt medlemmer ind i en række kommunalbestyrelser, hvor de deltagende partier ikke længere selvstændigt stillede op.
Endelig lykkedes det ved parlamentsvalget i september 1994 at bryde 2% spærregrænsen. Platformen fik 2,5% af stemmerne og fik 5 medlemmer valgt ind. En del af årsagen skal søges i, at SF i årene forud var skredet langt mod højre og bl.a. på tværs af et stort flertal af sine medlemmer havde opfordret til at stemme ja, ved den 2. EU-Maasstricht afstemning i maj 1993.
Parallelt med opbygningen af Enhedslisten arbejdede VS på en række andre samarbejder med den resterende venstrefløj. I 1989-90 arbejdedes på en sammenlægning med SAP, der dog i sidste ende stødte på voldsom intern modstand i begge partier. Der gennemførtes konferencer og fælles debatmøder med de andre partier og grupper på venstrefløjen.
I 1990 gik VS sammen med KAP og en række uorganiserede om at oprette et nyt kulturelt-politisk magasin - Giraffen. I 1991 slog VS, SAP og KAP deres aviser sammen og lancerede ugeavisen Den Røde Tråd.
VS' status i dag
Enhedsarbejdet fra 1987 tappede imidlertid VS for mange
organisatoriske kræfter. Nogle få var uenige i udviklingen og meldte sig ud. Andre lagde
hele deres arbejde i Enhedslisten, gled bort fra partiet og meldte sig ud. Samtidig var
partiet ikke i stand til tilstrækkeligt effektivt at stå imod højrefløjens offensiv
efter sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet i 1989-92. Konsekvensen har været, at VS'
medlemstal siden 1987 er dalet fra 1000 til knapt 100 i 1995.
Partiet ser udviklingen i Enhedslisten som positiv. Det er med denne valgtekniske platform lykkedes venstrefløjen at samle kræfterne og opnå repræsentation i både parlament og kommunalbestyrelser. Men samtidig er den revolutionære omgruppering på venstrefløjen gået i stå. VS forudså i 1987 en omgruppering, der ville føre til dannelsen af et nyt revolutionært marxistisk parti, men denne proces er foreløbigt gået i stå og er udskudt på ubestemt tid. VS fortsætter derfor sit arbejde for at kunne indgå i denne omgruppering på et senere tidspunkt, når udviklingen i klassekampen er positiv overfor en sådan udvikling.