|
| Herri Batasuna demonstrationen i Bilbo fornyligt |
Man får det indtryk at Herri Batasuna og ETA ikke ønsker forhandlinger om fred, hvis man læser de danske dagblade. Det påstås at Herri Batasuna og ETA ikke har samme vilje til forhandling som Sinn Fein og IRA i Nordirland. Intet er vel mere forkert. Den video som Herri Batasuna nu trækkes i retten for at have vist, var jo netop ikke andet end en fremlæggelse af ETAs fredsudspil "Demokratisk Alternativ". Herri Batasuna ville vise den i valgkampen 1996 for at gøre den spanske befolkning opmærksom på at ETA faktisk ønsker fredsforhandlinger. ETA havde nemlig tidligere udsendt fredsforslaget skriftligt - uden at regeringen overhovedet reagerede. ETA har flere gange erklæret våbenhvile for at give regeringen mulighed for at komme til forhandlingsbordet. Herri Batasuna har gang på gang indkaldt til store demonstrationer i de baskiske gader for kravet om forhandling. Når nu Herri Batasuna s ledelse forsøges buret inde et sted mellem 6 og 12 år for at at have vist ETAs fredsudspil på video - så tegner der sig for mig et helt andet billede end det der fremstår i Informations leder. Den spanske stat forsøger med alle midler at forhindre en situation, hvor Herri Batasuna og ETA kommer i samme forhandlingsposition som Sinn Fein og IRA er det i Nordirland. Det er nok muligt at Spanien idag ikke er som under Francos diktatur, men hvis man dømmes så meget som en dags fængsel for at vise en video - så lugter det vel stadig lidt derhen ad.....
Det er klart såvel i Baskerlandet som i Nordirland at våbnene ikke bliver nedlagt uden resultater ved forhandlingsbordet. Det er også klart at våbnene ikke bliver nedlagt før der er resultater i syne, på det punkt er der heller ingen forskel på om det er i Baskerlandet eller Nordirland. Er våbnene først nedlagt er der jo ikke noget at forhandle om - så enkelt er det. I Baskerlandet har ETA klart med sit fredsudspil signaleret hvad man ønsker. Kravet er at det baskiske folk selv har retten til at beslutte hvilken tilknytning de ønsker til Spanien og Frankrig og at alle dele af Baskerlandet indrages i en demokratisk proces. ETA vil så acceptere resultatet af en folkeafsteming.
Dagbladet Information påstår endda at Herri Batasuna hænger fast i en racistisk definition af den baskiske nation. Der rammer man helt ved siden af . Jeg har gennem flere år haft en tæt kontakt til den baskiske venstrefløj og der er for mig at se ingen racistiske opfattelser. De ønsker et selvstændigt Baskerland (Euskal Herria) for alle der bor i Baskerlandet. De udgiver dagblade på både spansk og baskisk. De arbejder naturligvis for at baskisk går fra at være et andenrangssprog til at være officielt sprog og så selvfølgelig for at genoplive det baskiske sprog - Euskara, efter at det har været forbudt i 40 år. Aktvisterne i HB og andre dele af den baskiske befrielsesbevægelse består både af baskere som har baskiske rødder mange generationer tilbage og af baskere hvis familie oprindeligt kommer fra andre dele af den spanske stat. Nogen af de 500 baskiske politiske fanger har såmænd også en oldefar eller tipoldefar, der rejste til Baskerlandet for at arbejde i minerne ved Bilbao. Faktisk er Herri Batasuna det baskiske parti som opstiller i flest kommuner ved lokalvalg lige fra de næsten rent baskisk talende mod nord i Gipuzkoa provinsen til spansktalende områder i det sydlige Naffaroa (Navarra).