Medlemskab af partiet indebærer, at man tilslutter sig partiets program og aktivt arbejder for partiets vedtagne politik og, at den uenighed, der er blandt medlemmerne, betragtes som mindre afgørende end det fælles grundlag, der er udtrykt i programmet. Den vigtigste opgave for partiet er at udbrede de politiske holdninger, der er udtrykt i programmet, mobilisere til politisk handling på dette grundlag og tilbyde dem, der tilslutter sig programmet medlemskab, eller samarbejde.
Medlemmerne tager i deres politiske arbejde udgangspunkt i programmet, men står frit indenfor de rammer, som programmet afstikker. Derved bliver det muligt at indhente forskellige erfaringer af betydning for den fortsatte afklaringsproces i partiet.
VS bygger på marxistisk teori og metode den dialektiske og historiske materialisme som det bedste eksisterende redskab til forståelsen af den samfundsmæssige virkelighed. En sådan forståelse er en nødvendig forudsætning for at kunne ændre samfundet og samfundsudviklingen. Marxismen bygger på, at klassekampen er den afgørende drivkraft i historien, i samfundets udvikling fra en produktionsmåde til en anden. I sin analyse af samfundet tager marxismen udgangspunkt i analysen af modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene. Produktionsforholdene er forholdet mellem menneskene i produktionen.
Dette er nogle af grundtrækkene i den marxistiske analyse. I programmet søger vi at anvende marxistisk teori og metode til at analysere samfundenes hidtidige udvikling og udviklingstendenser. Samfundenes komplicerede virkelighed skal ikke beskrives udtømmende her, kun mere almene træk i udviklingen bliver beskrevet. Marxismen beskæftiger sig med hovedtrækkene og de vigtigste udviklingstendenser fordi det er vigtigt at forstå verden for at kunne forandre den.
Den marxistiske teori omhandler samfundene i deres historiske forløb. Teorien må således udbygges i takt med samfundenes udvikling.
For et parti som VS er det en central opgave at bidrage til denne udbygning
og gøre teori til praksis.
2. Under den kapitalistiske produktionsmåde er det profitten, ikke de menneskelige behov, som er afgørende for hvad og hvordan, der bliver produceret. De væsentligste kendetegn ved det kapitalistiske samfund er den private ejendoms og råderet over produktionsmidler og lønarbejdets dominans. De mennesker, der ejer produktionsmidlerne og dermed også råder over det færdige produkt, kapitalisterne, er ikke de samme som dem, der gennem deres arbejde skaber de samfundsmæssige rigdomme
3. Arbejderne er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at opretholde livet. For at stille deres arbejdskraft til rådighed i et vist tidsrum får de udbetalt en arbejdsløn. Men de yder mere arbejde end det der svarer til værdien af den løn de får udbetalt. Dette merarbejde, og værdien af dette, tilegnes af kapitalisten der køber deres arbejdskraft. Kapitalisten anvender dette til nye investeringer, og derigennem til produktion af ny merværdi, og til ophobning af kapital og til eget forbrug.
4. Den grundlæggende modsætning i det kapitalistiske samfund er modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet. Den klassekamp, der foregår mellem disse to grupper, udbytter og udbyttede, foregår på alle niveauer i samfundet, økonomisk, politisk og ideologisk. Klassekampen foregår overalt i samfundet, mest umiddelbart i virksomhederne, via strejker og 1ønkampe, men også i boligkvartererne og på uddannelsesinstitutionerne.
5. Klassekampen er et udtryk for den kapitalistiske produktionsmådes indre modsætning. Under kapitalismens epoke er der sket en vældig udvikling af produktivkræfterne. Vi er blevet stadig mere afhængige af hinanden for at kunne få fat på de livsfornødenheder, der skal til, for at vi kan leve. Der sker således en stadig uddybning og skærpelse mellem borgerskabets beslutninger om, hvad der skal produceres og investeres i og de samfundsmæssige behov, og dermed af modsætningen mellem produktionens sociale, samfundsmæssige karakter og tilegnelsens private karakter.
6. Gennem hele kapitalismens historie er der sket en stadig koncentration og centralisering af produktion og kapital. I kapitalismens barndom var virksomhederne små, og konkurrencen mellem dem var med til at holde priserne nede. I løbet af 19hundredetallet er flere og flere sektorer blevet monopoliseret ved at de større virksomheder efterhånden har udkonkurreret eller opkøbt de mindre. Den oprindelige form for konkurrence på varens pris eksisterer fortsat, men den dominerende tendens er storkapitalernes konkurrence om kontrollen med store produktionsenheder, kapital, råstoffer, markeder og viden.
7. Efterhånden som kapitalens muligheder for at finde nye afsætnings og investeringsmuligheder indenfor de enkelte nationalstater svandt ind, gik den over til at operere udenfor nationalstatens rammer. Kapitalismen fik hermed sin internationale dimension imperialismen. Dette medførte krav om kontrol med nye markeder, råstoffer, nye muligheder for profitable investeringer og tilgange til arbejdskraft. Det var denne udvikling, der udløste de to store krige i vort århundrede og som er baggrunden for de utallige krige, som vi har oplevet under kapitalismens epoke. Resultatet af disse krige og den konkurrence der, udløste dem, ændrede styrkeforholdet mellem de kapitalistiske magter. Ved århundredeskiftet var det England der var verdens førende kapitalistiske stat, men i sidste halvdel af århundredet har det været USA, men nu under pres fra Japan og EU.
8. Som kapitalistisk land indgår Danmark i det imperialistiske verdenssystem. Danske kapitaler er med til at udbytte arbejdere i andre lande, ligesom udenlandsk kapital er med til at udbytte arbejdere i Danmark.
9. Samtidigt med den imperialistiske udvikling har kapitalen udviklet nye måder at få mere profit på, f.eks indbygget forældelse i varerne, reklamer til at forme behov og varer der tilfredsstiller dem.
10. I det kapitalistiske samfund er arbejderne både producenter og forbrugere. Herved opstår der en modsigelse, idet kapitalisten på samme tid må søge at holde 1ønningerne nede og priserne oppe. Med jævne mellemrum opstår der afsætningskriser, som forløber på nogenlunde samme måde: overproduktion prisfald virksomhedskrak faldende produktion stigende arbejdsløshed. Der sker altså en destruktion af produktionsmidler og kapital. De svage virksomheder går under, mens de mest produktive og kapitalstærke bliver tilbage.
11. En anden modsætning i kapitalismen, der skaber kriser, er den stadige udvidelse af kapital der skal forrentes via den merværdi, kapitalejerne tilegner sig . Det medfører at der skal produceres stadig mere merværdi, for at kapitalejernes kapital kan forrente sig med en tilstrækkelig høj procent. For at denne modsætning kan løses, er det også nødvendigt, at der destrueres kapital.
12. Under de stadig tilbagevendende kriser ligger en tendens, der gør det stadigt sværere at overvinde de tilbagevendende kriser. Denne tendens skyldes de stadig større investeringer i produktionsudstyr og know how, der skal til for at skabe en arbejdsplads. Derved bliver kravet til den mængde merværdi hver arbejder skal producere stadig større, for at forrentningen af kapitalen kan blive så stor at kapitalisterne er interesserede i at investere.
13. Efter verdenskrisen i 192930 gik det kapitalistiske verdenssystem ind i en ny fase, hvor staten har foretaget stadig mere omfattende indgreb i økonomien for at hindre eller mindske kriserne. Ved finans og pengepolitiske foranstaltninger foregår der en regulering af kapital og løndannelse. Gennem oprettelsen af en statslig sektor i økonomien sker der en opsugning af noget af den overskudskapital, som akkumuleres i virksomhederne uden at der kan findes profitable investeringsmuligheder. Ved sådanne foranstaltninger er det lykkedes de moderne kapitalistiske stater at dæmpe de tilbagevendende kriser, ikke at afskaffe dem.
14. Efter den nye alvorlige krise i 1972/73 har det imidlertid vist sig, at denne politik med opsugning af overskudskapital og lånefinansiering af en del af forbruget, ikke længere er tilstrækkelig. Sammenbruddet i østblokken samt nye vækstcentre i specielt sydøst Asien har skabt nye muligheder for kapitalistisk ekspansion. Og således har det ,der kaldes den økonomiske globalisering, gjort det muligt for kapitalismen at overvinde den økonomiske krise for en tid.
15. Den Europæiske Union blev skabt som et redskab til at varetage kapitalens behov for øget internationalisering. Dette behov er blevet forstærket på baggrund af den nyeste kapitalistiske krise. I EU har bestræbelserne på at overvinde krisen fået udtryk i opbygningen af et internt kapitalistisk marked uden grænser og fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft. Det styrkes ved at etablere en politisk og militær overbygning og en ny imperialistisk magtblok Den Europæiske Union. Ved hjælp af kapital og magtkoncentration, øget vækst og teknologisk fornyelse, og ledsaget af en statslig privatiseringspolitik søger det europæiske borgerskab at øge sine profitter for at styrke sin magt i forhold til de øvrige kapitalistiske centre på verdensmarkedet og skabe et nyt økonomisk opsving for at øge dens konkurrenceevne.
16. EU skærper således klassekampen, idet det europæiske borgerskab søger at svække arbejderklassen ved at spille de nationale arbejderklasser ud mod hinanden, splitte den op i arbejdende og arbejdsløse og indskrænke de forbedringer den har tilkæmpet sig. Samtidig betyder overførelsen af magt fra de nationale parlamenter til EU's overnationale organer en indskrænkning af demokratiet og dermed af 1ønarbejdernes muligheder for at skabe bedre vilkår. Den ensidige satsning på øget vækst, hvor hensynet til miljøet er underordnet, betyder endelig en uundgåelig og fortsat undergravning af det fysiske miljø og en forværring af miljøkrisen.
17. Samtidigt med at produktionen er forøget, er der sket en accelererende tilsvining af miljøet. Denne udvikling er dels et resultat af den uhæmmede udnyttelse af naturens ressourcer, den blinde vækst og kravet om stadig mere profit, som kapitalen stiller, dels et resultat af modsætningen mellem menneskenes levevis under kapitalismen uden at tage hensyn til de muligheder og begrænsninger, naturen giver. Denne udvikling har medført, at vi står i en miljøkrise og et truende sammenbrud i det globale økologiske system.
18. Kapitalismen har udviklet stadigt dybere og mere uløselige kriser. Udtryk for den aktuelle krise er ikke blot den fortsatte undergravning af miljøet, men også den globale gældskrise, der har ført til en alvorlig skærpelse af udbytningen og forarmelsen af 3. verdenslandene. Disse problemer er nu blevet af en sådan karakter og størrelsesorden, at de er blevet en tikkende bombe under det økonomiske system. Der kan ikke længere rettes op på situationen ved hjælp af reformer. Der kræves radikale løsninger, som vil gå på tværs af kapitalens behov for at øge sine profitter og udfordre kapitalismens tilpasnings- og overlevelsesevne.
19. Den grundlæggende modsætning mellem produktionens
samfundsmæssige karakter og tilegnelsens private karakter og dermed
kontrollen med hvad der produceres og hvordan det gøres, kan kun
ophæves ved at afskaffe den private ejendomsret til produktionsmidlerne
og erstatte den med producenternes kollektive ejendomsret og deres fælles
beslutninger om investering, produktion og hvordan produktionen skal foregå.
Men også ifølge de russiske revolutionære var forudsætningen for at revolutionen kunne lykkes i det tilbagestående landbrugsland, at revolutionen også brød ud i Europa og resten af verden. Det skete ikke på grund af sociale, økonomiske og politiske indrømmelser fra den herskende klasse til arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande. Og som følge af de store arbejderpartiers accept af borgfredspolitikken. Borgerkrig og de imperialistiske magters angreb på Sovjet-staten decimerede fysisk den russiske arbejderklasse, og den politiske udvikling blev snart bestemt af det sammensmeltede parti- og statsapparat.
Da revolutionen udeblev i det øvrige Europa og resten af verden, blev socialismen opgivet. For den nye overklasse i parti- og statsapparat blev opgaven nu at gennemføre en national opbygning indenfor Sovjet-statens rammer. Det vil sige at sørge for en kapitalistisk udvikling blot med staten som eneaktionær. Udviklingstrategien blev, i lighed med den udvikling øvrige kapitalistiske lande gennemløb, at sørge for opbygning af en basisindustri. Det nye statsbærende lag i parti- og statsapparat fastholder den socialistiske ideologi, og bruger denne ved siden af statens direkte undertrykkelsesapparater, til at kræve afsavn og opofrelse.
I Sovjet og den øvrige østblok blev strategien med opbygning af basisindustri fastholdt uændret. Modsat den oslash;vrige kapitalistiske udvikling opstod der derfor ikke konsumindustri eller udvikling af en servicesektor. Det betød blandt andet, at befolkningens umiddelbare behov for forbrugsvarer og serviceydelser ikke blev tilgodeset. Dette - sammen med, at der hverken var politisk eller markedsmæssig styring på økonomien - betød, at der i slutningen af 80'erne skete et politisk og økonomisk sammenbrud.
21. De samme udviklingstendenser er set i de andre lande med
socialistiske revolutioner. I Kina indledte parti- og statsapparatet før
et endeligt og åbent sammenbrud, en åben kapitalistisk udvikling.
Den herskende klasse har derfor kunnet fsatholde dele af sit ideologiske
udgangspunkt, fastholde den samfundsmæssige magt og samtidigt øge
udbytningen og sine privilegier. På Cuba har det nationale opbygningsprojekt
stadig opbakning, hvorimod de områder, der bærer præg
af socialistisk ideologi træder i baggrunden. Sociale og økonomiske
forbedringer samt USA-imperialismens tætte nærvær har
sikret Cubas parti- og statsapparat befolkningens opbakning, fordi det
synes at være den eneste udvej til at sikre en egen national udvikling,
uafhængig af USA.
.
22. Siden 2. verdenskrig har en række stater i Asien,
Afrika og Latinamerika gennemført anti-imperialistiske revolutioner.
Men i ingen af disse eksisterede der de materielle betingelser for at opbygge
socialisme. I stedet forsøgtes at sætte en national opbygning
med industriel udvikling i gang. Dette skete samtidig med større
eller mindre anvendelse af et socialistisk ordvalg, og større eller
mindre grad af inddragelse af arbejder- og bondebefolkning i processen.
Forsøgene mislykkedes så langt, som de forblev isolerede eller
direkte inddæmmet af de kapitalistiske lande. Men, afhængig
af udgangspunktet, lykkedes det for enkelte lande at fremstå idag
som lande med en "normal" kapitalistisk udvikling.
23. Da imperialismen fortsat er den altdominerende kraft på verdensplan, vil den stadig søge påny at underordne overgangssamfundene direkte under det kapitalistiske system. Metoderne for påtvingelse af denne underordning er forskellige. Lige fra direkte aktion såsom militær intervention eller åben økonomisk blokade og embargo, til mere skjulte, som økonomiske handelshindringer og anvendelse af Verdensbank og internationale kreditinstitutioner til gennemtvingelse af en bestemt økonomisk politik.
Klassekampen fortsætter derfor efter den anti-imperialistiske
revolution. Udfaldet af den afhænger af faktorer som de internationale
magtkonjunkturer, herunder den internationale klassekamp, styrkeforholdet
mellem klassekræfterne og de ledende kræfters erfaringsgrundlag.
25. Det kan vi som revolutionære socialister stille os tilfreds med, for det bekræfter vores mangeårige opfattelse af, at der ikke har været tale om socialistiske stater. Men vi erkender, at sammenbruddet i disse lande falder tilbage på hele den socialistiske bevægelse, og at disse landes udvikling har rejst mange problemer omkring mulighederne og betingelserne for en virkelig socialistisk udvikling. Problemer, som vi endnu ikke har konkrete svar på.
26. I det hele taget viser successen for den borgerlige ideologiske offensiv, at alle socialister på mange punkter må tænke om igen. Hovedårsagen til denne succes er, at de revolutionære ikke har haft en anvendelig teori om mål og midler i kampen for socialismen, men højst almene principper. Det er derfor yderst påtrængende at kræfterne forenes for at udvikle denne teori.
27. Men vi behøver ikke begynde helt forfra. Med Marx'og Engels' indsats, blev der grundlagt men også kun grundlagt en videnskabelig teori og metode til forståelse af verden, og udviklingen af midlerne til at forandre den. Derfor må vi begynde med at besvare spørgsmålet: HVAD STÅR FAST i vor hidtidige opfattelse af socialismen og kommunismen.
28. Vi har her forsøgt, så kort og klart som muligt, at fremstille vores opfattelse af marxismens grundlæggende principper om socialisme og kommunisme. Det er således ikke noget forsøg på at give et altomfattende svar på socialismens og kommunismens problemer, endsige et udtømmende svar på, hvordan vi realiserer socialismen i vores eget land. Det er heller ikke noget forsøg på at udforme et bredt agitatorisk svar på den borgerlige offensiv.
29. Sagen er, at sådanne svar ikke kan produceres af VS alene, eller af nogen af de andre revolutionære partier og grupper. De kan kun udvikles gennem en fælles handling og diskussion på hele den revolutionære venstrefløj, og i en diskussion mellem den revolutionære og den reformistiske retning i arbejderbevægelsen.
30. Vi håber derfor, at alle der opfatter sig som kommunister
i ordets oprindelige betydning vil tage handsken op, så vi i fællesskab
kan skabe det teoretiske fundament for en offensiv imod den borgerlige
ideologi i dens forskellige afskygninger.
32. Det er et samfund, som på enhver måde er en negation, ikke bare af kapitalismen, men af ethvert klassesamfund. Det vil sige et samfund uden materiel nød, økonomisk udbytning, ejendomsret, stater og krige. Kort sagt, et samfund uden klasser og klassekamp.
33. Det følger heraf, at kommunisme er andet og mere end offentlig ejendomsret til produktionsmidlerne. Kommunisme er socialisering af produktionsmidlerne. Det vil sige ophævelse af enhver form for ejendomsret, derved at den er fælles for hele samfundet, og producenternes, de arbejdendes selvforvaltning af produktionsmidlerne, produktionsresultatet, såvel som af hele samfundets liv.
34. Selvom verden endnu ikke har set et sådant samfund, så har næsten alle mennesker en drøm om det. Ikke ret mange tror på, at det kan realiseres. Og ingen har fantasi til at forestille sig, hvordan det mere konkret skal udformes. Det drejer sig da heller ikke om at udtænke en eller anden detaljeret utopi, om hvordan sådan et samfund skal indrettes. Det drejer sig om at se, at det kapitalistiske system allerede har frembragt vigtige forudsætninger for, at menneskeheden kan tage skridt i kommunistisk retning. Og at udvikle de kim til et andet samfund, som allerede findes.
35. De vigtigste forudsætninger er:
En arbejderklasse, der i modsætning til alle andre undertrykte klasser historien har set, kun kan befri sig selv, ved at befri hele samfundet for udbytning og undertrykkelse.36. Hermed også sagt, at kommunismen ikke kan realiseres hverken i et enkelt land, eller en gruppe lande alene. Det må nødvendigvis være en verdensomspændende proces, der først er afsluttet, når hele verden er kommunistisk.En samfundsmæssiggørelse af produktionen, med udviklingen af enorme produktivkræfter, som anvendt og udviklet rigtigt, kan bidrage til at afskaffe materiel nød i hele verden, såvel som til at indskrænke den nødvendige arbejdstid til et absolut minimum.
Internationalisering af kapitalen som imperialisme der har inddraget hele kloden som udbytningsobjekt. Men samtidig også har skabt en altomfattende verdenshandel og kommunikationsmidler, som muliggør virkeligt mellemfolkeligt samvirke, og en global bevidsthed hos hele menneskeheden.
38. Det er en periode, hvor kampen mellem den kapitalistiske og den kommunistiske produktionsmåde foregår på alle niveauer. I økonomien udspiller den sig, som en stadig kamp mellem plan og marked, mellem kapitalistisk anarki og bevidst, kommunistisk fordeling af kollektivets produkter til kollektivet. I politikken som en kamp mellem folkets selvforvaltning af samfundet, og styrkelsen af en særlig elite, der adskilt fra folket leder og fordeler. I ideologien, som en kamp mellem borgerlig individualisme og vanens magt på den ene side, solidaritet og kollektivisme på den anden side.
39. Det følger heraf, at det vil være umuligt at indføre fælleseje af produktionsmidlerne, ja selv statslig ejendomsret til alle væsentlige produktionsmidler, og de arbejdendes selvforvaltning af disse, på en gang. I en meget lang periode vil socialiserede sektorer af økonomien eksistere side om side med såvel privat ejendomsret, som overgangsformer til fælleseje, såsom statslig ejendomsret, kooperativer, andelsforeninger, kredit og investeringsforeninger, pensionskasser m.m.
40. Selv i en meget fremskreden periode, hvor de kapitalistiske produktionsforhold stort set er afskaffet, vil de oprindelige modsætninger mellem åndens og håndens arbejde, kvinde/mand, og by/land producere nye klassedelinger, med mindre samfundet forstår at løse disse modsætninger dialektisk.
41. Kort sagt: Klassekampen fortsætter i hele den socialistiske
overgangsperiode, og er også i denne periode historiens vigtigste
drivkraft. Lige så længe, vil der være mulighed for at
kapitalismen genopstår i nye former. Derfor er den socialistiske
overgangsperiode mellem kapitalisme og kommunisme, en periode med uafbrudt
revolutionering af produktionsforholdene, såvel som af menneskenes
bevidsthed. En periode der indledes med, at arbejderklassen og dens allierede
erobrer den politiske magt, men som først afsluttes når hele
verden er kommunistisk.
Og hvor disse krav gang på gang sætter magthaverne på en hård prøve, og får dem til at gribe til løgn, vold og krig, for at undertrykke kravene.
43. Men selv om kapitalismen selv frembringer vigtige forudsætninger for socialisme og kommunisme, så er overgangen til socialismen ingen naturlov. Kapitalismens enorme ressourcespild og ødelæggelse af produktivkræfter er tværtimod i færd med at ødelægge hele naturgrundlaget for menneskeheden. Hvis den da ikke før vi kommer så langt har ødelagt kloden gennem et utal af "lokale" krige, og muligvis også gennem en altomfattende krig med atomare og kemiske våben. Folkene i hele verden står derfor i realiteten over for valget mellem barbari eller socialisme.
44. Socialistisk revolution vil sige, at arbejderklassen og dens allierede nedbryder den borgerlige stat, og erstatter den med en socialistisk. Det vil sige en helt ny type stat, som historien indtil nu kun har set i glimt. Nemlig en stat, der bygger på det arbejdende folks selvskabte magtorganer. En stat, der i modsætning til alle andre stater i historien, har som langsigtet mål at overflødiggøre sig selv, sammen med det klassesamfund som den er skabt for at afskaffe. En stat som også allerede fra første dag tager konkrete skridt til at realisere dette mål.
45. Revolutionens indhold nedbrydelse af den borgerlige stat, og etableringen af en socialistisk er således givet på forhånd. Men revolutionens form og forløb er umuligt at forudsige. Forsøg på det vil føre til skematisme og manglende evne til at påvirke den faktiske udvikling. Ikke desto mindre må de revolutionære udtale sig om hvilke principper, de arbejder efter i forberedelsen af revolutionen.
46. På grund af kapitalismens ujævne udvikling i de forskellige lande, er det både muligt og nødvendigt at begynde den socialistiske overgangsperiode i et enkelt land. Men i kraft af kapitalens internationalisering er det ikke sandsynligt, at sådanne forsøg kan blive til varige resultater, hvis de ikke umiddelbart efterfølges af lignende forsøg i andre lande. Arbejderklassen kan ikke lave revolution alene i noget land. Det drejer sig om at opbygge en alliance med folket i hvert land, såvel som en global alliance mellem folkene i de imperialistiske lande, og de undertrykte nationer.
47. Revolutionære situationer opstår uafhængigt af de kæmpende klassers bevidste vilje, og som følge af et kompliceret samspil mellem en lang række nationale og internationale faktorer. Men til syvende og sidst opstår de på grund af de uforenelige indre modsætninger i det kapitalistiske system. Den umiddelbare anledning til en revolutionær situation kan være alle mulige enkeltspørgsmål, under overskrifterne: Økonomisk krise, krig, miljø og naturkatastrofer. De kendetegnes i alle tilfælde af, at den herskende klasse ikke længere kan regere, og at folket ikke længere vil regeres. Og at samfundets normale institutioner som følge heraf ikke fungerer. Men alle revolutionsforløb når før eller siden frem til det afgørende spørgsmål: Spørgsmålet om staten.
48. Revolutionære arbejder konsekvent for en fredelig overgang til socialismen, og for at der er et flertal af folket bag arbejderklassens magtovertagelse. Historien har imidlertid endnu ikke fremvist eksempler på, at en herskende klasse frivilligt har afgivet magten. Det er tværtimod sandsynligt, at det internationale borgerskab vil gribe til alle midler, herunder voldelige og militære, for at fastholde den. De vil heller ikke vige tilbage for at sætte de demokratiske institutioner og rettigheder ud af kraft, som de selv har indført.
49. Derfor må de revolutionære samtidig med at de arbejder for en fredelig udvikling forberede både sig selv og folket på, at revolutionen kan få et andet forløb. I en situation, hvor det borgerlige samfunds normale funktioner er brudt sammen, hvor den herskende klasse forbereder et militærkup eller forsøger at hente militær hjælp hos deres allierede i andre lande, kan det blive nødvendigt for arbejderklassen og dens allierede at gribe magten, om fornødent i form af et væbnet oprør, og uden at der er konstateret noget parlamentarisk flertal herfor.
50. Det bedste middel til at mobilisere arbejderklassen og dens
allierede, såvel som til at sikre de bedste betingelser for en fredelig
udvikling af revolutionen, er en bred reformkamp for folkets umiddelbare
interesser. En kamp, hvor det er nødvendigt at benytte sig af det
borgerlige samfunds institutioner, herunder parlamentarismen, så
længe de fungerer. Det kræver ikke den store analyse for at
slå fast, at det netop er i denne fase vi befinder os idag. Men da
det borgerlige samfund hverken kan eller vil rumme en konsekvent kamp for
arbejderklassens og dens allieredes reformkrav vil vi ikke undlade at oplyse
om, at sådan en kamp vil bidrage til at skærpe klassekampen
frem til det punkt, hvor magtspørgsmålet sættes på
dagsordenen.
52. I overensstemmelse hermed arbejder revolutionære for, at modsætningerne i en socialistisk stat løses gennem åben politisk kamp, og ikke ved bureaukratiske metoder. Det indebærer, at alle klasser og lag skal have mulighed for at organisere sig med henblik på denne åbne politiske kamp, såvel i masse og interesseorganisationer, som i politiske partier.
53. I samme forbindelse afviser vi teorien om, at et revolutionært parti skal have monopol på magten. Et revolutionært partis ledende rolle kan kun være politisk, og den må det gøre sig fortjent til, ved at foreslå og vinde opbakning til de politiske retningslinjer, som kan bringe samfundet videre frem mod kommunismen.
54. En konsekvent udvidelse af de borgerlige demokratiske frihedsrettigheder er imidlertid kun den ene side af det socialistiske demokrati. Den anden side er udviklingen af en helt ny demokratisk organisering af samfundet, på basis af de magtorganer i mangel af bedre ord: arbejderråd som folket selv skaber i opgøret med den borgerlige stat.
55. Det er umuligt at forudsige de konkrete former, som denne
nye stat vil antage. Forsøg på det vil føre til manglende
lydhørhed over for de organisationsformer, som folket udvikler i
revolutionens forløb. Alligevel må revolutionære allerede
idag gøre sig nogle tanker om, hvordan det socialistiske demokrati
kan organiseres. Det vil vi gøre i det følgende, ikke som
et færdigt skema, efter hvilket virkeligheden haver sig at rette.
Men som et forsøg på at anskueliggøre rådsmagtens
principper.
57. Rådene skal sikre at
alle lever et menneskeværdigt liv,58. Principper for rådenes virke:alle får de nødvendige goder til livets opretholdelse,
alle kan udføre den mængde samfundsnødvendigt arbejde, der skal til for, at de kan reproducere sig selv, og til at samfundsinstitutionerne kan fungere og til, at der er tilstrækkeligt overskud til at forny produktionsapparatet.
alle der arbejder/bor indenfor et råds virkeområde har valgret og valgbarhed til rådene,59. Den umiddelbare magt over produktionen er i arbejderrådene på de respektive arbejdspladser. Arbejderrådene er den direkte organisering af de mennesker, der deltager i organiseringen og gennemførelsen af produktionen i en given virksomhed.rådenes forhandlinger er offentlige og kan ikke gøres hemmelige
alle medlemmer i rådene kan til enhver tid skiftes ud,
ingen kan vælges til rådene for længere tid end en fastsat afgrænset periode ad gangen,
deltagelse i rådenes arbejde lønnes ikke bedre end gennemsnittet indenfor rådets kompetenceområde, ved valg til rådene sikres de politiske mindretal rimelig repræsentation gennem udformningen af valgreglerne.
Disse råd planlægger og tilrettelægger produktionen ud fra:
de rammer, som naturen stiller for en økologisk forsvarlig produktion,de rammer, som den menneskelige fysiologi og psyke stiller til produktionsapparatets udformning.
de aftalte mål for produktionen, der er etableret imellem andre råd og planlægningsinstanser og arbejdstidens daglige længde, ud fra:
60. Beboerrådene er den demokratiske magt i boligkvartererne. De vælges af og blandt de individer, der bor i et givet lokalkvarter. Rådet tilvejebringer, bestyrer og vedligeholder lokalkvarterets boliger, rekreative områder og trafikanlæg (veje, stier, kloakker, vand kommunikationsanlæg, mv.). Rådet stiller krav til de produkter, der leveres til beboernes reproduktion, og til fornyelse og udvidelse af kvarterets faciliteter. Produktionen/etableringen af disse varer/faciliteter varetages af de relevante produktionsvirksomheder.varigheden af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, ethvert individ må gennemføre for at kunne reproducere sig selv og varigheden af den tid ethvert individ må arbejde for at producere den værdi, der er nødvendig, for at forsørge opvoksende børn, syge og gamle, der ikke selv er i stand til at deltage i produktionene i den tid, det er nødvendigtvarigheden af den tid ethvert individ må arbejde, for at producere sin del af det overskud, der skal til for at samfundet kan fungere.
61. Begge former for råd organiserer sig i en lokal, regional, national, global ramme. Disse koordinerer rådenes arbejde. Hvordan rådene på andre niveauer end det lokale organiseres og vælges må vokse ud af den praksis, der udvikles.
En stat opbygget på grundlag af arbejder og beboerråd udelukker ikke en national folkeforsamling, valgt ved almindelige, direkte og hemmelige valg. Det ville tværtimod være et historisk tilbageskridt at etablere et nationalt råd, der var valgt ved indirekte valg i de lokale og regionale råd. En sådan national folkeforsamling som man gerne må kalde "folketing" vil imidlertid adskille sig fra det borgerlige parlament ved, at man også her anvender rådenes principper om de valgtes direkte ansvarlighed, aktiv deltagelse i udførelse af beslutningerne, tilbagekaldelsesret og gennemsnitsløn.
62. Beslutninger om forhold, som rækker ud over arbejdspladsen selv (f.eks. produkternes mængde og beskaffenhed, standarder for lugt og støjgener samt hensyntagen til naturens bæreevne), træffes i samråd med beboerrådene for områderne omkring arbejdspladsen. Ved interessekonflikter, som ikke kan bilægges af arbejder og beboerrådene selv, konstitueres de regionale, nationale eller globale råd alt efter konfliktens rækkevidde. Disse instansers afgørelser er herefter gældende.
63. Den dømmende magt udøves af folkedomstole valgt af samme forsamlinger som vælger rådene, dog sådan at der ikke må være sammenfald mellem personer, der sidder i rådene og personer, der har sæde i folkedomstolene. Der er valg til folkedomstolene efter aftalte terminer. Medlemmerne i folkedomstolene er ikke på valg hele tiden. Såvel dommere som embedsmænd i administrationen er underlagt de rådsdemokratiske principper om de valgtes direkte ansvarlighed, aktiv deltagelse i udførelse af beslutningerne og gennemsnitsløn.
64. De regionale, nationale og globale råds opgaver vil herudover være at planlægge de forhold, som ikke lader sig planlægge på lokalt niveau. Der kan være tale om vejanlæg, kollektiv trafik, energi, telekommunikation og dele af produktionen, som naturen ikke selv giver mulighed for at være selvforsyningsproduktion.
65. Militær og våbenmagt, som vi kender den i verden
idag, vil blive demonteret og opløst. Forsvaret af samfundene og
menneskene lægges i hænderne på de lokale råd,
der får rådighed over lette våben til at varetage denne
opgave. Organiserede hære, som vi kender dem idag, skal ikke etableres.
Individerne i de lokale råds virkeområder kan af de lokale
råd bevæbnes, hvis rådet vurderer at dette er nødvendigt
for at bevare rådets suverænitet og integritet.
Kampen om den samfundsmæssige magt udgør en vigtig magtbastion og er samtidig en træningsbane for løn arbejdernes og forbrugernes kollektive erfaringer med selvforvaltning inden for såvel reproduktionsliv som produktionsliv.
I et sådant samfund er de systembærende klassers magtudøvelse gennem statsapparatet ofte et usynligt fortætningspunkt, der vanskeligt lader sig lokalisere på bestemte adresser. Samspillet mellem den udøvende magt og de stærke kapitalfraktioner afdækkes på perfekt vis gennem EU statens opbygning og de eksisterende forsøg på at oppuste dette apparat.
Kampen om den samfundsmæssige magt vil før eller siden
resultere i kampen om staten. Dette oprør kan antage mange former.
Den mest efterstræbelsesværdige situation (som vi har oplevet
i Portugal i midten af 70'erne, i Polen og glimtvis på Filippinerne)
er den brede massebevægelses succesrige underminering af statsapparatet,
der igen er betinget af kriseopløsning hos de system og statsbærende
klasser kombineret med mangfoldige ophobede modsætninger i samfundslivet.
Her er tale om ganske bestemte historiske situationer, der angiver muligheder
for skarpe magtopgør med et minimum af omkostninger.
De enkelte lag vil ofte udvikle særinteresser med udgangspunkt i snævre sociale positioner, hvorfor der både i den dagsaktuelle kamp og i et større strategisk perspektiv er behov for at udvikle politiske drivkræfter, der kan fastholde et samlet klassekampsperspektiv. I denne sammenhæng har de revolutionære en særlig opgave.
Der må altså udvikles krav og perspektiver, der binder de udstødte, de arbejdsløse og lønarbejdere i privat og offentlig sektor sammen.
Behovet for et solidarisk, internationalt orienteret helhedsperspektiv
skærpes i en verden, hvor nedslidningen af naturgrundlaget fortsætter
uhæmmet og de rige kapitalistiske landes udbytning af den tredje
verden er massiv og nådesløs.
at de forskellige lønarbejderlag er repræsenteret i partiet, herunder ikke mindst udstødte grupper, der ikke i dag har organisatorisk og politisk mæle.Skal partiets medlemmer kunne udvikle en systematisk, kollektiv arbejdsstil i et samfund præget af individualisme fordrer dette imidlertid skabelse af fælles aktivitetet og handlinger, hvor partimedlemmer mødes på tværs af faglige, lokale og branchemæssige skel. Den kollektive arbejsstil udspringer først og fremmest af fælles praksisdeltagelse i fælles politiske kampe.at de forskellige sociale interesser og erfaringer bearbejdes
at politikudviklingen bygger på medlemmernes diskussioner og erfaringer.
at der træffes grundige fælles beslutninger som partiets medlemmer indser nødvendigheden af at føre ud i praksis.
Et gennemført demokratisk revolutionært parti må
derfor evne at frembringe politiske analyser, perspektiver og mere samlede
alternativer uden på nogen måde at forcere udviklingen i bevægelsesarbejdet.
Den åbne diskussion om partiets politik og de kritikpunkter, der
kan rejses i bevægelser og interesseorganisationer, er afgørende
for et revolutionært partis fornyelse. Omvendt må partiets
medlemmer aldrig vige tilbage for at kritisere fremkomsten af særinteresser,
privilegier og hierarkiske strukturer, som indebærer, at andre lønarbejdergrupper
trædes under fode og det samlede klasseperspektiv forsvinder (pensionskasser,
høje lønninger til fagforeningsledere, skattefradrag, m.v.).
72. I det kapitalistiske samfund vi har i Danmark fremstilles staten som stående over klasserne og klasseinteresserne. Derved påstås den at være neutral i interessekonflikter mellem arbejderne og borgerskabet, og kan som sådan gribe ind i konflikter for at varetage "samfundets" interesser. Som her i sidste ende er borgerskabets interesser.
73. Det nuværende statsapparat i Danmark er vokset ud af den enevældige statsmagt fra 1800tallet. Ved den fredelige borgerlige revolution i 1848, overtog det danske borgerskab formelt magten over den danske stat.
74. Det centrale kendetegn ved det parlamentariske demokrati i Danmark, Folketinget, er at det er her den formelle magt i samfundet er placeret. I kraft af at der er lige og almindelig valgret til Folketinget, er det også her man finder det mest direkte udtryk for folkets nationens interesser, "folkeviljen". Disse formelle bestemmelser siger samtidig intet om, hvor den reelle magt i staten er placeret, og hvad det er for aktiviteter staten sætter i værk. Tværtimod er det parlamentariske demokrati med til at tilsløre disse reelle forhold i staten. Så lang tid dette formelle skær kan opretholdes som en politisk realitet, vil parlamentet være i stand til at føre de undertrykte klassers politiske kamp ind i parlamentet, eller i apparater, der er oprettet i nær tilknytning til dette, uden at der stilles spørgsmålstegn ved den kapitalistiske stats aktiviteter. Der er sket en lang række indrømmelser overfor de forskellige sociale klasser. På den måde slår den politiske kamp igennem i staten, uden dog grundlæggende at rokke ved magtforholdet i klassekampen, og derved ved statens afgørende træk.
75. Siden 1848 har arbejderklassen og dens allierede tilkæmpet sig stadig flere borgerlige rettigheder. Retten til at tale frit, retten til at forsamles, retten til at danne fagforeninger og til at organisere sig, almindelig valgret og valgbarhed til kommuner og folketing. Dermed har arbejderklassen og dens allierede tilkæmpet sig retten til at være med til at administrere det kapitalistiske Danmark.
76. Retten til at være med til at administrere det kapitalistiske samfund kan kun opretholdes, sålænge det sker indenfor de rammer borgerskabet har fastlagt. Ejendomsretten og retten til kontrollen af investeringsmidlerne må ikke antastes. Sker dette griber borgerskabet i sidste ende til anvendelse af voldsapparatet.
77. Denne ret har arbejderklassens politiske repræsentanter i folketinget udnyttet til at kæmpe for forbedrede sociale og økonomiske forhold for arbejderklassen og dens allierede. Forsvaret af de forbedrede forhold og kampen for nye forbedringer anser VS for en vigtig del af arbejdet i folketinget. VS vil støtte denne kamp også ved at støtte Enhedslistens valg til og arbejde i folketinget.
78. Folketinget er også en vigtig faktor i skabelsen af holdninger i det kapitalistiske Danmark. Som politisk talerstol er folketingets talerstol derfor vigtig for at påvirke danskernes politiske holdninger og vise hvordan det kapitalistiske system hænger sammen. Samtidig er det også de revolutionæres opgave, både i og udenfor folketinget, at påvise de politiske begrænsninger i arbejdet indenfor den borgerlige stats og folketingets rammer. VS må konsekvent agitere for politiske alternativer til den borgerlige klassemagts udøvelse. Uanset om disse er aktuelt realisable eller ej (dette kan kun klassekampen afgøre). Og her især understrege socialismens aktualitet, som det eneste konsekvente svar på arbejderklassens kamp for frigørelse, imod undertrykkelse og udbytning. En kamp, der ikke blot føres af arbejderklassen selv, men for alle undertrykte klasser og lag, og som derfor også rummer klare alliancemuligheder i kampen mod borgerskabet og dets stat.
79. VS arbejder for at fastholde og udbygge de demokratiske landvindinger som arbejderklassen og dens alliancepartnere har tilkæmpet sig indenfor rammerne af det borgerlige demokrati: organisationsret, forsamlingsret, strejkeret, ytringsfrihed, retssikkerhed, religionsfrihed med videre. Disse almene demokratiske rettigheder vil VS arbejde aktivt for at forsvare og udvide. VS ser disse rettigheder og udvidelsen af dem som en central del af den socialisme vi ønsker indført i Danmark og resten af verden.
80. Op gennem 30'erne og efter 2. verdenskrig var det nødvendigt for at opretholde borgerskabets økonomiske og politiske herredømme, at statsmagten fik en stigende indflydelse på økonomien. Statsapparatet blev i stigende grad brugt til at gribe ind i markedet, løndannelsen og produktionen. Dels for at udjævne de stadig tilbagevendende kriser og dels for at afbøde nogle af de værste virkninger af den kaotiske måde, den kapitalistiske produktion foregår på. Endelig overtog statsapparatet i stigende grad dele af arbejderklassens reproduktion, samt uproduktive dele af den kapitalistiske økonomi.
81. Denne større indblanding i økonomien fra statens side faldt sammen med, at arbejderklassen og dens allierede vandt en større politisk styrke og at det derved blev muligt, bl.a. ved overførselsindkomster via staten, at tilkæmpe sig en større del af merværdien.
82. Med 70ernes og 80ernes dybtgående krise har borgerskabet ændret sin politiske kurs. Dele af borgerskabet ønsker det traditionelle klassesamarbejde opsagt, og et opgør med velfærdsstaten. Arbejderklassens reproduktion, der i udstrakt grad foregår kollektivt via det offentlige apparat, skal atter i større grad påføres arbejderklassen som private spørgsmål og løsninger, alt imens arbejderklassen og dens allierede, via skatter og andre afgifter, pålægges at rydde op, når kapitalen ødelægger miljøet i dens evige jagt på profit. Privatisering og brugerbetaling er de slagord, der bruges i den ideologiske kamp for omformning af samfundet. Og angrebene på arbejderklassens positioner, klarest set i angrebene på dagpengesystemet, sundhedssektoren og det sociale sikringssystem. Stillet overfor lokal statsbankerot og økologisk verdenskrise, må borgerskabet benytte ethvert kampskridt for at svække og splitte arbejderklassen og dens potentielle allierede. Den lange periode på lånte fjer og penge er ved at være slut, og borgerskabet kæmper på den ene side for at fravriste statsapparatet enhver indtægtsgivende funktion, og på den anden side overføre alle tabsgivende funktioner til staten, for også på den måde at svække arbejderklassen.
83. Grundlæggende ændres statens funktion dog ikke, tværtimod bruges statsmagten offensivt til at gribe ind i klassekampen bl.a ved stigende politirepression, og ved indgreb og rammer for de kollektive overenskomster. I disse år sker der dog den ændring i statens rolle, at der opbygges fungerende og indgribende internationale statsapparater: EU, OECD, Vestunionen med videre. Borgerskabets internationale interesser får derved nye passende organer.
84. De økonomiske, politiske og sociale forbedringer som arbejderklassen og dens alliancepartnere har tilkæmpet sig fra 30erne til idag, er under angreb og forringes til stadighed. De revolutionære tendenser, som opstod i 70erne i et opgør dels med borgerskabets reaktionære og voldelige imperialistiske kræfter, dels med det socialdemokratiske velfærdsprojekt, dels med KPpartiernes stivnen, er på retræte (eller direkte indoptaget i samme velfærdstats vidtforgrenede institutioner). Den afgørende politiske og ideologiske krise, som det internationale borgerskab gennemlevede i slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne, er vendt til en ideologisk offensiv. Denne krise for imperialismen slog ind både overfor store dele af arbejderklassen og intelligentsiaen og var derfor af afgørende skadevirkning. Men fordi arbejderklassen og dens politiske repræsentanter var og forblev splittede, har borgerskabet kunnet tilbageerobre mere og mere af det politiske initiativ.
85. Det er derfor af afgørende vigtighed, om det lykkes i en samtidig proces at forene på den ene side de revolutionære kræfter i Danmark, på den anden side en bred, demokratisk, antiborgelig bevægelse vendt mod borgerskabets reaktionære offensiv, de racistiske tendenser i alle klasser og lag, den militære oprustning og den globale tilsvining og nedbrydning af naturen.
En bevægelse for en arbejderpolitik i bred forstand har vanskelige
kår. Dels kæmper man mod en generel desillusionering inden
for arbejderklassen og de øvrige undertrykte klasser og lag, som
bl.a skyldes manglen på et politisk lederskab for disse interesser
og den kraftige undergravning af de faglige og sociale positioner. Dels
kæmper man mod en modstand på det politiske plan fra arbejderklassens
reformistiske repræsentanter mod at alliere sig "til venstre" og
tage kampen åbent op mod borgerskabet.
87. Ifølge reformistisk opfattelse skulle arbejderbevægelsens partier ved at deltage i valgene og vinde styrke i parlamenterne gradvist kunne erobre den borgerlige statsmagt og derefter bruge den som redskab for en socialistisk omformning af samfundet.
88. Der er to vigtige årsager til den reformistiske strømnings fremgang. Dels har arbejderklassen og dens allierede igennem det meste af dette århundrede formået at tilkæmpe sig stadige forbedringer lønmæssigt og socialt. Dels har kapitalisterne store profitter og den politiske strategi som borgerskabet har fulgt, har givet dem mulighed for at øge arbejdslønnen og gennemføre en omfattende socialpolitik.
89. De reformistiske partier og den reformistiske del af fagbevægelsen har bygget på forestillingen om, at en ubrudt stigning i produktionen skulle gøre det muligt at tilfredsstille alle arbejderklassens behov. Herved skulle modsætningen mellem lønarbejde og kapital efter deres mening træde i baggrunden.
90. For de reformistiske partier er den kapitalistiske økonomiske
ekspansion således næsten blevet ensbetydende med fremgang
for socialismen. Derfor har disse partier også været mere end
villige til at overtage regeringsmagten i de kapitalistiske samfund for
at prøve at "løse" eller i hvert fald dæmpe de konflikter,
som opstår af det kapitalistiske samfunds indre modsætninger.
92. I dag er 3. verdenslandenes gældsbyrde så voldsom, at den kan underminere såvel det globale økonomiske som økologiske system. Hver gang et nyt lån tilvejebringes, får det internationale storborgerskab fri adgang til at udbytte mennesker og natur i 3. verdenslandene. Og for at gøre ondt værre: 3. verdenslandene tvinges til at gøre deres erhversstruktur mere og mere eksportorienteret og ensidig for at hale valuta hjem til afbetaling af gæld. Under denne proces udpines jorden mere end nogensinde . Forudsætningen for en ændring af den globale økologiske katastrofe er derfor et opgør med de imperialistiske udbytningsmetoder, herunder en frigivelse af 3. verdenslandenes gældsbyrde.
93. Den globale miljøkrises grundlæggende karakter er, at udnyttelsen af naturen til menneskenes forbrug er blevet så omfattende, at denne fortsatte udnyttelse truer med at få det globale økologiske system til at bryde sammen. Udnyttelsen består dels af et overforbrug af de naturlige ressourcer, dels af forgiftning og nedbrydning af det globale økologiske system.
94. Miljøbeskyttelse i kapitalistisk forstand er kort sagt, at man kan fortynde sig fra problemerne. Og der hvor kapitalen bliver afkrævet miljøvenlige løsninger, er det lappeløsninger som f.eks "filterteknologi" der er svaret. Kapitalen sætter overhovedet ikke spørgsmålstegn ved selve produktionen og forbruget. Og dens krav til statsmagten er derfor stadigvæk, at der sørges for billig og stabil energi (betalt af skatteyderne til forbrug i virksomhederne). Disse tiltag for at løse miljøkrisen og den økologiske ubalance er helt utilstrækkelige, og deres hidtidige udformning først og fremmest bestemt af kapitalens krav om at statsmagten kun i meget ringe omfang må gribe ind i dens aktiviteter for at få mere profit.
95. En 1øsning af miljøkatastrofen og det truende globale økologiske sammenbrud, kræver at den måde der produceres på må ændres grundlæggende. Produktionen af varer til opretholdelse af menneskers liv skal organiseres sådan, at den bygger på udnyttelsen af vedvarende eller fornyelige ressourcer, og at der produceres på en måde, så miljøet og deltagerne i produktionsprocessen ikke forgiftes eller nedslides.
96. Løsningen af miljøkatastrofen kræver også, at vores forbrugsmønster ændres. Ikke sådan at vi får ringere levestandard og færre udfoldelsesmuligheder, men sådan at de ressourcer vi udnytter, bruges bedre gennem kollektivt forbrug (transport mm.) og at genbrug får en central plads i forbruget. VS støtter derfor miljøbevægelsens kampe mod ødelæggelse af miljøet og for økologisk rigtige løsninger.
97. En endelig løsning af miljø og økologiske problemer kræver en planlægning, der skal gennemføres som en proces hvor menneskene opfatter sig som en del af naturen. Derved kommer vi ikke til at true vores eksistens som art, men tværtimod udfylde vores plads i det økologiske system uden at true dette.
98. Gennemførelsen af en sådan plan kan ikke ske
indenfor rammerne af det kapitalistiske system. Denne plan kræver
opbygningen af et rådsdemokratisk system, hvor produktion og reproduktion
tilrettelægges af de direkte producenter og forbrugere.
100. Den etablerede fagbevægelse, LO, har med Hovedaftalens bestemmelser om arbejdsgivernes ledelsesret accepteret at arbejde på det kapitalistiske systems betingelser. Den reformistiske LOledelses vej til forbedringer for arbejderklassen er et udbygget klassesamarbejde, der i praksis betyder at fagbevægelsen underordner sig kapitalens interesser. LO og fagbevægelsen i sin eksisterende form kan derfor ikke være redskab for kampen for socialisme. Det er alligevel nødvendigt og centralt for de revolutionære at arbejde i og kæmpe for at styrke den eksisterende enhedsfagbevægelse.
101. Kun en velorganiseret arbejderklasse kan modstå borgerskabets forsøg på bestandig grovere udbytning af arbejderklassen. Ikke mindst i krisetider er det arbejderklassen, der bærer krisens byrder. De revolutionære skal derfor arbejde for at gøre fagbevægelsen effektiv og slagkraftig, bl.a. gennem opbyggelse af kampfonde og åbne strejkekasser, indgåelse af ekslusivaftaler mv. Fagbevægelsens struktur skal omlægges til industriforbund og der skal gennemføres en demokratisering fra top til bund i fagbevægelsen. For at gøre fagbevægelsen slagkraftig skal de snærende bånd, der idag bremser faglig aktivitet, brydes. Det fagretslige system med den udemokratiske arbejdsret skal afløses af fri aftale og konfliktret, ligesom enhver lovgivning der begrænser faglige kampskridt skal fjernes. Fagbevægelsen skal heller ikke underlægge sig kapital og statsmagt gennem trepartsforhandllinger, sociale kontrakter, accept af lønrammer, tilslutning til folketingsindgreb i overenskomstforhandlinger o.lign. Målet er en fri og uafhængig fagbevægelse, der fungerer som en aktiv og demokratisk kamporganisation.
102. Tillidsrepræsentantfunktionen er en del af den etablerede fagbevægelse og dermed ifølge de formelle regler en del af det etablerede klassesamarbejde. Tillidsrepræsentanten skal derfor ifølge reglerne være garant for fredspligtens overholdelse på arbejdspladserne, hvorved tillidsrepræsentanten kan komme i modsætning til sine arbejdskammerater/kolleger. Ved en aktiv opbakning fra arbejdspladsen kan de formelle regler dog brydes, og en dygtig tillidsrepræsentant med en aktiv klub bag sig kan sikre resultater. Et velfungerende tillidsrepræsentants og klubarbejde med inddragning af flest mulige i beslutninger og aktiviteter er derfor en vigtig del af det faglige arbejde. De revolutionære skal være drivende i dette arbejde og lade sig vælge til tillidsposter i klubber, fagforeninger, fagforbund og fællesorganisationer, hvis der er opbakning dertil.
103. Siden 70'erne er en opposition vokset frem i utilfredshed med LO's reformistiske ledelse og den bureaukratiske og udemokratiske struktur i fagbevægelsen. Det har givet sig udtryk gennem en række militante lokale faglige kampe, såvel som landsdækkende masseaktioner på trods og på tværs af de faglige ledere. Oppositionen har organiseret sig i tillidsmandsringe, arbejdspladskonferencer o.lign. og har også vundet ledelsesposter i enkelte fagforbund.
104. Den faglige opposition skal styrkes og kræfterne samles i et enhedsarbejde på tværs af alle faglige og politiske skel mellem alle arbejdere, der ønsker en aktiv linie i fagbevægelsen. Dette aktive enhedsarbejde må opbygges nedefra gennem oppositionsgrupper, tillidsmandsringe og tværfagligt samarbejde, f. eks. fællesklubber på arbejdspladserne. Samtidig må der arbejdes henimod en samlet organisering af kampen på arbejdspladserne gennem bl.a. landsdækkende tillidsrepræsentantkoordineringer, konferencer, blade o.lign. Der må opbygges et alternativt lederskab, der kan træde til, når de reformistiske faglige ledere spiller fallit.
105. Den faglige kamp og klassekampen sker også indenfor statsapparatet (stat og kommuner) hvor flere og flere offentligt ansatte indser, at de har lige så lidt indflydelse på deres arbejdssituation som de fleste privatansatte og større fælles interesser med de øvrige lønarbejdere end med selve statsapparatet. Den daglige interessekamp foregår altså ikke blot der, hvor den økonomiske udbytning er direkte, på fabrikker og værksteder, men også i den offentlige sektor.
106. Arbejdsløsheden er skabt af kapitalismen og dens kriser. Modsætningen mellem høj arbejdsløshed og en lang række uopfyldte behov hos lønarbejderne som bedre boliger, sundhed, uddannelse osv. skyldes selve det kapitalistiske system. Men arbejdsløsheden under kapitalismen kan bekæmpes og mindskes. Arbejdsløsheden er hele arbejderklassens problem og arbejdende og arbejdsløse skal i fællesskab kæmpe for nedsat arbejdstid, afskaffelse af overarbejde, mod tempoopskruning osv. Arbejdsløsheden vil først blive endeligt afskaffet under socialismen, ved hjælp af en rådsstyret planøkonomi.
107. Kapitalen er organiseret internationalt. Kampen imod den
må derfor også organiseres internationalt. Solidaritet og samarbejde
over landegrænserne også på det faglige område
er en væsentlig del af denne kamp. Istedet for at acceptere tilbageholdenhed
for at styrke den nationale kapitals konkurrenceevne, skal der kæmpes
i bevidstheden om, at sejren for arbejderklassen i det ene land styrker
arbejderklassen i andre lande. Og istedet for at slås for arbejdspladser
ved hjælp af importafgift og anden beskyttelse af dansk produktion,
skal danske arbejdere støtte kampene i andre lande mod indskrænkninger
og lære af de udenlandske erfaringer med fabriksbesættelser
mm., både med hensyn til kampformer og fagpolitiske strategier. Det
internationale arbejde skal opprioriteres gennem udveksling af informationer,
støtteaktioner, koordinerede overenskomstforhandlinger indenfor
samme selskab osv., og derved medvirke til at samle arbejderklassen på
tværs af grænserne og bremse borgerskabets internationale offensiv.
109. Menneskenes levevilkår under det kapitalistiske system, både i fritiden og i den tid vi indgår i produktionen, bestemmes først og fremmest af det behov kapitalen har for arbejdskraft og afsætning af produkter. Ifølge kapitalens logik skal menneskene bruge den tid de ikke er på arbejde til at være forbrugere og herigennem at genoplade til igen at kunne producere optimalt. Derfor søger kapitalen i samarbejde med staten at fremme en livsstil baseret på egoisme, statussymboler og andre kapitalforbrugende varer, der altsammen markedsføres massivt bl.a. gennem fordummende TVmedier. Levevilkårene uden for arbejdstiden bestemmes af den styrke arbejderklassen og dens allierede har, af lønforhold og andre rettigheder de har tilkæmpet sig.
110. Eksistensen af institutioner for børn i den førskolepligtige alder, er noget arbejderklassen og dens allierede har tilkæmpet sig i takt med at kapitalen i stigende takt havde brug for også den kvindelige arbejdskraft i produktionsprocessen. Kvaliteten af daginstitutionerne (pladsforhold, personalenormering, kost og beskæftigelsesbeløb) har i årenes løb været afhængig af de stadig tilbagevendende kriser, af forældrenes, personalets og de faglige organisationers styrke og kamplyst, og disses evne til at samarbejde. VS arbejder på at de fysiske, økonomiske og normeringsmæssige rammer bliver bedre, og at daginstitutionerne indeholder pædagogiske udfordringer til børnene og sikrer deres udvikling, motorisk og psykisk. VS arbejder for, at børnenes isolation brydes, og at det øvrige samfund stilles overfor krav f.eks. angående trafik, handel og produktion som peger frem mod en tid, hvor børn er en naturlig del af hele samfundet.
111. Uddannelsessystemets udforming bestemmes af kapitalens krav til lønarbejdernes kvalifikationer i produktionsprocessen, og det samlede behov for forskellige typer arbejdskraft som kapitalen har behov for. Herudfra fastsætter staten dimensioneringen af de enkelte uddannelser og den konkrete udformning. Udover uddannelse af arbejdskraften har uddannelsessystemet også en opdragende og ideologisk funktion, der skal få os til at acceptere den kapitalistiske organisering af produktionen som den bedst mulige. Alle forbedringer af uddannelsessystemet, der går ud over disse rammer, må arbejderklassen og dens allierede tilkæmpe sig. VS opfatter kampen om uddannelsessystemets udformning og hvilke kvalifikationer det giver, som en vigtig del af klassekampen. Dels kan et andet ideologisk syn på samfundets indretning styrke arbejderklassen og de revolutionære og progressive kræfter i kampen for en ændring af det kapitalistiske system og dels kan en bredere kvalificering af arbejdskraften give bedre betingelser i kampen for bedre lønninger og levevilkår.
112. Borgerskabet udnytter enhver splittelse i arbejderklassen og dens allierede til at fastholde og udbygge den politiske og økonomiske kontrol med samfundet. Det er derfor de revolutionære og progressive kræfters opgave sammen med fagbevægelsen og andre bevægelser - at pege på nødvendigheden af indbyrdes solidaritet mellem grupperne, både politisk og økonomisk. Splittelser og undertrykkelse af begrænsede grupper skal bekæmpes fordi lighed og ret til fri udfoldelse er ethvert menneskes ret, ligesom retten til at være fri for undertrykkelse og udbytning.
113. Kamp mod kvindeundertrykkelse er nødvendig sålænge kvinder undertrykkes materielt eller ideologisk. Undertrykkelsen foregår på mange måder og er ikke altid lige synlig. Den finder sted over hele verden og i alle samfund og samfundslag. Undertrykkelsen er både økonomisk, politisk og religiøst begrundet, og tager form efter tid og sted. Måske viser kvindeundertrykkelsen sig forskelligt i Danmark og Saudi Arabien, men det gør den ikke mindre væsentlig nogen af stederne. 'Ingen klassekamp uden kvindekamp ingen kvindekamp uden klassekamp' er ikke kun en parole for VS. Vi arbejder på at inddrage de kvindepolitiske aspekter i alle dele af VS's politik.
114. VS bekæmper aktivt racismens forfølgelse af 'fremmede' på grund af hudfarve, tro eller kultur. Borgerskabet udnytter racismen til at splitte arbejderklassen og dens allierede. De revolutionære og progressive kræfter må sammen med fagbevægelsen og andre bevægelser bekæmpe racismen, og være med til at støtte og organisere de grupper der rammes af racismen. VS mener at de etniske grupper skal have ret til at opretholde deres kulturelle særtræk og kunne udfolde deres kultur i og ved siden af den danske.
115. I VS betragter vi etniske forskelligheder og forskelle i det hele taget, som noget smukt, der skaber dynamik og udvikling i et samfund. Brydningen mellem forskellige opfattelser og kulturer ser vi som en styrke, og som en nødvendig forudsætning for at samfundene kan udvikle sig. Men disse forskelligheder må ikke udarte eller udvikle sig til uligheder, da sådanne fører til undertrykkelse og udbytning.
116. Borgerskabet har aldrig interesseret sig for levevilkårerne for de dele af befolkningen, der ikke var inddraget i produktionen. De marginaliserede grupper har måttet skaffe sig tålelige levevilkår så godt de kunne. Eksistensen af bistandshjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og pension til invaliderede og nedslidte er noget som arbejderklassen har kæmpet sig til. VS mener at disse ordninger skal opretholdes og udbygges så modtagerne får mulighed for gode levevilkår. Det er et mål for VS at produktionen organiseres på en sådan måde, at arbejdsløshed ikke forekommer, og at handicappede skal have mulighed for at deltage i produktionen og at nedslidning og invalidering undgåes.
117. Når arbejdskraften er udslidt og opbrugt så den ikke længere kan bruges, ser kapitalen helst at den forsvinder, så samfundet ikke behøver at ofre flere ressourcer på de ældre. VS mener, at det er samfundets ansvar at give de ældre en ordentlig folkepension. En god og aktiv alderdom kræver også et godt arbejdsmiljø i produktionen. De ældre har mange erfaringer vi kan trække på og mange oplevelser at have endnu, se børn og børnebørn vokse op og være med til at forme samfundsudviklingen ud fra de erfaringer de har.
118. Rammerne for menneskenes liv skal være gode sunde boliger, i tilknytning til spændende rekreative arealer og ikke for langt fra arbejdspladsen. Dette kræver en omlægning af produktionsstrukturen og en væsentlig forøgelse af boligbyggeriet og forbedringer af de eksisterende boliger og kvarterer. Boligbevægelsen i Danmark har kæmpet for disse rettigheder og forbedringer, imod kapitalinteresserne som først og fremmest ser boligen som et sted at tjene penge på beboernes bekostning.
119. Det liv vi lever udenfor arbejdstiden skal være mangfoldigt. Det bliver vores fælles ansvar at tilrettelægge og fordele fritiden sådan, at vi giver hinanden mulighed for at udvikle os. Danne fællesskaber, interessegrupper, boformer mv. på tværs af køn, alder, racer osv. At vi udvikler et kvalitetsmæssigt godt samfund uden udbytning og undertrykkelse, hvor de socialistiske rettigheder og mindretalsbeskyttelse er naturlige elementer i vores fælles virksomhed.
120. VS mener, at der ikke bør være nogen skelnen
mellem arbejdslivet og fritiden. Derfor ser vi det som et mål at
skabe et samfund, der gør det muligt at leve et helt og fuldt liv
uden der er adskillelse mellem arbejde og reproduktion. Børnene
skal kunne komme på arbejdspladserne og lære og deltage i produktionen,
ligesom de ældre også fortsat skal kunne deltage. Læreproces
og produktion skal føjes sammen til et hele. En sådan organisering
af produktionsforholdene kan kun etableres, hvis alle der deltager i produktionen
selv har kontrollen med hvordan den udformes og gennemføres.Et sådan
samfund kan imidlertid ikke etableres indenfor det kapitalistiske system
med dets krav om effektiv produktion og profitter, men kræver en
socialistisk rådsdemokratisk styreform.
122. Den imperialistiske dominans over 3. verdensstaterne betyder, at de politiske kampe i disse stater ikke alene drejer sig om forholdene i de enkelte stater, men tillige berører vigtige sider af det kapitalistiske verdenssystem adgangen til billig arbejdskraft, råstoffer, det lokale marked osv..
123. 70'ernes krise for imperialismen og sejre for anti-imperialistiske revolutioner skærpede konfrontationen mellem imperialismen og de anti-imperialistiske kræfter. USA-imperialismen var i en periode svækket, men fra omkring 1980 reagerede USA med en ny imperialistisk inddæmningspolitik og efter murens fald i øst har USA kunnet markere sin dominans i det imperialistiske system. Lande, der har forsøgt en selvstændig udviklingslinie, tvinges ind i kapitalismens imperialistiske system.
VS støtter en eftergivelse af 3. verdenslandenes gæld, og en progressiv ulandsbistand. Det vil sige at bistanden skal gives til de fattigste lande, især de lande hvor bistanden er mest sikker på at gavne den almindelige befolkning. VS støtter kampen mod Den internationale valutafonds (IMF) og Verdensbankens dikterede økonomiske politik.
124. Da bruddet med den imperialistiske undertrykkelse kræver et opgør med kapitalismen i 3. verdensstaterne selv, bliver den antiimperialistiske kamp og klassekampen to sider af samme sag. Og det endelige mål må nødvendigvis være socialisme. Dette er den objektive basis for en alliance mellem arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske stater og arbejder bondeklassen i den 3. verden.
Sejrrige antiimperialistiske revolutioner er vigtige slag mod det imperialistiske system som helhed. Den svækkelse, som bliver resultatet, kan være en væsentlig faktor til styrkelse af kampen for socialisme i de udviklede kapitalistiske stater. Opbygningen af en antiimperialistisk alliance mellem arbejderbondeklassen i den 3. verden og arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske stater er derfor en strategisk nødvendighed.
125. Det er de samme mekanismer, der udbytter og undertrykker folkene i Asien, Afrika og Latinamerika og 1ønarbejderne i Vesteuropa, Nordamerika og Japan. Ved at bekæmpe imperialismen i alle dens afskygninger er alverdens folk med til at svække kapitalismen. Ved at bekæmpe kapitalismen i Danmark er danske 1ønarbejdere med til at svække imperialismen. Den antiimperialistiske kamp og den antikapitalistiske kamp hænger uløseligt sammen. Dette er udgangspunktet for VS' deltagelse i det antiimperialistiske arbejde.
126. Ved national selvbestemmelse forstår VS ethvert folkeslags ret til politisk selvstændighed og selvbestemmelse. VS støtter ubetinget denne ret til selvbestemmelse, fordi den er vendt mod undertrykkelse og til gavn for folket. VS støtter mindretals ret til selvbestemmelse på tværs af de eksisterende nationalgrænser. VS støtter deres krav om oprettelse af selvstændige politiske områder og institutioner, hvorigennem de kan udøve økonomisk og politisk selvbestemmelse. Denne holdning betyder ikke en støtte til nationalisme i dens forskellige borgerlige afskygninger, men at VS generelt støtter nationale bevægelser som kæmper for selvbestemmelse, også selv om de er domineret af borgerlige kræfter. Men indenfor en sådan bevægelse støtter vi især de socialistiske kræfter. Det tilkommer befolkningen selv at bestemme den politiske udvikling, og selv afgøre hvilken form for støtte de ønsker udefra. Historiske erfaringer viser os, at socialismen ikke gennemføres på basis af væbnede styrker fra andre lande, men alene på basis af folkelig mobilisering. VS ser det som en internationalistisk forpligtelse at støtte kampen mod undertrykkelse økonomisk, materielt og gennem aktioner i Danmark alt efter behov.
127. Indenfor de idag afgrænsede nationalstater findes der større eller mindre etniske grupper med fælles kultur, sprog og historie, som ikke må udsættes for forskelsbehandling eller anden form for undertrykkelse. Disse etniske grupper skal have ret til selvbestemmelse, enten indenfor rammerne af den nationale statsdannelse, eller ret til at leve som autonom etnisk gruppe.
128. Det er også nødvendigt med international solidaritet i forhold til undertrykte grupper og arbejderklassen i de såkaldt socialistiske lande. VS støtter disse gruppers krav om demokrati og menneskerettigheder som ytringsfrihed, organisationsfrihed og retsbeskyttelse.
129. VS er modstander af oprustning og militarisme. Den fortsatte oprustning er en trussel mod menneskenes overlevelse og velfærd. Specielt atomoprustningen er på linie med miljøkrisen en radikal trussel mod de fortsatte eksistensbetingelser for liv på jorden. Militariseringen af økonomierne, de politiske beslutningsprocesser og statsapparatet er en trussel mod demokratiet og mulighederne for en socialistisk udvikling.
130. VS opfatter militærpagten NATO som et redskab for den amerikanske og vesteuropæiske imperialisme. NATO var før murens fald først og fremmest rettet mod landene i Warszawapagten, men var også rettet mod 3. verdenslande i bl.a. Nordafrika og Mellemøsten. Efter Warszawapagtens opløsning har NATO måttet finde nye fjendebilleder og opgaver for at begrunde sin berettigelse. Det har man så forsøgt i form af Golfkrigen og den militære indblanding i det tidligere Jugoslavien.
Den militære integration i NATO har til formål at indordne de enkelte landes udenrigspolitik - og i en vis grad også indenrigspolitik - under de vestlige imperialistiske atommagters kontrol. NATO-samarbejdet mellem de militære og civile bureaukratier i medlemslandene om bl.a. gennemførelse af undtagelsestilstand i krise og krig udgør en direkte trussel mod indførelse af socialisme. VS arbejder for dansk udmeldelse af NATO og mod alle planer om udvidelse som skridt på vejen til opløsning af militærpagten NATO. Målet er alliancefrihed og ligeværdigt samarbejde mellem folk og nationer.
131. Alternativet til oprustning og militarisme er nedrustning og demokrati. VS vil arbejde for nedrustning på globalt plan, atommagterne må totalt afvikle atomvåbnene.
Kun gennem en omfattende international fredsbevægelse vil det være muligt at skabe våbennedrustning og afmilitarisering af produktion og statsapparater. Modstanden mod oprustning og militarisme er ikke pacifistisk begrundet. Under bestemte historiske og politiske omstændigheder kan det være nødvendigt at gribe til våben, for at forsvare/vinde sociale og demokratiske rettigheder, som eks. modstandsbevægelsen gjorde under 2. verdenskrig og som en række befrielsesbevægelser i verden omkring os gør i dag.
132. I Europa er kampen mod Den Europæiske Union, mod de sociale og miljømæssige sider af udviklingen, og mod den europæiske oprustning og militarisering af Den Europæiske Union, led i klassekampen og snævert forbundne. Denne kamp omfatter i Danmark også kampen for en udmeldelse eller evt. løsere tilknytning til EU for at undgå de værste følger af EUmedlemsskabet. Bekæmpelsen af Den Europæiske Union nødvendiggør et øget internationalt samarbejde og er central og uomgængelig for arbejderklassen og fagbevægelsen, for de progressive og socialistiske kræfter i Europa, hvis der skal skabes muligheder for en alternativ samfundsudvikling.
133. VS ser alternativet til Den Europæiske Union som et samarbejde mellem alle folk i verden, på grundlag af lige bytte af varer og værdier, og lige indbyrdes relationer. Et sådant samarbejde forudsætter, at det ikke er kapitalismen med dens krav til profit der bestemmer relationerne mellem mennesker og folkeslag. Etableringen af lige indbyrdes relationer kan kun etableres ved, at der gennemføres revolutionære omvæltninger i alverdens lande hvor det er nødvendigt. Des flere lande der gennemfører revolutioner i et sammenhængende geografisk eller økonomisk område, og dermed kan støtte hinandens bestræbelser på at skabe socialistiske samfund, des større er mulighederne for at undgå, at revolutionen inddæmmes eller nedbrydes som følge af fejludviklinger.
134. Internationalisme skal styrkes på alle planer som samarbejde og international solidaritet på tværs af landegrænserne både politisk og materielt. Samarbejde mellem revolutionære partier og bevægelser, mellem arbejderne og deres fagforeninger og mellem progressive organisationer og bevægelser indenfor miljøområdet, boligområdet, antiracistisk kamp mm., er nødvendigt for at forbedre rettighederne og levevilkårene for arbejderklassen og dens allierede og for at styrke kampen for rådsdemokratiske systemer og demokratisk og socialistisk revolution i hele verden.