Fasthold NEJ-linien

VS har tidligere kritiseret Enhedslisten for at have ophøjet sidste års "særlige situation" ifm. Finanslovsforhandlingerne - hvor EL undlod at stemme - til et princip, som netop tager sit udgangspunkt i undlader- eller redningsplanke-strategien. ELs Bestyrelse vedtog dette lige før sommerferien, og selvom Bestyrelsen nu på fornuftig vis har besluttet at synliggøre nej-linien, ændrer dette ikke redningsplanke-princippet - Regeringens liv er jo netop ikke i fare denne gang.

I fjor indgik SF og Enhedslisten en stemmeaftale med Regeringen, som omhandlede brøkdele af det samlede budget, og som Socialisten gennem flere numre har godtgjort, er der heller ikke kommet meget ud af denne aftale. Aftalen blev solgt til ELs medlemmer under påstanden om, at Finansloven ikke indeholdt forringelser - derfor kunne man tilbyde socialdemokraterne, at EL ville undlade at stemme ved den afgørende afstemning.

Begrebet "forringelser" har tilsyneladende undergået en devalueringsproces i Enhedsliste-regi, hvilket vi skal forklare : Når der ved en Finanslov, som den i fjor, i store træk kan hævdes at være status quo i forhold til forringelser, er det et polemisk bedrag. Det betyder reelt, at linien fra tidligere finanslove og følge-reformer er den samme, dvs. at der i hvert fald er tale om fremskrivning af besparelserne på de offentlige budgetter og nedskæringerne i det kollektive konsum, hvilket medfører en omfordeling fra arbejde til kapital. Der er netop ikke tale om, at disse fremskrivninger er blevet fjernet - og derfor er der hverken tale om status quo eller om begyndende brud med den førte krisepolitik.

Den "særlige situation" i fjor handlede i virkeligheden om, at Rushdie-sagen og Helvegs bog havde bragt Regeringen så dårlige meningmålinger, at V og K vejrede morgenluft. Derfor blev EL og SF kaldt på banen i 11. time som redningsplanke.

Lykketofts FL-udspil havde som helhed rettet sig ind i forhold til det borgerlige Danmark - og det blev der reelt ikke ændret ved.

Inden den "særlige situation" havde EL spillet ud med 5 hovedkrav, som ved vedtagelse ville betyde ja fra Enhedslisten. Ellers ville man redde regeringen ved undladerprincippet, hvis blot FL ‘97 ikke indeholdt "forringelser".

At Bestyrelsen i år har knæsat denne linie - uden nogen særlig grund - fortæller noget om, at Folketingsgruppens parlamentariske strategi begynder at slå igennem i organisationen. I Folketingsgruppens redegørelse til sidste Årsmøde i Enhedslisten hedder det i pkt. 5 d) : "Kan den hidtil førte politik brydes i en aftale om Finansloven, er det gruppens opfattelse, at det vil skabe et godt grundlag for at videreudvikle de folkelige bevægelser, der skal til for at stadfæste indrømmelser og rejse nye krav."

EL og SF fik deres stemmeaftale i hus - men den borgerlige krisepolitik fortsætter uanfægtet.

FT-gruppen lægger op til, at forhandlinger i sig selv kan afæske et brud med krisepolitikken. VS må klart afvise denne linie. Et brud med den borgerlige krisepolitik kræver tværtimod en omfattende strejkebevægelse, hvor Socialdemokratiets egen basis er i oprør. Kun en sådan situation kan betyde et ryk til venstre.

Enhedslistens parlamentariske strategi medvirker til at skabe illussioner om, hvad Finansloven er for en størrelse, og med forhandlingsstrategien incl. sammenkædningen med den endelige FL-afstemning har man samtidig afskrevet sig alle muligheder for at mobilisere arbejderklassen og venstrekræfterne i fagbevægelsen. Og det er klart det mest alvorlige, hvis man ser Enhedslistens indsats i lyset af, at kunne være katalysator i en proces frem imod en anden samfundsudvikling.

Det er et taktisk spørgsmål - hvis situationen byder sig - om venstrefløjen (læs : Enhedslisten) tør fastholde et NEJ og risikere, at en socialdemokratisk regering vælter - og ikke mindst risikere, at hele medieverdenen giver venstrefløjen skylden. Genvalget ved det efterfølgende Folketingsvalg ville være i fare.

Venstrefløjen og Enhedslisten må gøre op med den gamle dobbelte doktrin om, at dels skal en socialdemokratisk ledet regering altid reddes, dels at Socialdemokratiet ved regeringsmagten altid giver arbejderklassen de bedste kampbetingelser.

For det første er Enhedslistens parlamentariske repræsentation intet værd, hvis den ender som rent halehæng til klassesamarbejdslinien.

For det andet har Nyrup-regeringen været langt værre overfor arbejdsløse og bistandsmodtagere end f. eks. Schlüter-regeringerne nogensinde var. I sådanne situationer kan man sagtens give socialdemokraterne en begmand på trods af risikoen for en borgerlig regeringsdannelse - selvom borgerlige regeringer generelt ikke er efterstræbelsesværdige.

Har venstrefløjen dette udgangspunkt står den også godt i det taktiske spil omkring Finansloven. Og det kunne Enhedslisten have, hvis den faktisk udnyttede, at den står i en betydelig bedre position i år, idet FT-gruppen har udarbejdet et udmærket alternativt Finanslovsforslag, som i givet fald ville betyde et brud med klassesamarbejdslinien.

• Parlamentarisk set er sammenkædningen mellem udspil og endelig afstemning helt unødvendig. EL kan med sindsro sige NEJ til Lykketofts udspil - lade ham stege - ikke forklare noget om stemmeafgivelse, men lade ham spille ud igen. Han ved Enhedslisten har et alternativ - men ikke hvordan den stemmer.
• Denne linie er også at foretrække i forbindelse med mobilisering på arbejdspladserne og blandt venstrekræfterne i fagbevægelsen. Det giver mulighed for klar kritik af de borgerlige Finanslove og kritik af den samfundsudvikling disse initierer. Dette er essentielt for de revolutionære kræfter, og man roder sig heller ikke ind i illusionsskabende debatter om mere eller mindre gode finanslove. Bl. a. fordi man samtidig fremlægger et bud på en alternativ anti-kapitalistisk Finanslov.

Endelig skal VS i den aktuelle situation pege på, at det vil være et endog meget uheldigt signal at udsende, hvis Enhedslisten her kort før afstemningen om Amsterdam-traktaten roder sig ind i forhandlinger om en finanslov, som i allerhøjeste grad er udtryk for EU-harmoniseringspolitikken.

På dette grundlag skal Venstresocialisternes Landsmøde 1997 opfordre Enhedslisten til -samtidig med den parlamentariske forhandlingsstrategi - også at sætte revolutionær socialistisk politik på dagsordenen.